fredag den 10. juni 2016

Pavillon med loungesæt

Tag aldrig på besøg hos en ven og skolekammerat, du ikke har set i lang tid. Det kan føre de underligste ting med sig.

Vi drikker kaffe i haven i deres pavillon, som er forsynet med dejlige havemøbler.......et loungesæt. 
Da vi har siddet lidt er der ingen tvivl...........sådan et må jeg ha' til min pavillon.

"Hvor har i købt det? " Bauhause, tror min veninde. "Var det dyrt." Det kan hun ikke huske. Vi kan da Google det. 
Ih, du milde det er bare dyrt og så lige oven på  4 uger i USA. Jeg fornemmer at Manden i mit liv bliver let bekymret og mumler om, at taget på pavillonen nok kun kan holde en sæson. 

Efter i hærdig søgen finder jeg et loungesæt i fire dele, der er til at betale.......og fragten er gratis. 
Det tror jeg. 

Vel hjemme efter en dejlig dag,sidder vi i sofaen med et glas (jeg har ikke nævnt loungesæt på hjemvejen). Pludselig ud af den blå luft kommer det fra Manden i mit liv. " Skal vi ha' sådan et?" 
Fat i iPad og vips fem minutter efter er det bestilt til levering om 4 dage.

Dagen for levering (SMS med besked mellem 17 og 21) skal pavillonen gøres klar. Det klarer Manden og to store børnebørn.

        


Så er det bare at vente. " Mormor, det kommer ikke før efter 7" proklamerer det ældste barnebarn. 
"Så er vi kørt og skal heldigvis ikke være med til at samle det."
Han får ret. Fragtmanden sætter det af kl. 21.45 og har endnu 5 steder. " Men der var da kun en, der blev sur, da jeg ringede om forsinkelsen."sagde han

Ok, så må det stå til i morgen. 

Kl.10.00 går vi i gang. Det ser ud til at alle delene er der. Men om de passer sammen er mere tvivlsomt. 
Manden i mit liv foreslår, at vi ringer og bytter det, for skruehullerne er ikke, hvor de skal være. 
Jeg bliver meget træt, det vil nok tage en krig. " Kan du ikke lave nogle nye huller?" Spørger jeg forsigtigt. 
"Jo måske, lad os nu se, men noget rod er det." "Er der noget jeg skal holde?" "Nej, ikke lige nu." 
Så er det med at holde sig på afstand. Ingen spørgsmål om, hvor længe det varer. 
Efter en god time serverer jeg kaffe og mørk chokolade. Det ser fortsat kaotisk ud og brugsanvisningen er ikke til megen hjælp.

       

Efterhånden er jeg i tvivl om, om det nogensinde bliver til en sofa med puf. 

Kl. 14.45 skrues de sidste skruer i de huller, der ikke er der.
Sidste kasse pakkes ud, bord med glasplade og to taburetter. Her er ingen skruer og huller. Kun en brugsanvisning, der siger læg glaspladen på bordet og puderne på taburetterne. 

Kl 15.00 drikkes kaffe i pavillonen med loungesæt.