Jeg forlod arbejdsmarkedet d. 1. februar 2011 for at blive pensionist, (en, der lever af sin pension).
Det at blive pensioneret er en grænseoverskridende begivenhed.
Efter mere end 25 år på samme arbejdsplads holdes der en fin reception, hvor alle taler handler om, hvor fantastsk en medarbejder man har været. Bare nogen dog havde sagt det til mig undervejs, så havde det måske været lidt sjovere at gå på arbejde.
Nu spørger alle: "Nåh, har du vænnet dig til ikke at skulle på arbejde?"
Ja, det går fint, men jeg savner fridag og ferier.
Savner jeg noget?
Arbejdet......nej, bøvlet.....nej, besparelserne, der skal sælges som effektivisering og mulighed for udvikling.......nej, det sociale samvær med kollegerne......måske, men alt i alt er det ikke det, der gør at jeg af og til bliver forvirret.
Hvad er det jeg ikke kan vænne mig til eller vænne mig fra?
Det har rumsteret i mit hoved længe og konklusionen er.
Det er ikke nemt at vænne sig til at kunne gøre lige det man har lyst til, lige når man har lyst til det.
Bedst som jeg mandag morgen kl. 9.30 sidder i sofaen i nattøj og læser Harry Potter og Halvblodsprinsen er der en lille stemme, der siger: "Du må da kunne finde noget mere fornuftigt at tage dig til?"
Om den stemme nogensinde forsvinder vil tiden vise, men jeg gør hvad jeg kan for at overhøre den.
Om stemmen helt forsvinder ved jeg ikke - men min oplevelse er, at den bliver svagere med tiden. Jeg valgte at fratræde for 5 år siden, som 66 årig og havde fuld knald på et par år med mange aktiviteter både i det virkelige liv og på nettet. Fornemmelsen af at have mistet et meget bredt kontaktfelt fik jeg først, da jeg sad med dårligt hjerte, medicin der i den grad bogstavelig talt slog benene væk under mig,20 kg satte sig som en graviditet lige midt på maven og det daglige ? om jeg nu også ville vågne den følgende morgen. Det lykkedes mig, via Gösta Petterson pr. mail at få ICD for 4½ md. siden og livet er nu ved at tage form igen,- og tro mig, jeg har grebet mig selv i at læse job annoncer!! Så forvirringen er der stadig, bare mindre udtalt.
SvarSletMit dilemma nu kommer i en vis grad af, at mine venner er væsentlig yngre og stadig arbejdsramte og det jeg savner mest er venner med tid til fælles oplevelser på alle tider af dagen og uafhængig af "feriemuligheder".
Lige nu er jeg i gang med at samle deltagere til en udflugt til Skælskør Sundheds Center fordi turen er ved at smuldre p.gr.a. manglende tilslutning, og det ved jeg at jeg er god til og måske fører det noget nyt med sig??
Så selv om du kun er ½ år inde i forløbet, og jeg er 5 år i samme båd, så står vi vel egentlig ret lige. Dog vil jeg fortælle dig, at det gode helbred er alfa og omega for et godt pensionist liv, så pas på det seriøst. Motion er vejen frem og det giver stor glæde at komme ud af røre sin med tiden dovne krop. Jeg går til træning i varmtvand via gigtforeningen, gjorde det også sidste år, og hvor har jeg dog haft mange grine flip når jeg "kæntrede" i basinnet. I år vil jeg udvidde programmet med fitness for at se om jeg dog ikke kan komme af med den store mave.
Hen ad vejen finder jeg nok nogen, som vi med på badeferie sydpå fx. og
Jeg er havnet i samme "båd". Fratrådte mere eller mindre frivilligt efter 40 års "tro tjeneste".Dumpede ned i en afgrund af ingenting selv om der er en god mand, hus og have og familie, som har ventet på min fulde opmærksomhed. Hvad gør man så? Læser Harry Potter og høre lydbøger og samler sine 83 bamser omkring sig. Jeg er som en flygtning i mit eget hjem. Jeg kan ikke huske opskriften på at koge kartofler/æg og græder(drikker)meget.
SvarSletUden mål og med er vejen lang
- Det var så det arbejdsliv!
SvarSlet