Julefreden sænker sig...........

Lillejuleaftensdag, klokken er 5.30 og jeg er lysvågen. Usædvanligt for et B- menneske at være vågen på denne tid. Lister ud af sengen, så jeg ikke vækker Manden i mit liv, der sover på sit grønne øre 

( hvad det så end er). 

Checker iPad for beskeder, ser til Hay Day, tænder TV og ser de gamle nyheder. Verden står endnu. Laver kaffe og snupper en ostemad med julegele. Zapper lidt på fjernsynet, serier med dåselatter. Rammer DR-K, hvor Søren Ryge i en kirke fortæller om sin barndoms  nytårsaftener og ender med at skyde en hundeproppistol af. Sejt.........

Herlig jazzmusik fylder stuen. P8 jazz. 

Siddende i sofaen med en kop kaffe og liflige jazztoner kan jeg mærke julefreden sænke sig.

God jul til jer alle.

Laver pensionister grønlangkål fra bunden ?

Julen nærmer sig med stormskridt. Traditionerne står i kø, så det er bare at vælge, hvilke der skal følges.

En, der ikke kan springes over, er menuen til den store julefrokost 2. juledag.
Sild, grønlangkål (lollandsk, som mor lavede den) med flæsk og pølse og til sidst ost. 

I tankerne er det planlagt og indkøbene er så småt gået i gang. Mange pakker frossen grønkål.
Åh, den er så grovhakket. Manden i mit liv foreslår, at vi hakker den en ekstra gang, når den er optøet. Altså....

Måske kan vi ordne kålen helt fra bunden.

Fat i Frk. Jensen, den kogebog svigter aldrig, hun kan alt det basale.
Der er to opskrifter på grønlangkål, ingen der ligner mors. Pyt, det er mest det med kålen, hvor meget og hvordan.
2 stokke til 4 personer.

Vi er 24, så det må blive mindst 10 stokke grønkål. Købes ved landevejen.
10 stokke ikke kan være i bagagerummet, så vi nøjes med de 6, der kan stoppes ind og trøster os med, at de sidste kan hentes, når vi har set, hvad 6 stokke giver.
 " Det svinder meget", belærer jeg Manden min om.

Her er 6 stokke grønkål

Efter at have set en video på Youtube, der viser, hvordan man ripper grønkål, er det bare at gå  i gang. Rippe og skylle. Det havde været godt, hvis badekarret, der blev taget ud ved den nylige renovering af badeværelset, ikke var kørt på genbrug, så kunne jeg have skyllet det hele på en gang.

I følge frk. Jensen skal kålen koge i ca. 10 minutter, inden  den skal hakkes. Her kommer jeg i tanker om min mors henkogningskedel. Den brugte hun, men den er vist også landet på genbrug, så suppegryden må i brug.

Det går strygende. Dejligt, at der er hakker på rørmaskinen, men armmuskler giver det ikke, som hvis det skulle gøres med håndsving.

3 timers arbejde og der er rippet, skyllet, kogt og hakket 7 kg. grønkål.

Der skal ikke hentes mere . Selvom Manden i mit liv foreslår, at jeg kan sælge hakket grønkål ude ved vejen. Han vil gerne hente det.

Nu er det lagt i fryseren og venter på 2. juledag.

Hvis nogen står og mangler et enkelt kilo eller to, så ring bare. 

Vi har rigeligt.

Der er mange glæder.......... Trettende afsnit.

En af de tilbagevendende er film.
Film i alle afskygninger.
De sidste 14 dage har budt på tre gode af slagsen.

Den første i Nysted Bio hvor de kan deres kram. Filmen var Angels Share, og for at skabe den rette stemning var der god whisky og sækkepibe musik spillet af en kiltklædt herre.

Det var en god oplevelse. Den gav endnu en hos vinhandleren i Maribo, hvor vi faldt i snak om Nysted og biografen, som hans bedsteforældre ejede, da han var dreng, om whiskyen og sækkepibespilleren. "Åh, hvem var han, for jeg mangler en til et whiskysmagnings arrangement. " Herligt, nu er det spændende, om jeg får en invitation.

Anden oplevelse med pigebarnebarn på Arken for at se Frida Kahlo udstilling.
"Farmor, kan vi være der klokken et, for da viser de film?"  Vi var der.
Filmen var Frida en spillefilm fra 2002. Den varer ca. 2 timer.

Så vi sprang den over. Nød den flotte udstilling og købte filmen på DVD på vejen ud.
Søndag aften blev den meget smukke og rørende film nydt på Egholmvej.
"Jamen, farmor, selvfølgelig er den da god, den har fået to Oscars."  Sådan.............

Den tredje i går, hvor vi var til verdenspremiere i Sognets Hus i Maribo på en doxbio film(www.doxbio.dk).
Filmen Shirley og  Hinda handler om to gamle damer, der forsøger at få svar på om økonomien kun kan reddes ved vækst.

Det var en dejlig film og så var der kaffe bagefter.
 

Kan pensionister få rejsefeber ?

Det er nu 5 måneder siden vi kom hjem fra den store USA - tur.
Bortset fra et par dejlige dage i Berlin har vi ikke været på farten efter.

For en uge siden kunne jeg  mærke, at der var optræk til rejsefeber. Dagene er blevet kortere og solen har holdt sig væk, den første efterårsstorm har taget pavillonen, så måske er det tid at planlægge lidt sol og varme.
 

Så ind på "nettet" her kan man finde alt. På hjemmesiden Travelmarket kan man sætte en pristagent. Den bliver bedt om at holde øje med rejser til De Kanariske øer de to første uger af januar. Så er det bare at slå til, når prisen er rigtig.
 

Et af symtomerne på rejsefeber er, at man taler om tidligere rejseoplevelser. Det gjorde Manden i mit liv og jeg, da vi i anledning af hans fødselsdag spiste middag på en god restaurant. 

"Kan du huske, da vi så Paven på Peterspladsen, og da vi for vild på cykeltur på Korfu, eller da vi var i Tirana?" Jo, der er mange gode rejseoplevelser.
 

"Hvad var den mest spændende oplevelse?"

Ingen tøven hos nogen af os. "At køre i USA."

"Men det var ærgerligt vi sprang Sioux Falls over, fordi vi troede, vi var i tidnød"

"Ja, og det var ærgerligt vi ikke havde set udsendelsen om Elk Horn, danskerbyen der lå lige på vores vej."

" Vi så nu heller ikke meget af de store søer"

Det er her vi ser på hinanden og udbryder. " Hvor billigt tror du det kan gøres?

Måske skipper vi solen og varmen og går i gang med at planlægge en lille tur til Det store Land.

Damen i Yellowstone, der spurgte "Do you take a trip like this every year?"  kunne godt gå hen og få ret.
 

At være uden badeværelse.............

Alle rum i huset i Stubberup har været under kyndig behandling af "Handy manden i mit liv".

Badeværelset var det eneste, der manglede. Det har fungeret og vi var enige om, at det var et sommer job.

"Det klarer jeg, når vi kommer hjem fra USA," sagde Manden i 2012.
Men på mystisk vis løb tiden fra os.
"Så er det efter USA i år," sagde han, og sådan blev det.

Starten gik i begyndelsen af august. Alt skulle ud, fliserne ned af væggene og gulvet brækkes op.
De første par uger var det stadig muligt at tage bad og bruge toilettet, hvis man altså sagde til i god tid, for værktøj, spande og baljer skulle  ryddes til side inden der var adgang.

Det var noget besværligt og endte, da gulvet blev brækket op

Heldigvis findes mobile badeværelser. Det blev hentet og efter noget arbejde og lidt mumlen, var det sluttet til vand og kloak. Hvor er det smart, et helt fint badeværelse og toilet på hjul placeret lige uden for døren.

Det virker.
Bagved toilettet sidder en kasse med en kværn, der kværner alt, så det kan gå gennem en slange på størrelse med en tommelfinger. Utroligt, men det er ikke lydløst.
Så alle er blevet orienteret om, at når man trækker, brøler toilettet. Det skulle vise sig, at leve helt sit eget liv.
Barnebarnet på ni sad i egne tanker...... og så kom brølet. Han skreg højere end kværnen og morfar kom løbende. "Hold da op, jeg blev så bange, at jeg næsten sked grønne grise."
Alvilda på 2½ gør inden toiletbesøg opmærksom på, at der ikke må trykkes, før hun er sikkert inde i huset.
Om natten er det dejligt at sidde med åben dør og kigge på stjernerne, når man alligevel er der..... og så kommer brølet.
Natten hvor vandet løb i stride strømme ud ved gummipakningen, og Manden i mit liv måtte vækkes og konstaterede: "Vi må ringe i morgen". Da vi så forlod vognen, brølede toilettet og det har virket siden.
Den nat vil gå over i historien om at være uden badeværelse.

Det går fremad.

Jeg har gjort mit arbejde. Valgt møbler, gulvklinker og fliser.
Så det kan vel ikke vare så længe, inden vi igen er med badeværelse.

Det er virkelig.............

Det har været en turboefterårsferie med besøg af 5 børnebørn.
Der er spillet BUZZ...(videns spil for Play Station) og de voksne tabte ikke hver gang, men hver eneste gang. Der er set Antboy i biffen og spist livretter.

Sidste del af ferien har været virkelig, virkelig sjov.  Her har vi haft de to små (Eigil på 3½ og Alvilda på 2½), vigtigt at huske de halve år ellers bliver man irettesat.
Noget af det sjove, er det de siger. Begge er sprogligt godt med og deres samtaler er uforlignelige.

Ordet virkelig har været gennemgående. Det lige nu er et af drengebarnebarnets yndlingsudtryk.
 " Farmor jeg kan virkelig godt lide boller med peanutbutter. Eller " Det er virkelig, virkelig dejligt at se Ninja Turtles."

Hans hyppige brug af virkelig fik mig til at slå ordet op.

Virkelig: som findes, finder sted eller gør sig gældende i virkeligheden.
Det er ikke, det han mener.
 
Virkelig som adverbium: i høj eller udpræget grad - bruges især for at understrege betydningen eller omfanget af noget.
Lige netop, det er hvad han siger, så kan man undre sig over, hvor han har samlet det op.

Hørt i Fuglsang Park.
Eigil: "Jeg kan hoppe ned herfra."
Alvilda: "Det kan jeg også. Nej jeg tør ikke".
Eigil: "Alvilda, du skal bare gå helt ned i knæene, sådan her".
Så hoppede han, mens Alvilda valgte det sikre og kravlede baglæns ned.

Hørt i sandkassen
Eigil: "Jeg laver ulækker mad"
Alvilda: "Jeg laver altså pandekager"

Det er da virkelig en ren nydelse at være farmor til sådan et par dejlig unger.

Der er mange glæder. Tolvte afsnit

Efteråret er en dejlig tid.

Nu skal der flyttes og plantes nyt i haven.
Min mor sagde altid. "Det der plantes i efteråret skal gro, det der plantes i foråret kan gro."

Først gennemgås Havedagbogen for alle HUSK.
Her noteres løbende ideer, hvilke planter der skal købes, hvad der har været godt i køkkenhaven mm.
Der laves lister og drøftes arbejdsfordeling.

Der skal plantes  en læ hæk af forsytia ved sandkassen. På nettet står, at der skal 3 planter pr. løbende meter. Fruen ud med tommestokken. 7,2 meter = 22 planter.

3 ekstra rododendron til det store bed og to kaprifolier  til at gro op i gråpæretræet, når det efter løvfald skal topskæres.

Dejlige septemberdage med sol og høj blå himmel er ideelle. Fredag drager vi med listen til planteskolen.

Forsytia i en rimelig størrelse koster 89 kr. pr. stk. Det betyder knapt 2000 kr. for en hæk.
De vokser vist hurtigt, så vi nøjes med 6.

Forsytiahækken er plantet

 

Rododendron er heller ikke billige, (129 kr. pr. stk.). Vi skulle have taget dem i Aldi til 39 kr.

 

Kaprifolier er rimelige i pris, og efter at Manden i mit liv havde skåret et par grene af pæretræet (det tog 20 min. at starte saven) blev de plantet. Vi glæder os allerede til duften.

 

Så nu er der kun at slå græs, luge ukrudt i alle bede, glæde sig over vejret og roserne, der har været utroligt smukke i år og vente på at det bliver til  at plukke æblerne.

Nedfaldsæbler

.

Hvor meget elektronik skal pensionister ha` ?

Det der er nødvendigt.

I dag tog jeg et vue over mængden.

Uha, uha det er ikke så lidt.

Bare det, jeg lige kan få øje på opvaskemaskine, røremaskine, el kande, el espressokande, grøntsagesnitter, TV, PC, iPad, mobiltelefoner, e-bogslæser.

I går blev så ´tilføjet en android tablet til samlingen.

Den er kommet af nød. 

I en sen nattetime læser jeg til min skræk, at man ikke mere kan hente bøger på E-reolen til læsning på e-bogslæser. Det er ikke godt.
Vi er glade for at låne bøger på E -reolen, og gennem længere tid har jeg læst på iPad og Manden i mit liv har brugt e-bogslæseren, som han er meget tilfreds med. 

Så må jeg tilbage til papir, var hans første reaktion. Ærgerligt, jeg er ellers blevet glad for at læse elektronisk.

Måske kunne du købe en tablet, der er også en App til android.
Der skulle forbløffende lidt overtalelse til, når man tænker på, at Manden i mit liv mest er til bore- og skruemaskiner.

Der konfereres med svigersønnen (PC nørden), og inden jeg ser mig om, er Manden kørt og hjemme igen med en Lenovo tablet.

                       

"Den kan vi sagtens selv starte op," siger jeg. "Mon ikke vi skal lade svigersønnen," mener Manden. 

"Nej, nej, jeg klarer det."  Rigtig nok, snart ligger den første lånte bog på Lenovoen.
Piece of cake. 

Tastaturet er engelsk og uden æ, ø og å, irriterende. Vi leder og leder efter knappen, der kan ændre det, men finder den ikke. Nåh, man kan vel vende sig til det.

Det går ikke, så til morgen fortsætter jagten på knappen.
"Nu er tastaturet låst og den er talestyret" erklærer Manden i mit liv. Så tal til den.
Den forstår ikke dansk, men da den hører ordene New York komme ca. 5 mill. hits frem på skærmen.
Herligt, men jeg kan se på Manden, at han frygter at den ikke kender ord som Silvan og XL Byg.

"Hvis tastaturet ikke kan ændres må den byttes" erklærer han.
Men inden det sker, er der svigersønnen. Efter 1½ time i hans kyndige hænder kan der skrives på dansk, ikoner er lagt mere smart, og Manden i mit liv er meget glad.

Men hvis man taler til den, forstår den stadig ikke dansk.


 

Det er hårdt arbejde at have ondt af sig selv.

Kan man dø af selvmedlidenhed ?

Ja, det er jeg lige ved at tro.

I hvert fald kan man, når man vælger at have ondt af sig selv være sikker på en ting.
Livskvaliteten daler.

Har dårlig ryg på 4. uge. 6 kiropraktorbehandlinger har hjulpet, men kan stadig ikke rette helt ud i stående stilling og kan ikke stå eller gå ret lang tid af gangen. Må have taburet i køkkenet til aflastning. Godt sofaen og iPad er inden for rækkevidde. Hvor er det synd for mig. 

Prøver at tænke på alle dem jeg kender, der har det værre..............det hjælper ikke. 

Manden i mit liv Synes også det er synd, så han gør alt for at lette tilværelsen for mig.

Laver morgenmad, bærer vasketøj, fylder og tømmer opvasker, støvsuger, og bliver ikke irriteret over at jeg ligger på sofaen med iPad i mange timer. Roser mig, når jeg gør det mindste. 

Jo, der er mange årsager til, at han er Manden i mit liv. 

Men hjælper det..................nej. 

Mandag morgen står vi på vægten med forventning om, at den viser flere kilo mindre end sidste mandag. Utroligt efter en uge med dejlig mad, rødvin og chokolade til kaffen. For slet ikke at nævne de mange timer på sofaen.

I dag viste den igen, at jeg har øget mit huld med 1/2 kg.

Hvor er det synd for mig.

Med krum ryg og vægtøgning begav jeg mig på vej til sofaen. Manden i mit liv var kørt et ærinde, måske for at slippe for min stønnen. Lige da jeg nåede sædet slog det mig, hvis det her fortsætter så..................

Nu er det nok, og der er kun en, der kan gøre noget ved det.

Der er bestilt tid hos kiropraktor igen.

Brødet til formiddagskaffen er erstattet med frugt.

Der er cyklet 45 min på cyklen uden motor.  

                

   

Sådan skal det fortsætte. 

Bliver det hårdt ?
Ja, men resultatet skulle gerne blive, at jeg ikke dør af selvmedlidenhed. 

Skal pensionister holde foredrag om deres tidligere virke..............?

For 6-7 uger siden blev jeg ringet op af formanden for Daghøjskolen i Nysted, og spurgt om jeg i efteråret i forbindelse med en foredragsrække ville holde et foredrag om mit tidligere virke i den sociale sektor.

"Jeg ved, du har meget at fortælle."
Hvem kan stå for smiger ? Ikke jeg, der i mit arbejdsliv har holdt foredrag og undervist tidligt og silde.
"Herligt, jeg sender dig en mail."  Den kom prompte med tak for min velvilje, og for at jeg ville sige noget om budister og kristne i Burma. Ups, det ved jeg ikke meget om. Mail retur for at sikre at jeg ikke havde misforstået. Hørte intet og var begyndt at overveje, om jeg skulle sætte mig ind i noget om Burma (socialvæsenet f.eks.)
 

Så i sidste uge kom programmet.

Lis Hjøllund, tidl. Forstander, Saksenhøj
Emne: ”Om at være leder i den sociale sektor”.

Lettelse, det ved jeg da noget om.
Efter lettelse kommer fortrydelse. 

Det er mere end to år siden jeg forlod den sociale sektor, der er sket meget. 

Bare titlerne, teamleder, områdeleder, centerchef............hvad er der blevet af den gode gamle forstander?

Måske kan jeg indlede med historien om beboeren på det psykiatriske bosted, der spurgte mig, hvad jeg var, og da jeg svarede forstanderen, kom det prompte: "Åh, herregud har du også mistet forstanden"

Men hvad ellers.........?

Mon det er relevant at tale om ledere i krydspres, eller hvad det betyder for ledelse, at organisationen er politisk ledet ? 

Jeg har mistet forstanden. Hvordan kunne jeg dog sige ja. Det kan kun blive noget makværk og en tidligere leder, der filosofere over en svunden tids problemstillinger. 

Manden i mit liv påstår, at det har jeg altid sagt, når jeg skulle holde foredrag. Det går ikke.
 

Godt det først er til oktober, så er der god tid til at forberede et dybsindigt og morsomt oplæg måske på PowerPoint.
Bare det nu ikke her også går som det plejer, at jeg først får det gjort i sidste øjeblik. 

Der er selvfølgelig også håbet om, at der ikke er tilmeldinger nok, så det må aflyses.

 

Tiden iler..................

Tiden iler af sted og i disse dage er det lige to måneder siden vi kom hjem fra USA.
Det er ikke til at forstå, at vi for kun to måneder siden var på vej mod San Francisco.
Her i den danske sensommer er det lidt uvirkeligt, så billederne må ses igen.
Der har vi kørt, der har vi stået, der har vi været.

Hverdagens rutiner har indhente os og det er ikke værst.
I ordbogen beskrives rutine som en fast fremgangsmåde, der følges regelmæssigt eller i bestemte situationer.
Rutiner er noget underligt noget, de kan ikke undværes og samtidig kan de binde og hindre, at man gør noget spontant.

Hvad sker der så, når man rives ud af sine rutiner, f.eks. på en 4 ugers tur tværs over USA.
Jo, man laver lynhurtigt nogle nye.

Der gik lige to dage, så var det lagt fast, hvem der gjorde hvad og hvordan, mest i forhold til vores andet hjem.............bilen.

Fruen kørte fra formiddagen, måske mest fordi hun ofte tog sig en lille lur efter frokost.
Manden i mit liv slæbte den tunge bagage og pakkede det i bilen.

Fruen passede Magda (GPS´en) og sikrede at fotografiapparat og iPad var på rette plads, klar til brug.
Hver dag ved ankomst til motellet blev der spillet kort og drukket en "vel kørt" øl og senere blev ruten for næste dag lagt fast. 

Man kan nok kun klare så mange nye oplevelser, som der var på turen, når der også er nogle faste fremgangsmåder, der ikke kræver så meget hjerneenergi.

Måske skulle vi  ind imellem se på vores rutiner og vurdere, hvilke der binder og hvilke der frigør energi til nye oplevelser. 

Pensionister er til jazz.

Maribo Jazz Festival nummer 26 er slut.

Det har været en dejlig oplevelse. Fantastisk vejr og god, gedign traditionel jazz.

År efter år kommer vi, og når man kaster et blik ud over publikum vil jeg tro, at 90 pct. er over den kriminelle lavalder og gråhårede. Musikerne er også godt til års, så man føler sig blandt venner.

 

At være blandt venner høres, man har sat sig godt tilrette for at høre Paul Harrison Band, damen foran mig på bænken får øje på en veninde, der straks kommer over for at snakke.
Bandet spiller højt, og man må råbe for at høre hinanden. Der røg de to første numre. 

Så må jeg minde mig selv om, at det også handler om, at mødes. Til jazzen møder man mennesker, man ikke har set i årevis, og det hænder ikke sjældent, at jeg har problemer med at huske, hvad de hedder, og hvorfra jeg kender dem, der kommer og hilser på.
Men hyggeligt er det.

Søndag er traditionernes dag.
Big Band musik i Hylddalen. I mange år med Ib Glindemann, nu med Tivolis Big Band.
Vi står foran hegnet inden kl. 12.00. I år forsøgte jeg at få "De gråhårede" til at vælte det for at få lidt Roskilde stemning, den gik ikke.

Når hegnet åbnes er det med at løbe for at få et bord i skyggen. I år ekstra vigtigt, at kunne solens gang. For der er som i en stegegryde i Hylddalen, når solen står højt.

Vi nåede det.

 

Pudsige oplevelser er der også, når musikken spiller.

Som damen, der hævdede, at min sidemand havde taget hendes stol, og end ikke påpegning af, at der var mindst 25 andre fuldstændig mage til stole ledige, kunne få hende fra at ville have den bestemte stol, som hun bortførte i lettere fornærmet triumf.

Det med at holde pladser kunne der skrives en blog om.

 

Efter denne weekend hersker der ikke tvivl om, at pensionister er til jazz, og at vi kommer igen til næste år. 

Der er mange glæder elvte afsnit.

FERIE
Råber ældste drenge barnebarn glædestrålende i telefonen. - Nu har jeg ferie -

Det har pensionister ikke, måske fordi vi har "ferie" hele året.

Men ferietiden er en travl tid. Der skal megen planlægning til, når 8 børnebørn skal feriere her,
og have deres ønsker om, hvad dagene hos os skal indeholde, opfyldt.

Vi kommer ikke til at kede os.

Først kommer de to små. Det bliver dejligt, for  her er det os der lægge programmet. så mon ikke det
bliver  trampolin, sandkasse og cykelture.

Men så går det løs.

Vi skal bade ved Stubberup Havn, det er et must. For nogen hvad enten vejret er godt eller ej.
"Farmor kan vi ikke køre til Pomle Nakke, der kan vi også bade."

Hvis Agnete fik sin vilje, blev der badet mindst 3 gange om dagen.

En maledag må vi have, når det kunstneriske barnebarn kommer, men husk vi skal også i vandet.

I et år har Anders talt om Holeby BMX - bane, så i denne ferie slipper vi nok ikke.

Han medbringer egen cykel, og får et træt udtryk iansigtet, når jeg taler om at køre banen rundt på min El - cykel.

"Husk vi ikke fik spillet minigolf sidste sommer, så det skal vi da i år," mener Christian.

Foruden de nævnte aktiviteter skal der spilles alle mulige spil, spises mange is og vælges menuer,
her er lasagne, byg selv burger og boller i karry allerede bestilt.

Vi glæder os og håber, at vi kan leve op til forventningerne.
Men som der altid står skrevet med småt: Ret til ændringer for beholdes.

Der er mange glæder ikke mindst i sommerferietiden.

Skal pensionister have forstand på have ?

Jeg har ikke forstand på have.
Men jeg synes det er hyggeligt og er rævestolt, når noget lykkes.

Men, men af og til går tingene ikke min vej.

En af de historier, som vi stadig griner af, er den om jordhumlen.
For mange år siden havde vi et drivhus, herligt. Tomater og augurker trivedes, men fruen ville gerne dyrke peber, så der blev sået i potter, plantet ud, passet og plejet. Planterne blev fine.
En dag kom en ældre haveentusiast på besøg, og vi gik, som det er skik og brug, på havevandring.
Da vi kom til drivhuset, viste jeg stolt mine peber frem. Han kastede et blik på dem og så et på mig.
"Det må jeg sige, det er den flotteste jordhumle, (planteslægter m. smaa (gule) blomster, især som agersnerle,) jeg længe har set.

Hen over tid er jeg blevet mere erfaren og synes da selv, at det går helt godt det med haven.
Indtil forleden.

Sidste sommer fik jeg en meget smuk passionsblomst af min søde svigerdatter. Den blev sat op af en syd væg og blomstrede flot hele sommeren.

Passionsblomster er sarte og tåler ikke frost, så potten blev dækket og fingrene krydset for, at blomsten overlevede.
Da vi kom fra USA kiggede jeg til den, og ...............hurra, den stod med ´grønne skud. Nu er den ca. 1 meter høj og er begyndt at blomstre. Den ligner ikke en  passionsblomst.
Jeg er bange for det er en smuk ukrudtsplante, der har sneget sig ned i spanden.

Hvis nogen har et bud på, hvad det er, så hører jeg gerne.

Har besluttet at den må blive, for at minde mig om at jeg har meget at lære.

Findes der mon begynder havekurser for pensionister?

The Storyteller

Man kan uden varsel blive grebet af en lille ting.
På vores første store rejse til USA mødte jeg den på en parkeringsplads på en bjergvej....................
The Storyteller.
Den stod alene mellem smykker og dreamcatchers og bad om at blive taget med.

På en medfølgende seddel stod:
Mange indianere havde ikke et skriftsprog. Så de har i århundreder brugt en rig tradition af talte ord for at bevare deres historie, legender, myter og idealer. Meget af den arv er husket i form af fortællinger. The Storyteller var en person, der huskede og fortalte en god historie. Det gav en ærefuld position blandt folk. Børn og voksne blev oplært og underholdt af de mange historier.

Det var spændende og interessant. Det er små kunstværker og de er alle signeret .

Anden Storyteller blev fundet på en parkeringsplads ved Sedona, hvor indianere havde sat deres borde op. Den var også alene. I  Hopi området var der Storytellers i forretningerne, de var meget kulørte og meget dyre. Slet ikke så smukke, som de to jeg havde erhvervet.

                                                       Nr. 2                               Nr. 1

På anden rejse var det blevet et must at se efter Storytellers, Der var ingen og på forespørgsel ved indianerboder var svaret, at de var sjældne og dyre.
Jeg fandt dog en i en forretning i Sedona, Den var dyr, men lignede i udformning de to der stod hjemme......................Så pyt.

Tredje rejse er lige overstået, nordturen. Hvor der ikke umiddelbart er boder med smykker og andet, og da slet ikke Storytellers.
Besøget ved Crazy Horse monumentet var spændende. Mens Manden i mit liv kørte med bus til toppen, snusede jeg lidt omkring i alle souvenirboderne.

Der stod hun, den smukkeste Storyteller jeg endnu havde set.  Hun blev taget ud, vist frem og beundret. Prisen uha, uha.
Den søde dame mente, jeg kunne få den i kombineret bryllups-, jule- og fødselsdagsgave.
Manden i mit liv brummede: "Det er mange penge."
Så brugte vi verdens ældste trick. "Du har ret, jeg tager en lille lerkrukke" (husk ikke at være det mindste martyragtig). Damen så skuffet ud. Manden i mit liv "Vil du meget gerne have den?"
Ja, ja . OK så tager vi den.

Nu står hun hos de andre i vinduskarmen og glæder mig hver dag.

Godt det samme for der er ikke gaver før til Julen 2014.

Skal pensionister have en Blu-ray afspiller ?

Min nørdede svigersøn har længe sagt, at vi burde købe en Blu-ray afspiller, især når han måtte bytte film, som jeg havde købt i Blu-ray udgave, der ikke går på den gamle Dvd afspiller. Vi er nu godt tilfreds med den.

På vej over Atlanten forsøgte jeg at se Hobbitten på den lille skærm i stoleryggen foran. Det gik bare ikke.

                     

Lørdag drog stavblenderen sit sidste suk, uha. Den er vital i mit køkken.

Så søndag drog Manden i mit liv og jeg til El - Giganten for at købe en ny. 

Der stod Hobbitten. Herligt og i en ikke Blu-ray udgave, den tager jeg. Måske skulle jeg også tage 

Lord of the Rings trilogien? Den var kun at finde i Blu-ray, øv. Intet at betænke sig på, nu vi er her, en billig og let at betjene Blu-ray afspiller ryger ned i kurven. Hvor herligt, nu er der fantastiske film til mange aftner.

                     

Vel hjemme sættes det nye isenkram til. Intet sker. Manden i mit liv prøver alle udgange på TV, intet. 

"Lad mig,"  alle muligheder på fjernbetjeningen afprøves, intet. 

De har solgt os en uduelig afspiller, sådan noget billigt .................

Når isenkram ikke virker, så ring til Peter (svigersønnen). "Du skal vælge den HDMI udgang stikket er sat i. "  Godt så. 

Det virker. Men nu virker fjernsynet ikke. Ny kontakt til Peter, der forklarer, ar vi skal vælge TV udgang. Lyder det, som om han smiler lidt stort ? 

Det virker. Ja, så må vi leve med, at skulle skifte mellem de to udgange. 

Nu prøver vi det hele igen. Mirakel, det virker.

Når Blu-ray tændes finder TV den, og når den slukkes er der fjernsyn. 

Hvordan? spørg mig ikke.

Fik vi købt en stavblender ? Ja, det var nemt, og den virker uden problemer.

Det er strengt at komme hjem efter 4 uger i USA

Tre dage efter hjemkomst er kroppen endnu plaget af jetlag.
Jeg har altid tænkt, at det med jetlag var noget skaberi........... men, men.
Første nat gik fint efter at have været vågen i 29 timer, var kroppen ligeglad med, om den var på nat eller dag.
Gennem 2. dag små perioder med træthed, vågner kl. 4.00 og er frisk, kroppen tror, at klokken er 19.00. Forsøger at sove, står op kl. 6.00 og spiser morgenmad.

En lang dag venter.
Det er nødvendigt. Det er noget af et chok, hvor meget ukrudt vokser på 4 uger.

Der er gemt rododendron i krattet

 

Efter to dages arbejde har vi kørt 7 trillebøre med ukrudt på komposten og lårmusklerne er så ømme, at hvis noget tabes på gulvet, får det lov at ligge

 

 

Vi mangler stadig hostabedet, rododendronbedet og halvdelen af kartoffelbedet, og så tager vi kun taget det store.

 

I dag regner det. Kroppen siger tak, men ukrudtet siger også tak og vokser vel 20 cm.

 

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor højt græsset ville være, hvis ikke næstenaboen havde slået det.

 

Men de har vist ikke manglet ukrudt.

 

 





At møde mennesker

Når man rejser er noget af det der gør indtryk, mennesker man møder. 

Det lige fra kassedamen i det kæmpe supermarked, tjeneren, andre rejsende til kusinens veninde. 

På denne tur har vi haft et hav af gode og pudsige oplevelser. 

I  et af de store supermarkeder, hvor det næsten er nødvendigt med madpakke og GPS, har vi købt 4 ting. 

Ved kassen står en ung pige og ved siden af ved at sætte ting på plads står en moden dame.

Den unge spørger den ældre om nummeret på første vare, det kommer prompte, næste vare ligeså. Jeg spørger, om hun kan alle numre, og svaret er .....yes......Jeg har været her i 16 år, og det gør også, at jeg ikke får Alzheimers. Jeg trøster hende med, at hvis det sker, så ved hun det ikke. 

Hun fortæller, at hendes mor på 88 har Alzheimers, og at hun ikke håber det bliver meget slemt. 

Da jeg siger noget om de pårørendes rolle og hvor vigtigt det er at huske, at kroppen ikke glemmer. Siger hun pludselig: "Uh, it gives me the goose bumps."  

Vi skilles med smil og gode ønsker.

Gående på vej til en restaurant i Chicago passerer vi en Day Care for hunde. Vi trækker lidt på smilebåndet. 

I restauranten betjenes vi af en yngre mand, der er meget interesseret i, hvor vi kommer fra og tilpas imponeret over planerne for turen. 

 Vi bemærker, at vi har set en Day Care for hunde og får så hans historie om  vennen, der er død og som inden da, har givet han en hund, der betyder alt for ham og...............den er i Day Care. 

Desuden får den ordnet poter og får massage en gang om måneden. Han smiler lidt genert. "Den er mit barn og bliver meget  forkælet." 

På vejen tilbage ser vi ekstra på hunde Day  Care, for nu kender vi næsten en hund, der går der.

Frokost i Paris i South Dakota er i sig selv en oplevelse. Men den søde pige der betjente os, gjorde den ekstra god. "Er i fra Tyskland ?" Nej, Danmark. "Jeres sprog lyder som tysk, det har jeg forsøgt at lære i High School, det lykkedes aldrig. Hvilket sprog taler man i Danmark?" Dansk naturligvis, nåede jeg at tænke. Hvad hedder............. Og så lærte vi hende, goddag, farvel, tak og et par mere. 

Hun synes danske børn er heldige, at de lærer andre sprog tidligt. Vi er enige om, at det bliver vanskeligere jo ældre man er. Jeg tænker på mine forgæves forsøg med det italienske efter de 50.

                    

Lam og rigeligt af det, medium stegt. 

Det efterhånden klassiske spørgsmål, om vi er fra Tyskland eller Holland. Det må være noget med vores accent. 

Nej, fra Danmark. Svaret plejer at udløse et............oh, how wonderful. Men denne gang er tjeneren helt blank i ansigtet. 

Det er et lille land nord for Tyskland. Ingen klokker ringer. Den berømte digter H.C. Andersen, ham med Den grimme ælling er dansk. Ingen klokker. Gitte Stallone, hende der var gift med Sylvester er også dansk. Stadig intet. Sidste forsøg.......... Viggo Mortensen fra Lord of the Rings. 

Nej......  Vi giver op, og undlader at bemærke, at vi er i krig sammen.

Men hvad, hvis han havde sagt, at han var fra Idaho, så ville min geografiske viden måske heller ikke slå til.

Man går fra hver af disse oplevelser med en følelse af, at have rørt et andet menneske et kort sekund.

Når man mindst venter det...................

Turen på tværs af "Det store land" nærmer sig sin afslutning. 

Vi er på vej ned af kysten mod San Francisco af Route 1. 

En overnatning mere på et eller andet motel, så er vi der. Vi udser os en by og et motel og beder Magda finde vej. 

Det første sted kan ikke garantere, at WiFi fungerer (ikke godt). 

Næste udvalgte sted er lukket for flere år siden, ser det ud til. 

Tredie sted ser så sølle ud, at jeg nægter at sove der. 

Videre mod syd, der er vel for pokker moteller overalt langs Stillehavskysten eller hva' ?

Magda siger 300m til næste destination, hvilken destination, vi kan ikke se noget motel.

Så der, skråt bagude på venstre side ligger den....................St. Orres Inn. 

Den ligner mest af alt med sine løgkupler en russisk ortodoks kirke, godt nok bygget af redwood træ.

                       

        

            

Det var som pokker. WiFi eller ej, der må vi ind. Værelser med fælles bad eller hytte. 

Hytte. Da vi åbner døren, mister vi næsten pusten. Vinduer overalt, skylight i stuen og i soveværelset, der ligger tre trin oppe. Pejs, der skal vise sig at ryge hele hytten til.

                     

                      

Et badeværelse, der ligner en cigarkasse, med badekar der er indbygget i en høj trækasse med glaslåge. Manden i mit liv påstår, det ligner en sporvogn.

Aftensmaden i restauranten overgår alle forventninger og vi gør os ekstra bemærket ved at vælge vin efter navnet.

                       

                                  Ingen, der har set filmen Wild Hoggs, ville kunne lade være

Manden i mit liv påstår at der bringes morgenmad til hytten kl. 8.30. Jeg er noget skeptisk, men trøster mig med, at vi kan lave kaffe og spise resterne i køletasken.

Efter en behagelig nat under stjernerne og de viftende grene, bad i sporvognen, banker det på døren præcis 8.30 og en meget nydelig ung mand leverer breakfast. 

                      

        

Kassen viser sig at indeholde det mest delikate morgen måltid. Som blev nydt med udsigt til hovedhuset og Stillehavet.

                      

De gode oplevelser kommer, selv uden WiFi, TV og mobildækning, når man mindst venter det.  

Om at finde vej...............

To ting har gennem årene kunnet bringe ægteskabet på kanten af skilsmisse.

At tapetsere sammen og at finde vej. Det første er opgivet for mange år siden. Det sidste dukker op af og til.

Men udstyret med flere guidebøger, adskillige kort i forskellig målestok og Magda (GPS), skulle man mene, at der på denne tur ikke skulle være risiko for skilsmisse.

Og dog ............ Manden i mit liv og jeg har forskellige måder at finde vej på. Jeg stoler fuldt og fast på Magda og synes, det er  herligt at blive guidet til målet. Manden i mit liv er aldrig helt sikker på det med Magda, så han checker gerne kort for at være helt sikker på, at vi er på rette vej.

I dag er kursen sat mod Kennecott kobberminen vest for Salt Lake City. En åben mine med en diameter på 3 km, hvor man kan køre rundt langs kanten på toppen.

Fruen ved rattet og Manden med Magda og kort. Magda bliver efter en stund opgivet. Hun kan ikke finde minen. "Så find dog en by lige i nærheden." foreslår fruen. 

Der er åbenbart ingen, for Manden i mit liv studerer sine kort og meddeler, at han ved, hvor vi skal køre.

Det går fint, indtil den afkørsel, vi skal tage fra Interstaten, er forsvundet, så vi må tage den næste. 

Det går nu gennem flere forstæder, med enkelte vendinger og mumlende opremsning af vejnumre.

Stemningen i bilen nærmer sig nul. Fruen foreslår igen Magda................ Man lærer det aldrig, altså at holde sin mund. 

Så ud af det blå er der et skilt til Kennecott Coppermine....lettelse at spore. 

Fremme ved indgangen........skilt .............Visitorcenter closed. 

Manden i mit liv spørger. Nej, desværre randen på minen er ustabil. 

Øv, øv. Lad os så sætte Magda til at guide os til Great Salt Lake Desert.

      

                                               Kobberminebjerget set fra vejen

The loneliest Road in America

Dagen er kommet, hvor vi skal køre på "The loneliest Road"

Highway 50 gennem Nevada betegnes sådan.

               

Inden vi begiver os afsted checkes: 

At der er mad i køletasken ( engangs af flamingo) og ekstra drikkevarer.

At bilen er fyldt op med benzin.

At vi har emergency numre

Vi overvejer oliecheck, skovl, puder og tæpper, hvis det skulle blive nødvendigt at overnatte i bilen.

Det ser ensomt ud og der er 134 km til første by.

               

Det er et surrealistisk  landskab med dyb blå himmel og forrevne klipper i horisonten.

                

HW 50 følger Pony Express ruten,  der fra 1860 til 1861 var en bereden kurertjeneste tværs over USA. 

Historien fortæller at både Buffalo Bill og "Lucky Luke" var ponyexpressryttere. 

                 

Turen går uden det mindste uheld de 430 km, hvor der kun er to byer Eureka og Austin.

 I Eureka er der et operahus, som er fra byens glansperiode i 1860 - 1890. 

Under det store Goldrush var der 10.000 indbyggere, i dag  er der 610. 

Men operahuset er imponerende.

                   

Det var ikke så ensomt endda, vi mødte skam andre biler og blev også overhalet flere gange.

Det kan vel sammenlignes med de nordjyske motorveje kl. 21.00.