Ved rundvisningen fik vi to familiers historie. Det var meget interessant også set i lyset af flygtninge situationen.
Videre til Wasinghton Mews, der er en privat gade med lave huse, der i det 18ende århundrede var stalde. Det er et paradoks i en by med høje glas og beton huse.
Vi er blevet helt ferme til det med Subwayen, men hvor er det trættende at den ligger under jorden, så vi skal forcere mange, mange trapper. Jo, der er elevator, men de fleste ser ud, som om de kan finde på at gå i stå når som helst.
Aften udflugten gik til Grand Central Station for ar se stjerneloftet med lys i stjernerne. Der var ikke mange lys, men den store hall er imponerende.
Nu vi var her, måtte vi for en god ordens skyld kaste et blik på Claus Meyers restaurant, Agern.
Ved hjælp af oversigts skilte og kompasretninger fandt vi den.
Indgangen var ikke prangende, efter lidt tøven åbnede vi og blev mødt af tre meget venlige unge kvinder, der godt forstod, at vi, der kom fra Danmark lige ville checke om alt var i orden.
Vi fik tilbudt at se menukortet. Det afgjorde sagen. Vi fik et bord od bestilte: en salad med grønne hvidløg og hvide jordbær, en salad med havskum, lam med karameliserede jordskokker og kærnemælk, ande stykker med kål, rødvin fra New York (Billsboro) og 2 espresso( de stærkeste vi har fået længe.
Maden var udsøgt, betjeningen venlig og dygtig, indretningen nordisk, lys og smuk.
Det var en fantastisk oplevelse.
Prisen er en hemmelighed.
