Hvor meget elektronik skal pensionister ha` ?

Det der er nødvendigt.

I dag tog jeg et vue over mængden.

Uha, uha det er ikke så lidt.

Bare det, jeg lige kan få øje på opvaskemaskine, røremaskine, el kande, el espressokande, grøntsagesnitter, TV, PC, iPad, mobiltelefoner, e-bogslæser.

I går blev så ´tilføjet en android tablet til samlingen.

Den er kommet af nød. 

I en sen nattetime læser jeg til min skræk, at man ikke mere kan hente bøger på E-reolen til læsning på e-bogslæser. Det er ikke godt.
Vi er glade for at låne bøger på E -reolen, og gennem længere tid har jeg læst på iPad og Manden i mit liv har brugt e-bogslæseren, som han er meget tilfreds med. 

Så må jeg tilbage til papir, var hans første reaktion. Ærgerligt, jeg er ellers blevet glad for at læse elektronisk.

Måske kunne du købe en tablet, der er også en App til android.
Der skulle forbløffende lidt overtalelse til, når man tænker på, at Manden i mit liv mest er til bore- og skruemaskiner.

Der konfereres med svigersønnen (PC nørden), og inden jeg ser mig om, er Manden kørt og hjemme igen med en Lenovo tablet.

                       

"Den kan vi sagtens selv starte op," siger jeg. "Mon ikke vi skal lade svigersønnen," mener Manden. 

"Nej, nej, jeg klarer det."  Rigtig nok, snart ligger den første lånte bog på Lenovoen.
Piece of cake. 

Tastaturet er engelsk og uden æ, ø og å, irriterende. Vi leder og leder efter knappen, der kan ændre det, men finder den ikke. Nåh, man kan vel vende sig til det.

Det går ikke, så til morgen fortsætter jagten på knappen.
"Nu er tastaturet låst og den er talestyret" erklærer Manden i mit liv. Så tal til den.
Den forstår ikke dansk, men da den hører ordene New York komme ca. 5 mill. hits frem på skærmen.
Herligt, men jeg kan se på Manden, at han frygter at den ikke kender ord som Silvan og XL Byg.

"Hvis tastaturet ikke kan ændres må den byttes" erklærer han.
Men inden det sker, er der svigersønnen. Efter 1½ time i hans kyndige hænder kan der skrives på dansk, ikoner er lagt mere smart, og Manden i mit liv er meget glad.

Men hvis man taler til den, forstår den stadig ikke dansk.


 

Det er hårdt arbejde at have ondt af sig selv.

Kan man dø af selvmedlidenhed ?

Ja, det er jeg lige ved at tro.

I hvert fald kan man, når man vælger at have ondt af sig selv være sikker på en ting.
Livskvaliteten daler.

Har dårlig ryg på 4. uge. 6 kiropraktorbehandlinger har hjulpet, men kan stadig ikke rette helt ud i stående stilling og kan ikke stå eller gå ret lang tid af gangen. Må have taburet i køkkenet til aflastning. Godt sofaen og iPad er inden for rækkevidde. Hvor er det synd for mig. 

Prøver at tænke på alle dem jeg kender, der har det værre..............det hjælper ikke. 

Manden i mit liv Synes også det er synd, så han gør alt for at lette tilværelsen for mig.

Laver morgenmad, bærer vasketøj, fylder og tømmer opvasker, støvsuger, og bliver ikke irriteret over at jeg ligger på sofaen med iPad i mange timer. Roser mig, når jeg gør det mindste. 

Jo, der er mange årsager til, at han er Manden i mit liv. 

Men hjælper det..................nej. 

Mandag morgen står vi på vægten med forventning om, at den viser flere kilo mindre end sidste mandag. Utroligt efter en uge med dejlig mad, rødvin og chokolade til kaffen. For slet ikke at nævne de mange timer på sofaen.

I dag viste den igen, at jeg har øget mit huld med 1/2 kg.

Hvor er det synd for mig.

Med krum ryg og vægtøgning begav jeg mig på vej til sofaen. Manden i mit liv var kørt et ærinde, måske for at slippe for min stønnen. Lige da jeg nåede sædet slog det mig, hvis det her fortsætter så..................

Nu er det nok, og der er kun en, der kan gøre noget ved det.

Der er bestilt tid hos kiropraktor igen.

Brødet til formiddagskaffen er erstattet med frugt.

Der er cyklet 45 min på cyklen uden motor.  

                

   

Sådan skal det fortsætte. 

Bliver det hårdt ?
Ja, men resultatet skulle gerne blive, at jeg ikke dør af selvmedlidenhed. 

Skal pensionister holde foredrag om deres tidligere virke..............?

For 6-7 uger siden blev jeg ringet op af formanden for Daghøjskolen i Nysted, og spurgt om jeg i efteråret i forbindelse med en foredragsrække ville holde et foredrag om mit tidligere virke i den sociale sektor.

"Jeg ved, du har meget at fortælle."
Hvem kan stå for smiger ? Ikke jeg, der i mit arbejdsliv har holdt foredrag og undervist tidligt og silde.
"Herligt, jeg sender dig en mail."  Den kom prompte med tak for min velvilje, og for at jeg ville sige noget om budister og kristne i Burma. Ups, det ved jeg ikke meget om. Mail retur for at sikre at jeg ikke havde misforstået. Hørte intet og var begyndt at overveje, om jeg skulle sætte mig ind i noget om Burma (socialvæsenet f.eks.)
 

Så i sidste uge kom programmet.

Lis Hjøllund, tidl. Forstander, Saksenhøj
Emne: ”Om at være leder i den sociale sektor”.

Lettelse, det ved jeg da noget om.
Efter lettelse kommer fortrydelse. 

Det er mere end to år siden jeg forlod den sociale sektor, der er sket meget. 

Bare titlerne, teamleder, områdeleder, centerchef............hvad er der blevet af den gode gamle forstander?

Måske kan jeg indlede med historien om beboeren på det psykiatriske bosted, der spurgte mig, hvad jeg var, og da jeg svarede forstanderen, kom det prompte: "Åh, herregud har du også mistet forstanden"

Men hvad ellers.........?

Mon det er relevant at tale om ledere i krydspres, eller hvad det betyder for ledelse, at organisationen er politisk ledet ? 

Jeg har mistet forstanden. Hvordan kunne jeg dog sige ja. Det kan kun blive noget makværk og en tidligere leder, der filosofere over en svunden tids problemstillinger. 

Manden i mit liv påstår, at det har jeg altid sagt, når jeg skulle holde foredrag. Det går ikke.
 

Godt det først er til oktober, så er der god tid til at forberede et dybsindigt og morsomt oplæg måske på PowerPoint.
Bare det nu ikke her også går som det plejer, at jeg først får det gjort i sidste øjeblik. 

Der er selvfølgelig også håbet om, at der ikke er tilmeldinger nok, så det må aflyses.

 

Tiden iler..................

Tiden iler af sted og i disse dage er det lige to måneder siden vi kom hjem fra USA.
Det er ikke til at forstå, at vi for kun to måneder siden var på vej mod San Francisco.
Her i den danske sensommer er det lidt uvirkeligt, så billederne må ses igen.
Der har vi kørt, der har vi stået, der har vi været.

Hverdagens rutiner har indhente os og det er ikke værst.
I ordbogen beskrives rutine som en fast fremgangsmåde, der følges regelmæssigt eller i bestemte situationer.
Rutiner er noget underligt noget, de kan ikke undværes og samtidig kan de binde og hindre, at man gør noget spontant.

Hvad sker der så, når man rives ud af sine rutiner, f.eks. på en 4 ugers tur tværs over USA.
Jo, man laver lynhurtigt nogle nye.

Der gik lige to dage, så var det lagt fast, hvem der gjorde hvad og hvordan, mest i forhold til vores andet hjem.............bilen.

Fruen kørte fra formiddagen, måske mest fordi hun ofte tog sig en lille lur efter frokost.
Manden i mit liv slæbte den tunge bagage og pakkede det i bilen.

Fruen passede Magda (GPS´en) og sikrede at fotografiapparat og iPad var på rette plads, klar til brug.
Hver dag ved ankomst til motellet blev der spillet kort og drukket en "vel kørt" øl og senere blev ruten for næste dag lagt fast. 

Man kan nok kun klare så mange nye oplevelser, som der var på turen, når der også er nogle faste fremgangsmåder, der ikke kræver så meget hjerneenergi.

Måske skulle vi  ind imellem se på vores rutiner og vurdere, hvilke der binder og hvilke der frigør energi til nye oplevelser.