Pensionister er til jazz.

Maribo Jazz Festival nummer 26 er slut.

Det har været en dejlig oplevelse. Fantastisk vejr og god, gedign traditionel jazz.

År efter år kommer vi, og når man kaster et blik ud over publikum vil jeg tro, at 90 pct. er over den kriminelle lavalder og gråhårede. Musikerne er også godt til års, så man føler sig blandt venner.

 

At være blandt venner høres, man har sat sig godt tilrette for at høre Paul Harrison Band, damen foran mig på bænken får øje på en veninde, der straks kommer over for at snakke.
Bandet spiller højt, og man må råbe for at høre hinanden. Der røg de to første numre. 

Så må jeg minde mig selv om, at det også handler om, at mødes. Til jazzen møder man mennesker, man ikke har set i årevis, og det hænder ikke sjældent, at jeg har problemer med at huske, hvad de hedder, og hvorfra jeg kender dem, der kommer og hilser på.
Men hyggeligt er det.

Søndag er traditionernes dag.
Big Band musik i Hylddalen. I mange år med Ib Glindemann, nu med Tivolis Big Band.
Vi står foran hegnet inden kl. 12.00. I år forsøgte jeg at få "De gråhårede" til at vælte det for at få lidt Roskilde stemning, den gik ikke.

Når hegnet åbnes er det med at løbe for at få et bord i skyggen. I år ekstra vigtigt, at kunne solens gang. For der er som i en stegegryde i Hylddalen, når solen står højt.

Vi nåede det.

 

Pudsige oplevelser er der også, når musikken spiller.

Som damen, der hævdede, at min sidemand havde taget hendes stol, og end ikke påpegning af, at der var mindst 25 andre fuldstændig mage til stole ledige, kunne få hende fra at ville have den bestemte stol, som hun bortførte i lettere fornærmet triumf.

Det med at holde pladser kunne der skrives en blog om.

 

Efter denne weekend hersker der ikke tvivl om, at pensionister er til jazz, og at vi kommer igen til næste år.