Det er en god ide' at læse HELE opskriften.............

En gang om måneden spiser vi med et par gode venner.

Det er rigtig hyggeligt ikke mindst at beslutte menuen. 

Hvad med en menu fra kogebogen Det kulinariske Frankrig. Det tog et par dage at bestemme  og jeg lovede mig selv, at følge opskrifterne til punkt og prikke.

Menuen blev:

Courgettes Chaudes aux Noix et Roquefort( dampede courgetter med valnødder og roquefort)

Pate' de Campagne a l' Armagnac (landpate' med armagnac)

Ovnbagt ratatouille 

Fransk landbrød

Fondant (chokoladekage)

Lang indkøbsseddel, heldigvis har vi en slagter i Nysted, så  lever, skinkekød og spæk til pateen blev bestilt hakket til fredag formiddag ( middagen er fredag aften). 

Fondant ser indviklet ud, laves torsdag aften. Viser sig at være nem og den kan kun blive lækker med 250g mørk chokolade og 250g usaltet smør, æggeblomme, sukker og orangelikør. 

       

Fredag hentes farsen og så er det tid til landpate' . Jeg tænker, den skal serveres lunken. 

Kogebogen frem og...........det er da løgn. 

Pateen skal i vandbad i ovnen  i 2 1/2 time og så skal den køle under pres i mindst 12 timer, men helst 24 timer. 

Det kommer der af ikke at læse HELE opskriften, med det samme. Man bliver helt træt og kan ikke helt overskue, hvad der skal erstatte pateen.

     

Det blev svinemørbrad provencal. 

Middagen blev lækker og lige nu har vi fransk  landpate' til en mindre hær.

Når man beslutter sig for at motionere..........

Sommer er en dejlig tid. Solen skinner, hygge, dejlig mad og vin flere gange om ugen. 

I går da vi skulle til fest sad festblusen lettere stramt.........HVAD..... Så er det nu ingen mad, kun vand og motion, der ingen vej udenom. 

Da man jo ikke skal udsætte til i morgen osv.................så det starter i dag.

Manden i mit liv og jeg enes om, at vi tager cyklerne (el-cyklerne ) til Holten Strand en distance på 20 km i alt. Lidt mad og vand tager vi med og så afsted. Solen skinner og der er næsten ingen vind.

Det er en pragtfuld tur. Fra Nysted Havn er der en sti langs vandet næsten helt derud. Der trædes til i pedalerne, så der kan blive spist noget af det fedt, der har sat sig på sidebenene. 

Vel ankommet spises lidt mad og drikkes postevand med smuk udsigt til vindmøller, skibe og badende børn. 

Inden længe er det tid til hjemtur. Fruen er hurtigt på cyklen og afsted. Telefonen ringer. Manden i mit liv. "Min cykel er punkteret, men jeg har lappegrej." Åh, godt. Der lappes og pumpes, så er vi klar igen. Fruen hurtigt på cyklen og afsted, hvor er Manden? Tilbage igen. "Lappen holder ikke, det er vist for gamle lapper......" 

                                        

 Hvad gør vi? Manden i mit liv tager fruens cykel og spurter til Stubberup for at hente bilen med cykelstativ. Fruen trækker afsted med Mandens cykel på landevejen i bagende sol.

Efter 45 min kommer bilen, der er blevet spurtet. 

                                      

   

Ingen skal sige, at vi ikke gør noget ved det.

Pavillon med loungesæt

Tag aldrig på besøg hos en ven og skolekammerat, du ikke har set i lang tid. Det kan føre de underligste ting med sig.

Vi drikker kaffe i haven i deres pavillon, som er forsynet med dejlige havemøbler.......et loungesæt. 

Da vi har siddet lidt er der ingen tvivl...........sådan et må jeg ha' til min pavillon.

"Hvor har i købt det? " Bauhause, tror min veninde. "Var det dyrt." Det kan hun ikke huske. Vi kan da Google det. 

Ih, du milde det er bare dyrt og så lige oven på  4 uger i USA. Jeg fornemmer at Manden i mit liv bliver let bekymret og mumler om, at taget på pavillonen nok kun kan holde en sæson. 

Efter i hærdig søgen finder jeg et loungesæt i fire dele, der er til at betale.......og fragten er gratis. 

Det tror jeg. 

Vel hjemme efter en dejlig dag,sidder vi i sofaen med et glas (jeg har ikke nævnt loungesæt på hjemvejen). Pludselig ud af den blå luft kommer det fra Manden i mit liv. " Skal vi ha' sådan et?" 

Fat i iPad og vips fem minutter efter er det bestilt til levering om 4 dage.

Dagen for levering (SMS med besked mellem 17 og 21) skal pavillonen gøres klar. Det klarer Manden og to store børnebørn.

        

Så er det bare at vente. " Mormor, det kommer ikke før efter 7" proklamerer det ældste barnebarn. 

"Så er vi kørt og skal heldigvis ikke være med til at samle det."

Han får ret. Fragtmanden sætter det af kl. 21.45 og har endnu 5 steder. " Men der var da kun en, der blev sur, da jeg ringede om forsinkelsen."sagde han

Ok, så må det stå til i morgen. 

Kl.10.00 går vi i gang. Det ser ud til at alle delene er der. Men om de passer sammen er mere tvivlsomt. 

Manden i mit liv foreslår, at vi ringer og bytter det, for skruehullerne er ikke, hvor de skal være. 

Jeg bliver meget træt, det vil nok tage en krig. " Kan du ikke lave nogle nye huller?" Spørger jeg forsigtigt. 

"Jo måske, lad os nu se, men noget rod er det." "Er der noget jeg skal holde?" "Nej, ikke lige nu." 

Så er det med at holde sig på afstand. Ingen spørgsmål om, hvor længe det varer. 

Efter en god time serverer jeg kaffe og mørk chokolade. Det ser fortsat kaotisk ud og brugsanvisningen er ikke til megen hjælp.

       

Efterhånden er jeg i tvivl om, om det nogensinde bliver til en sofa med puf. 

Kl. 14.45 skrues de sidste skruer i de huller, der ikke er der.

Sidste kasse pakkes ud, bord med glasplade og to taburetter. Her er ingen skruer og huller. Kun en brugsanvisning, der siger læg glaspladen på bordet og puderne på taburetterne. 

Kl 15.00 drikkes kaffe i pavillonen med loungesæt.

         

  

At vende næsen hjemad..........

Efter 4 uger fyldt  med oplevelser: New York, Wasinghton, Kennedy Spacecenter, Golfkysten, Everglades, Florida Keys, Key West og mange flere.

Efter at have overnattet på 17 forskellige hotel/ moteller, kørt 4755 km og gået 162.605 skridt, så er det blevet tid til at vende næsen mod Stubberup.

Når jeg som barn havde været med far og mor på besøg hos familie i Nakskov, og vi kørte hjem sent om aftenen, tænkte jeg altid. Det kunne være dejligt, hvis man kunne lukke øjnene og sige........HJEM .....og så være der.

Lige nu 9 timer før afgang fra Miami har jeg det på samme måde. 

Men vi slipper nok ikke for lange køer i Security check og venten. Godt jeg har et meditativt stand by mode. 

Men inden da, skal vi som det sidste i denne omgang besøg Miami. Håber at møde Horatio fra CSI Miami.

      

       

 Vi har kurs mod South Beach og Ocean Drive for at se de smukke Art Deco bygninger fra 40'erne.

        

     

        

Lufthavnen, hvor den dejlige bil skal afleveres. Det er næsten med tårer i øjnene vi ser den forsvinde. Tænk hvis der er knapper vi ikke har opdaget.........

Så venter 13 timers transport. Uha, hvor er det lang tid.

Men hjemme venter alle de søde børnebørn og en blomstrende blåregn.

         

    

     Vi ses lige om et øjeblik.

Se det er et hotel............

Ingen ferie i Florida uden besøg i Miami. Vælger et hotel 30 km nord for og booker det på forhånd.

To nætter på The Hollywood Beach Resort.

Og se........det er et hotel.

Bygget i 1925 i Middelhavs revival style. Besøgt af Al Capone i slutningen af 20 erne. Har gennem tiden været hospital, bibel College og igen hotel. 

        

               Grand Lady.........hotellets kælenavn

Det er stort, der er 400 værelser i 7 etager. Checker ind afleverer bilen til valet service, så er den væk. Piccoloen (en midaldrende herre) hjælper med bagagen. 5. sal. Åbner døren, der er 4 senge........ Nej der er en hel spejlvæg. Det skal man lige vænne sig til.

         

                    Lille spejl på væggen.............

Intet hotel uden aircondition, her er den godt nok lidt alternativ og larmer som en lastbil.

          Bemærk slangen, der går ud af vinduer

Det er et meget interessant hotel, og jeg leder efter dets historie på nettet. 

Det bliver mere interessant, stedet er "haunted." Det spøger. Især på 7. etage. Der er både lyde og lys (orbs). Mange har hørt og set det. Især i gangene. De er godt nok også lange.

       

Vi tager endnu en nat og håber at spøgelserne bliver på 7. efage.

Finding Peanut Island

Inden afgang til USA's østkyst er der læst og undersøgt, hvad der kan ses. Som altid er der talt om noget på forhånd og andet (det meste) kommer undervejs.

Manden i mit liv ser et opslag i Politiken om JFK's bunker på Peanut Island. Den er bygget i 1961 og kunne rumme 30 personer, familie og nærmeste medarbejdere i en måned i tilfælde af atomkrig. Interessant, det er Palm Beach maritime museum, der står for driften. Det må vi se. 

Der planlægges nøje i forhold til alt det andet vi skal se. "Det tager nok en hel dag", mener Manden i mit liv. Det betyder 2 overnatninger i Palm Beach, og så er hele tirsdagen sat af til Peanut Island. 

Vel installeret på hotel Courtyard by Merriot, begiver Manden........ sig ud på nettet for at se, hvor vi finder Det maritime museum. "Det er ikke godt" lyder det. "Det ser ud som om, der kun er ture torsdag til søndag" 

Manden i mit liv er meget sjældent sur og irriteret, og når han er, er det altid lidt indestængt.

Men der er ingen tvivl om, at han lige her synes det er noget møg. "Vi kan jo ikke komme tilbage i weekenden, vi skal videre onsdag." 

Jeg forsøger med et:" Måske har de lavet det om. Vi tager derhen i morgen og ser på det...." 

Godt, men irriterende er det.

Tirsdag morgen kører vi til Det maritime museum, en lidt ejendommelig bygning, der også huser en tandklinik og et forsikringsselskab og på 3. Sal museet. Finder den rigtige dør, der er låst.

        

Øv, øv det er altså ikke denne gang, vi skal finde Peanut Island.

Vi finder andre spændende ting og er ret tilfredse.

Men øen fylder og Manden finder mailadresse og telefonnumre. "Måske kan vi spørge?" 

Vi skriver først en mail. Mon de får et godt grin over min ubehjælpsomme formulering? 

I morgen ringer vi. 

Som sagt så gjort. Telefonsvarer, der oplyser at nummeret er ude af funktion, men tryk 1 for et securityfirma og 2 for noget, jeg ikke ved, hvad er. Men der er flere numre, så næste.......... Ringer længe ...........telefonsvarer, der oplyser, hvornår der er ture til øen og et nummer, der kan ringes til for yderligere information. Bliver så paf, at jeg må høre det igen. 

Ringer, venlig mand, der oplyser, hvor vi skal køre hen for at komme med The Ferry, og ring endelig igen, hvis der er tvivl. Samtidig kommer svar på min mail med de samme oplysninger. 

Jo, hjælpsomme er de......de amerikanere.

Der afgør sagen. 

Torsdag kører vi de 100 km fra Hollywood Beach tilbage til Riviera Beach. 

Og der er han Capt. Joe, der sejler til Peanut Island.

         

  

Turen tager 10 minutter og på øen er frivillige fra Det maritime museum klar til en guidet tur til The Bunker.

Det er spændende og interessant, bestemt alle besværlighederne værd.

        

            15 sådanne køjer stod  i rummets ene side. Jeg så lige Jacqueline Kennedy for mig.

                      

                              JFK ' arbejdsbord og seglet på gulvet som i Det hvide Hus

Retur på havnen besøger vi Det maritime Museum og møder Cathrine, der har besvaret mailen. Hun nævner intet om formuleringen. 

Manden i mit liv får en T - shift til minde om sit besøg og besværet med Finding Peanut Island.

Hvorfor gør man sådan..............

Det er vist kendt, at amerikanere skærer al maden ud, lægger kniven, og skovler ind med gaflen.

På en steak restaurant, så jeg en spændende variant. 

Herren overfor skærer et mundret stykke af bøffen med kniven i højre - og gaflen i venstre hånd, så lægger han kniven og flytter gaflen over i højre hånd og vips er bøf - stykket spist. Jeg må kigge flere gange for at være sikker på at det fortsætter...... Det gør det.

Hvorfor gør man sådan. Måske er det nemmere eller hurtigere eller........

Jeg spørger forsigtigt en ung tjener, hans far er fra Sydafrika og hans mor er fransk, så han har i sin barndom spist med "kniv og gaffel", men nu hvor han bor i USA, spiser han med gaffel.  "Ellers bliver jeg moppet", siger han med et smil. Men nogen forklaring har han ikke.

At få noget at drikke på spisesteder er en spændende oplevelse.

Det er det første man bliver spurgt om, og da det ikke er nemt at vide, hvad der bydes på spørger man: "Hvad har i". Så kommer der en lang remse fra is te til Budweiser. Vand er en selvfølge. 

Alt kommer i store tykke plastickrus og med sugerør. Vandet smages der forsigtigt på, da det de fleste steder smager umiskendeligt af klor.

Et sted har de alle Pepsi produkter incl. Dr. Pepper. "Hvad er en Dr. Pepper?" spørger jeg. 

En kvik servitricer svarer:" En doktor og en pepper." Det bliver jeg ikke klogere af. "Hvor er i folks fra, når i ikke kender Dr. Pepper? Har i ikke Dr. Pepper i Danmark?" Nej, det tror jeg ikke. Så der måtte udleveres smagsprøve. Smager som cola med kunstig kirsebærsaft.

        

Som sagt serveres alt med sugerør, og det er lidt specielt at se pæne ældre damer og herrer suge is teen og vandet op af glasset.

Vores budget er Ikke til de dyre spisesteder, og Agern i New York trak tænder ud. Men et par gange mere er det blevet til steder med hvide duge. Her spises også med "gaffel", men sugerøret er forsvundet. Her er det som på film.................en herre med  whisky til maden.

Hvis nogen kan forklaringen på det med kniv og gaffel, så lad mig det vide.

At få vasket tøj ................

Når man skal på Road trip i 4 uger er det ikke muligt at have så meget tøj med, at der ikke skal vaskes undervejs. 

Det var så i går, vi gerne ville vaske. Intet problem, det har vi prøvet før. Mange moteller har gæstevaskeri, så det er bare at vælge et. 

Wilmington er byen. I følge "Magda" er der mange moteller at vælge imellem. 

Manden i mit liv skal bare gå ind, spørge om værelse og vaskeri. Efter tre forsøg med ja til værelse, men ikke vaskeri orker vi ikke mere og checker ind på Quality Inn uden vaskeri.  

Så må vi finde et motel med vaskeri i morgen. Vi beslutter at blive i Wilmington en ekstra dag, så der er mange muligheder endnu.

Det med det vasketøj rumsterer i vore hoveder hele aftenen, og vi bruger megen god tid på at checke moteller og deres faciliteter.

Da morgendagen gryr, ca kl. 8.00 og morgenmaden er spist, pakker vi bilen og drager ud for at finde motel med vaskeri. 

Best Western har vaskeri, men ingen ledige værelser. Hampton Inn har begge dele, men prisen er 244 dollar + skat. Det er bare for meget, så kan vi finde et billigere uden vaskeri og købe nyt tøj i Wall Mart for de sparede penge.

Nu er vi snart lettere opgivende og sure, kan det da være så vanskeligt at få vasket den smule tøj?

Comfort Inn har både værelse og vaskeri, men det er under reparation, meddeler Manden i mit liv. 

Men den søde dame i receptionen ved hvor der ligger et møntvaskeri. "Skal vi?"         JA..............

Vi checker ind, finder vasketøjet, finder møntvaskeriet, og i løbet af halvanden time står vi med skinnende rent tøj. 

Det blev en dejlig eftermiddag i  Wilmington 

Hjælpsomhed og venlig interesse er gratis

Nu, som ved alle de andre besøg i USA, har det slået os, hvor hjælpsomme, venlig og interesserede amerikanerne er. 

Ved kassen i supermarkedet er de første ord: " How are you doing". Ja, ja de har lært det på skoler og selvfølgelig er der mange, der ikke engang ser på os, når de siger det. 

Men, men flere gange har vi oplevet, at de har spurgt interesseret til, hvor vi kommer fra (vores accent, måske), og selvom, vi er lidt beskæmmede over vores behandling af flygtninge, så har vi hvergang svaret Denmark. Det udløser som regel et cool og spørgsmål om, hvad der bringer os til USA, om vi har familie her. Når vi beretter om vores planer og køreruten, så ønskes der god tur, kør sikkert og af og til et: " i World like to go myself".

I NY skal man, hvis man ikke vil kontaktes af venlige mennesker, der vil hjælpe, holde sit bykort i lommen. 

Du har lige få det frem og kastet et blik, så er der en venlig mand/ dame der spørger:" Do you need any help, sir?" Det er meget venligt, men sommetider, ved man ikke helt, hvad det er man leder efter, så der kan nemt opstå akavede situationer. 

Da vi skal med Metro ind til Washington er vi lidt tøvende ved billetautomaten. Straks kommer en ansat og  forhører sig om, hvor langt vi skal, hvor mange dage vi vil bruge kortet........han taster alt ind på maskinen, jeg når lige at tænke, om han også betaler for os......dog nej. Han følger os hen til nedgangen og sikrer sig, at vi kommer med toget med ordene: " Have a nice day and a nice stay," og han ser bestemt ud, som om han mener det.

Hotellet i Washington har en shuttle bus til Metroen. " It will leave, whenever you want". 

         

  

Det gør den, manden bag disken lader hotel være hotel og kører afsted. Undervejs drøfter vi ægteskabet, hvorfor det ikke holder i vore dage, at forventningerne er for høje og at lykken, i følge chaufføren, der er indisk, finder man først i himlen. Et ord er vigtigt i ægteskabet og han er meget ærgerlig, fordi han ikke lige kan komme på det. Vi aftaler, at han vil fortælle mig det i morgen.

Vi kan bare ringe, når vi kommer tilbage, så vil vi blive hentet indenfor 10 min.

Tilbage fra Centrum ringer vi efter Shuttlen, efter kort tid kommer den. Dejligt....... da vi er startet konstaterer Manden i mit liv, at de har mere end en shuttlebus, den vi er med er nyere. Et øjeblik efter siger han: "Vi har vel for pokker ikke taget en til et andet hotel?"  Lige i det øjeblik ser vi shuttlen fra Country Inn på vej mod metroen. Ups........heldigvis ligger der 3 hoteller side om side, så vi lander lige bag vores. Vi undskylder vores fejl. Chaufføren smiler, trækker sin mobil frem. " I will cal him, and i promis, he wount be angry."

Næste morgen komer den indiske ansatte løbende......"I remember the word..........respecting" 

Da Manden i mit liv checker ud giver han ham to goodie bags og et "Nice knowing you, drive safe"

Mænd og deres biler

Fra New York til Key West, det er turen, vi skal køre.

Så efter 3 gode dage i NY forlader vi søndag kl. 11.00 hotellet og begiver os trækkrende med to store kufferter fra 51'ende til 58'ende street, hvor biludlejningsbureauet skal befinde sig. Det er nede i et parkeringshus og de kender os. Yes sir, deres bil er klar, det er en jeep ( bestillingen hjemmefra lød på en Rav 4 eller lignende), så den er god nok. 

Men nu kommer det, som alle ansatte i biludlejninger gør, når de ser en mand.........." Sir maybee de vil opgradere,for en mindre sum kan de få en bigger and better car"  

Manden i mit liv ser på mig. "Du må afgøre det" svarer jeg. Vel vidende, hvad resultatet bliver. 

Manden i mit liv går ud for at besigtige jeepen og den foreslåede SUV.

Der er ikke plads til to kufferter i bagagerummet på jeepen, lyder meldingen. Så ............damen bag disken ser tilfreds ud. Vi opgraderer og får en Ford Egde. 

Den er meget komfortabel, og vi er ikke helt unge mere og der kan være 2 kufferter i bagagerummet. Der er kun et problem.........det vil sikkert tage os et par dage at finde ud af alt det elektroniske udstyr, så som intelligente dørhåndtag, seperat varme indstilling i føre - og passagerside. Elektrisk indstilling af sæderne, måske er der en katapult knap. Den er ved at komme i brug i dag, da det er min tur til at køre og Manden i mit liv for 4. gang siger: "Der er rødt."

         

         

Men det er en super bil og som altid, når det gælder biler har Manden i mit liv ret.

Prisen for opgraderingen?...............den er hemmelig.

Middag på Grand Central Station

Vi begyndte dagen på Tenement Museum et 5 etagers murstenshus, der mellem 1863 og 1935 husede 7000 personer fra 20 nationer, der kom til Amerika for at søge lykken. Huset ligger på Lower East Side, hvor mange emigranter startede deres tilværelse.

Ved rundvisningen fik vi to familiers historie. Det var meget interessant også set i lyset af  flygtninge situationen.

                                      

Videre til Wasinghton Mews, der er en privat gade med lave huse, der i det 18ende århundrede var stalde. Det er et paradoks i en by med høje glas og beton huse.

Vi er blevet helt ferme til det med Subwayen, men hvor er det trættende at den ligger under jorden, så vi skal forcere mange, mange trapper. Jo, der er elevator, men de fleste ser ud, som om de kan finde på at gå i stå når som helst.

Aften udflugten gik til Grand Central Station for ar se stjerneloftet med lys i stjernerne. Der var ikke mange lys, men den store hall er imponerende.

   

                         

    

Nu vi var her, måtte vi for en god ordens skyld kaste et blik på Claus Meyers restaurant, Agern. 

Ved hjælp af oversigts skilte og kompasretninger fandt vi den.

Indgangen var ikke prangende, efter lidt tøven åbnede vi og blev mødt af tre meget venlige unge kvinder, der godt forstod, at vi, der kom fra Danmark lige ville checke om alt var i orden. 

Vi fik tilbudt at se menukortet. Det afgjorde sagen. Vi fik et bord od bestilte: en salad med grønne hvidløg og hvide jordbær, en salad med havskum, lam med karameliserede jordskokker og kærnemælk, ande stykker med kål, rødvin fra New York (Billsboro) og 2 espresso( de stærkeste vi har fået længe. 

Maden var udsøgt, betjeningen venlig og dygtig, indretningen nordisk, lys og smuk.

Det var en fantastisk oplevelse. 

Prisen er en hemmelighed.

Gensyn med New York

Tredie gang i New York og måske sidste gang. Hvem ved.

Vi skal se det hele.........eller næsten.........på kun 3 dage. 

Vel ankommet til New Ark lufthavn efter skift i London, hvor det var tvivlsomt om vi fik vores indkøb ( parfumerivarer for 1200kr) gennem sikkerhedscheck. Men efter lang tid og ekstra gennemlysning gik det. Skal tilføjes, at varerne var plomberet i Kastrup. En uheldig herre måtte afleverer 2 flasker gin, der ikke var plomberet, surt show.

Ankomst til USA er et show. Man står i lange rækker. Der er 2-3 personer, der dirigerer hvilket bur du skal gå til for at vise pas. Det går ikke hurtigt. Der tages aftryk af alle fingre på begge hænder og et fint foto. Tør slet ikke tænke på, hvordan det blev efter at have været undervejs i 17 timer. Det værste er næsten mandens venlige interesse for, hvad vi dog skal i USA, da han hører det må han absolut give os nogle anbefalinger til, hvad vi kan se. Jeg tænkte på alle dem, der var bag os i køen.

Da vi fandt vores kufferter ved siden af bagagebåndet, var der gået en time. 

Gul taxi til hotellet, koster en mindre formue, men pyt, hotellet kender os og har et værelse med kingsizes bed på 10 etage, der venter på os.

Udsigten fra værelset er heller ikke værst

Efter en god nats søvn venter det hele. Først 9/11 memorial.

Vi tager subway. Det er en videnskab og Manden i mit liv studerer et kort i A 4 format, hvor hele Manhattans gader og subway linier er på. Godt han har fået nye briller. 

Det er .....meget flot og samtidig en forfærdelig baggrunds historie (citat ældste barnebarn). 

                               

Der er to bassiner med rindende vand. De er placeret, hvor tårnene stod og på kanten, der er af metal (bronze) er alle navne på de døde indgraveret. 

Der var mange mennesker og en stemning af eftertanke.

Så Battery Park for at finde ud af, hvorfra færgen til Ellis Island og Fruen af NY går. På vejen bliver vi antastet af en, der sælger billetter til en båd rundfart, han fortæller, at det først i begyndelsen af maj er muligt at komme til tops i Frihedsgudinden. Så vi tager rundfarten, især fordi man kan komme i land på "Fruens ø". Lang kø, lang næse og ingen landgang. Men en time med flot udsigt til Manhattan Skyline Frihedsgudinden, Ellis Island og Brooklyn Bridge.

Også udsigt til mange japanere med kameraer og selfie stænger. Det er et helt skuespil, at se dem med ryggen til "Fruen" og et lidt fjoget smil på ansigtet. Hvad mon de gør med billederne, når de kommer hjem.....?

Puh, hvor man går og går i NY kun udsigten til kaffe ved hjemkomst til hotellet holder os oppe.

I morgen vil vi igen forsøge at finde færgen til Frihedsgudinden og så naturligvis se resten af det hele.