Det sker når pensionister skriver om deres liv

Det er en forunderlig oplevelse at skrive om sit liv. Det vælter frem med historier og jo mere jeg skriver, jo mere kommer jeg i tanker om.
I dag har jeg skrevet et langt afsnit om min farmor, og så kom jeg i tanker om det med fjernsynet.

Farmor var den første i familien der fik fjernsyn, det var i 1956.

Inden da havde vi ved særlige lejligheder set TV stående foran el - installatørens vindue. Men inden de store ungarnsindsamlinger i 1956 fik farmor fjernsyn.

Det betød rigtig mange gæster både familie og venner af familie. Farmor var gæstfri og der var altid kaffe og kage til alle. Ved særlige lejligheder lavede farmor ”spejlæg”, det var en skive ananas med flødeskum og en halv fersken ovenpå.

Vi sad i lag i buldrende mørke og ventede på at viseren skulle nå 12 - tallet, så nyhederne kunne

begynde. Jeg undrede mig altid over, hvordan de fik ventemuikken til at slutte lige på minuttet.

Det var i TV – speakernes tid, så det første der tonede frem var en nydelig person, der berettede, hvad der var sket i Verden. Det var pressens radioavis på billede.

Inden hvert program kom en af speakerpigerne, Anette Faaborg, Anne Jerichow og fortalte om den næste udsendelse.

Sommetider med alle de reklamer for kommende udsendelser, der er i dag, kan man næsten længes efter speakerpigerne.

Mange er de teaterstykker vi har set på farmors fjernsyn. Parasitterne, Indenfor Murerne, hvor John Price med sin karakteristiske stemme sagde: ”Lad dog barnet”, Et dukkehjem, Vildanden, Skærmydsler og et lille stykke af Gustav Wied, der hed Et Opgør, ikke at jeg kan huske stykket, men jeg husker William Bewer, som gamle Bølling, der ikke ville have sherrys. Jeg har oplevet den tids store skuespillere Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Bodil Ipsen, Bodil Kjer, Mogens Wiedt og mange andre.

Kan man tale om at min kulturelle dannelse startede her? 

Hvordan mon det ser ud med kulturen og fjernsynet i dag?

Skal pensionister skrive om deres liv ?

Slip livshistorierne fri. Sådan stod der i Folketidende forleden dag.
Måske var det en overvejelse værd ?  Så kunne børn og børnebørn få glæde af at læse det, men allermest kunne jeg få glæde af at skrive og svælge i alle de gode historier.
I artiklen var henvist til en bog af  Inge Møllehave. Skriv om dit liv.
Den bestilte jeg på nettet og da den kom, gik jeg straks i gang med at læse alle de gode råd.

Der var gode skrive regler som:

• skriv konkret
• bevar fokus
• undgå gentagelser
• drop din indre dansklærer
• kend forskel på skriftsprog og talesprog

Jeg får nok problemer med gentagelser og skrift - og talesprog.
Men det skal ikke afholde mig fra at skrive. Gode hidtorier er der heldigvis mange af i mit liv.

For at holde mig selv til ilden, har jeg igen aktiveret min konto hos National Novel Writing Month,
(www.nanowrimo.org) som jeg oprettede i 2007.
Her skriver man i november måned sammen med et utal af andre Verden over sin bog (50.000 ord) . 

Så første december skulle min livshistorie gerne ligger klar til .................skrivebordsskuffen eller den gode kritik som er tre K´er. Kærlig, konstruktiv og konkret.

Om den skal læses af børn og børnebørn, det vil tiden vise

Opera i biografen

Lige kommet retur fra operaklubbens besøg i Nysted Bio.
Operaklubben består af en veninde, min faster og hendes veninde og undertegnede. Min opgave i klubben er at holde øje med operafilm og invitere medlemmerne.

I dag så vi JUAN.

Dansk musikdrama. Kasper Holtens spillefilmsdebut Juan er baseret på Mozarts mest berømte opera, Don Giovanni fra 1787, men Holten har givet det gamle mesterværk en grundig opfriskning.

Det må man sige, der var udrykning af brand -  og politibiler, en dramatisk biljagt, der ender med at Juan kører sig ihjel. Vi var lidt uenige om, hvorvidt filmen var god. En ville hellere have set den originale Don Giovanni, og vi syntes, at de dramatiske scener næsten overskyggede musikken.

 

Men alle var enige om, at operaklubben gerne tager afsted igen. 

 

Kan pensionister have rengøringshjælp?

Det kedeligste arbejde af alt er ..................rengøring.
Jeg er sikker på, det er det, den lille stemme mener, når den hvisker:  "Du må da kunne finde noget mere fornuftigt at tage dig til?" Når jeg lige har sat mig i sofaen med Weekendavisen lørdag formiddag.
Sommetider hører jeg efter og der skal jo gøres rent, så mens Manden i mit liv arbejder på "De forbudte trin," går jeg i gang med det kedeligste arbejde.

Bare værktøjerne kan få en til at overveje rengøringshjælp.

Der er ikke meget fest over en Miele. Det værste er dog alle de dele, der er til og som jeg endnu ikke har fundet brugsværdien af. Røret kan indstilles i højden, hvis man altså kan skille det af. 
Allerede nu er jeg træt, irriteret og rød i kammen.
Men der er mere værktøj, denne er set hos min søde svigerdatter i København, og hvor var den smart, da hun brugte den.

Jeg har i dag præsteret at vaske gulv uden at vælte spanden, det var dog tæt på indtil flere gange, det går galt, når der skal vrides.
Nu er stuen og køkkenet i orden, resten af rummene gemmer jeg til i morgen.

Jeg vil sætte mig i sofaen med en kop kaffe og overveje, hvordan jeg skal sælge ideen om rengøringshjælp til Manden i mit liv.

Kan der være udsolgt i Nysted Bio ?

Barnebarn på efterårsferie.  I Nysted Bio går den nye Far til Fire film, den spiller tirsdag, onsdag og torsdag.

Vi er enige om, at den må vi se. Tirsdag er en god dag. Barnebarnet har glædet sig hele dagen.

Vi spiser restemad for at have det nemt, og farfar mener, at vi skal være der i hvert fald et kvarter over syv. (filmen starter kl. 19.30). Vi kører hjemmefra kl. 19.00, det tager 5 minuter til Nysted, så vi triller op foran biografen i god tid. Der er mange biler og jeg bemærker, som en morsomhed: "Alle børn i Nysted skal se Far til Fire".

Det viser sig at være sandt, da vi kommer ind er der udsolgt, udsolgt i Nysted Bio en tirsdag aften.

Et blik ind i salen, det er ganske vist, der er endda sat ekstra stole ind.

Vi skynder os at bestille billetter til onsdag og kører slukøret hjem, undervejs kan vi ikke lade være med at grine, og barnebarnet mener, at vi i morgen skal køre kl. 18.00 .

Vi så Familien Gyldenkål vinder Valget på DVD, da vi kom hjem.

Er pensionister på Facebook ?

Ja, næsten alle, tror jeg.

Mest fordi det forleden dag lykkedes mig at overbevise Manden i mit liv om, at han skulle have en profil på Facebook. Mit argument var, at det havde alle, og at der ingen grænser var for, hvem han kunne komme i kontakt med.
Han var bestemt ikke overbevist, så der måtte flere argumenter til. Lige da jeg var ved at løbe tør, kom en opdatering på Gamle billeder fra Sakskøbing, herligt. Her var det, der kunne få ham til at komme på Facebook.
Han forsøgte ellers med et: "Kan jeg ikke se dem på din side?". "Men nej, det er for besværligt og hvis du har din egen side, kan du se dem, når du vil, og måske er der også billeder fra din barndomsby!"
Det fik ham til at sige ja, så nu har Facebook endnu et medlem, der i følge en statestik ser sådan ud:

• Har 130 Facebook venner
• Sender  8 venneanmodninger hver måned
• Bruger  55 minutter om dagen på Facebook
• Klikker på “Syntes godt om” 9 gange i løbet af en måned
• Skriver  25 kommentarer i løbet af en måned
• Bliver fan af 4 sider i løbet af en måned
• Bliver  inviteret til 3 begivenheder (events) i løbet af en måned
• Er  medlem af 13 grupper

Statestikken viser naturligvis et gennemsnit og jeg kan garantere for, at Manden i mit liv ikke bliver en gennemsnits Facebook bruger.

Med hensyn til de gamle billeder, så brugte vi en rum tid på at kigge dem igennem og hvad skete?
Et billede af min far, der i 50 erne, dyrkede akvarieplanter i store betonkummer dukkede op.
Det gav lidt tårer i øjenkrogen hos mig  og det imponeret: "Det var pokkers," fra Manden i mit liv.

 Min far i sit drivhus

Kan det virkelig passe? ...........nattefrost

Det har været dejlige solskin de sidste dage. Manden i mit liv har arbejdet flittigt på "De forbudte trin".

Vi håber de kan indvies i begyndelsen af november med en lysfest.

I dag var en af de dage, hvor vi ikke havde formiddagsaftaler, så vi kunne sove til vi vågnede, det sker som regel omkring kl. 7.30. Det første der sker, er at kaffen sættes over.

Så kastede jeg lige et blik ud i haven, solen skinnede og der var rim på græsset.

Jeg så lige efter en ekstra gang. Det er 14. oktober. Der var rim på græsset og termometret viste 2,4 grader.

Manden i mit livs kommentar var: "Det var da godt, jeg fik slået græsset i går."

Vejret er lige nu kl.10.30 høj sol, klart og 7.2 grader og utroligt smukt.

Skal pensionister have et staudebed ?....fortsættelse

Så er staudebedet plantet til.

Det ser lidt forkølet ud, men til foråret skal det nok blive smukt.

For de haveinteresserede er der følgende planter i bedet.
Akelejer, blå. Høstanemoner, lyserød. Bonderoser, lyserød. Havemarguerit, hvid. Engelskgræs, hvid.
Palace purple. Katteurt, blå. Lavendel rosea. Der mangler hvide høstanemoner og Sct. Hans Urt, men dem får jeg som en rigtig staudebedsentusiast af andre med staudebed.

Fortsættelse følger om 6 måneder

Handler pensionister på Lauritz.com ?

Ja, jeg gør.
Man kan spørge hvorfor, der kan vel ikke været meget pensionister mangler? Pensionister skulle hellere sælge på Lauritz.com. Så når jeg handler er det nok mest for spændingens skyld.
Først skal jeg se på alle varerne i de showrooms, der er på Sjælland, så skal der besluttes om noget i hjemmet trænger til at blive udskiftet, og så kommer det bedste, der skal bydes.
Første køb var 5 C.M. Madsen reolsektioner, da sad jeg til i sidste øjeblik og bød og glemte helt, at jeg havde sat et maksimum, men jeg fik hammerslag. Det er som at vinde i lotteriet.

I forrige uge bød jeg på to maghonistole, det skulle erstatte kurvestolene.

De var smukke, vurderet til 800 kr. så jeg lagde et bud på 700 kr, tog til Tirana og var sikker på, at vi skulle hente stolene, når vi kom hjem, men ak en eller anden bød 725 kr og løb med mine stole.

Men folk, der handler på Lautitz.com lader sig ikke slå ud, der måtte være andre stole?
Så fredag bød jeg på en maghonistol og to spejle, det ene meget smukt med trædekoration.

Alle tre dele vurderet til i alt 800 kr. Lagde igen et max bud på 700 kr og lod skæbnen råde.
Fik hammerslag på 600 kr. så jeg vandt i lotteriet.

Manden i mit liv og jeg satte til morgen kursen mod Næstved for at hente "gevinsten." Varerne blev besigtiget, fundet i orden og betalt. Manden lagde bagsæderne i bilen ned og læssede. Det var vigtigt, at spejlene lå fast. så de fik et sidste tryk. Åh, nej en lyd af glas, der splintrer............. det var det  spejlet med trædekoration.
Der var tavshed i bilen de næste 10 km.

Manden i mit liv har lovet at sætte nyt spejlglas i.

Badebroen skal ind !

Badebroen ved Stubberup Havn er til glæde for mange.

I 2010 meddelte kommunen at der ikke var ressourcer til at vedligeholde broen. Vi havde vel set det komme og der blev dannet en beboerforening, hvis fornemmeste opgave er at sikre badebroens beståen. Den skal sættes ud i april og tages ind i oktober.
Lørdag d. 8. dette år blev broen taget ind.
Det er mandearbejde og kan sammenlignes med at tage både op eller at besigtige biler og sparke dæk. Man mødes kl. 10.00, og alle mand har waders med og de, der først får dem på, er in charge.

Der er mange hjælpere og der arbejdes næsten uden et ord, kun når der mangler et eller andet stykke værktøj, kan man høre et: "Ræk mig lige en skruenøgler eller hvem har en rørtang."  Det er lidt af et skuespil.

Det tager ikke lang tid før broen er på land, og så kommer det bedste. Badebroens venner byder på pølsehorn og øl, og her er alle in charge.

Jeg glæder mig allerede til april, hvor skuespillet gentager sig.

Gensyn med Tirana i oktober

Så kom oktober, hvor Manden i mit liv og jeg tog til Tirana.
Det blev en spændende oplevelse med mange indtryk.
I lufthavnen var der en bil til os og at køre i Tirana var nervepirrende. Der er ikke kommet færre biler siden 2004, de fleste er stadig Mercedes eller Audi.

                                                                 Biler, biler, biler

Hotellet, bestilt hjemmefra lå i centrum, der var 6 værelser alle på 1. sal. Udsigten fra værelset varmeget speciel til højre en armslængde fra vinduet var en café og lige overfor en døgnovervåget transformatorstation.

Det lille hotel

Udsigt til højre

Udsigt overfor

At se Tirana igen var en tur ned af memory lane. Det var der alt sammen, det jeg huskede. De albanske tøjbutikker = et tæppe på fortovet med en stor bunke tøj på, en bar i hvert andet hus, lavash = intermistisk bilvask langs vejene med ikke en kilometer imellem, huller i fortovet, der er så store at man kan forsvinde i dem, affald overalt, kvinder der fejer fortov med hjemmelavede riskoste, køer i vejkanten og enkelte af Hoxas bunkers.

Hul i vejen 200 m fra hotellet

Bunker fra Hoxa tiden

Ko i vejkanten

Fattigdommen springer i øjnene mange hjemløse og tiggere, de unge mænd, der hele dagen sidder på cafeerne, vidner om arbejdsløsheden, der er ikke noget socialt sikkerhedsnet, så de lever enten af familien eller af småforretninger.

Der bygges overalt, men især i centrum, store betonkomplekser med forretninger og lejligheder, jeg undrer mig over, hvem der skal bo der.

Nybyggerier

Det var spændende og meget anerledes at være turist i Tirana.