Hvad bedstemødre skal kunne................

Min iPad er altid inden for rækkevidde og den forlader sjældent sin ejer, men det hænder  at børnebørnene allernådigst får lov at låne den.

Den yngste på knapt 2 år beder om katten. Så finder vi Talking Ginger, og det er forbudt at hjælpe. Barnet bliver noget fornærmet, hvis man prøver, og det lyder skarpt: "Nej, farmor!"

Talking Ginger

 

I går var det Christian på næsten 9, der lånte iPaden og det gik vildt for sig med et eller andet bilspil.



Pludselig spørger han: "Mormor er det rigtigt, at du ikke vil betale penge for spil?" "Ja, det er helt rigtigt, jeg bruger kun de gratis spil." "Så kunne vi måske downloade det her, der står gratis."
Uden at vide hvad jeg sagde ja til, blev spillet hentet.

 

Det var Hay Day. Et uskyldigt useende spil om en farm. 

"Det er på engelsk, kan du finde ud af det?" spurgte jeg. "Altså, mormor, det er pærelet" lød svaret.

 

Så blev der ellers passet farm, købt høns og køer, sået korn, samlet æg og malket.

Det lød festligt selvom musikken var lidt ensformig, men pyt hvad udholder bedstemødre ikke.

 

"Mormor vil du passe farmen, når jeg ikke er her?" "Næh, det tror jeg ikke". " Vil du ikke bare se til den en gang om dagen?"  Det blev aftalen.

 

Nu 3 dage efter er jeg farmpasser på fuld tid, så hønsene og køerne ikke dør af sult, jeg har også sået lidt afgrøder og kørt med lastbilen.

Med andre ord er jeg godt i gang med at blive grebet af det dumme spil, men jeg har dog endnu ikke købt noget for menneskepenge.

 

Farmen

 

Der er ingen grænser for, hvad bedstemødre skal kunne.

Der er mange glæder. Ellevte afsnit.

Gode naboer er en af livets glæder.

Efter vores flytning til Stubberup har vi oplevet, at det er tilfældet.
Det pudsige er, at det er naboens nabo, der er vores gode naboer.

Vi passer hinandens huse, når der rejses, og det sker ofte i begge familier. Men ikke nok med at der tømmes postkasse og vandes blomster, efter 6 uger i USA kom vi hjem til et luget løgbed, et køleskab med mælk, pølse og ost, blomster og et nybagt brød på køkkenbordet.

Efter at alle er blevet "hjemmegående" har vi startet en tradition med fredagsdrinks. Vi mødes på skift og tager et glas og ordner verdenssituationen, og vi synes faktisk, den er blevet bedre.

Vi havde en fælles plan om at anskaffe en æblemostpresser, så vi kunne bruge alle vores æbler.
Men inden vi fik sat planen i værk, fik naboen en i fødselsdagsgave.

Den kan vi bare bruge sammen, var hans udmelding.

 

Naboen startede i sommer og lavede over 100 liter most. Mosten fryses, så der måtte en ny fryser til.

Hos os har vi kun vinteræbler, de plukkes sidst i oktober, så mosten blev lavet i søndags d. 18. november.

Naboen kom med hele mosteriet, og vi gik i gang.

 

 Der blev smagt flittigt og det smagte fantastisk. Det er ren C - vitamin.

 

Da processen var færdig, havde vi 30 liter æblemost af egne æbler i fryseren.

 

Det bliver dejligt at kunne nyde et glas most til morgenmaden i weekenderne. Det er gyldne dråber, så de kan ikke bare drikkes til hver en tid.  

 

Mens vi arbejdede, havde vi en snak om vinproduktion, så nu er det spændende, om naboen også her kommer først.

 



Skal pensionister vedligeholdes ?

Det nye knæ var 8 uger, da fysioterapeuten mente jeg kunne klare resten af optrækningen hjemme.
"Du får en tid om 14 dage og hvis alt er ok så......"
Alt var ok, bortset fra en seneforstærkning i foden (overtræning?).
Så den søde fysioterapeut, 165 cm høj og med en kampvægt på måske højst 54 kg, trøstede mig med, at det ville forsvinde, men det kunne tage tid og så måtte jeg tænke på den vægt benene måtte bære. Hvad mente hun mon? Jeg var lige ved at blive lidt stødt, men hun reddede det på målstregen ved sødt at spørge: " Er du pensionist? " og se undrende ud, da jeg svarede bekræftende.
Så kom det glædesstrålende: " Ved du hvad, så kan du ganske gratis gå til vedligeholdelsestræning på et af kommunens plejecentre. Var det ikke noget?"
Man kan da blive så overrasket, at man kommer til at sige ja uden at tænke sig om, men jeg nåede da at spørge om Manden i mit liv også kunne komme med.
"Hvis han er pensionist så er det bare ok. Jeg ringer og aftaler et møde, så i kan få gennemgået mulighederne."
Som sagt så gjort og en uge senere fik vi forevist alle torturapparaterne. "I kan komme, når i vil og blive så længe i har lyst."

Nu er der gået en uge efter mødet og vi har brugt apparaterne to gange.
Efter første gang kunne jeg hverken krybe eller gå næste dag, anden gang er det gået bedre, og med tanke på, at vægten som benene må bære måske bliver mindre eller at benene bliver stærkere, holder jeg ud.

Pensionister skal vedligeholdes.

Der er mange glæder. Tiende afsnit

At finde den helt rigtige fødselsdagsgave til Manden i sit liv er en af dem.

Det skete i år. To billetter til Elvis 35th Anniversery Concert, det var bare sagen.
Min søde kusine gjorde mig godt nok opmærksom på, at det var mig, der var vild med Elvis.
Nåh, pyt  jeg regner med at  bliver inviteret med.

Så kom dagen. Vi drog til København i meget god tid, så vi kunne nå at lege lidt med næstyngste barnebarn.

Afsted også i god tid til Refshaleøen, hvor begivenheden fandt sted i en af de store B&W haller. Parkerede kl. 18.10 og gik med hastige skridt mod lyden af The King som sang Viva las Vegas.
En venlig dame fortalte, at vi godt kunne tage det roligt, køen var lang. LANG............ fra vi nåede den og til vi var inde i hallen gik 40 minutter. Når man betragtede de, der stod i køen var 95 pct. gråhårede og i deres bedste alder (60 - erne).
Indenfor fik vi spisebilletter, der blev ombyttet med en flamingobakke med Elvismenu. Southern chicken, mashed potatoes og corn bread. Godt man er flyvant og kan spise med armene helt ind til kroppen og underarms længde til stolen foran.
Under "spisningen" var der diskotek med 50 ´er musik. Wake up little Suzzi, Rock around the Clock, Why must I be a teenager in love og mange, mange flere. Min nabo, der var kommet fra Bornholm, og jeg undrede os over, at vore gamle hjerner kunne huske alle teksterne. "Det var bare musik", sagde han.
Kl. 20.00 kom Jørgen de Mylius og speedsnakkede sig gennem Elvis karriere. Vi mindedes pludselig Efter skoletid i radioen, hvor han spillede al den gode musik.

Så kom det 2700 Elvis fans havde ventet på..................... en Elviskoncert med Henrik Busborg and The Devils.

Det var ikke The King, men det var hans musik og de gjorde det rigtig, rigtig godt. Især anden afdeling, var fin. Her var de store kostumer og et gospelkor jo, jo, og der var ikke et øje tørt, da vi alle sang med på Can´t help falling in love.

Det var en totaloplevelse og en god aften i selskab med musik fra ens ungdom

Elvis er ikke back, men han er bestemt ikke glemt.

Manden i mit liv?.................. Han nød det også

Er kultur godt for pensionisters sjæle ?

Så nærmer den mørke tid sig og det bliver mere og mere vanskeligt at forlade sofaen. Det føles af og til som om den har burrebånd på sædet. Når man endelig får rejst sig er det oftest for at sætte mere kaffe over eller hente avisen.

Ind imellem kan det ske, at man får øje på noget, der gør det værd at overveje, at forlade sofaen.
Som nu forleden dag, da en ven skrev på Facebook om en udstilling på Fuglsang Kunstmuseum en Richard Winther Revival.

Det blev bestemt at slå to fluer med et smæk............. kultur og motion, det bliver ikke meget bedre.
Søndag var dagen, den kom med regn og rusk, så motionen blev udskudt til en anden god gang.

Udstillingen var fin og frokosten, en tapastallerken og et glas rødvin dejlig. Vi talte om, hvad det var med Winthers hus i Vindeby. "Skulle vi køre derhen?" spurgte manden i mit liv. God ide´.

Vi drog fra den ene ende af Lolland til den anden og fandt huset, et tidligere alderdomshjem og kommunekontor. Købt af Richard Winther i 1993, han boede der til sin død i 2007.
I 1995 udsmykkede han over 72 kvm med 56 loft- og vægmalerier.
Huset er nu overtaget af en forening, der vil bevare det unikke hus for eftertiden.

Der var vi så. Haven var groet til, huset var meget forfaldent, men inde i forhallen herskede eventyret.
Det var magisk. der var billeder på vægge og loft, uhyggelige, uforståelige, smukke og udfordrende.

Men ikke kun i forhallen også i køkkenet og sågar på toilette var der vægmalerier.

Det var en god og givende oplevelse, også fordi damerne fra foreningen fortalte så levende om malerierne og maleren.

Vi kørte derfra fyldt med indtryk og beriget på vore sjæle.

Så kultur kan bestemt anbefales

Der er mange glæder. Niende afsnit

Som tidligere nævnt er mange af livets glæder i pensionist alderen knytte til oplevelser med børnebørn.

Det næstyngste har lige været på besøg et par dage. Det giver gode oplevelser.

At sidde i sofaen og se tegnefilmen med "Den farlige gorilla".  Der er så farlig, at man skal holde i hånden hele tiden, og er der noget bedsteforældre er gode til, så er det netop det.

Udearbejde er heller ikke at foragte og at grave huller fascinerer drenge i alle aldre.

Clouet var dog da vi kørte i bil og drengen fra bagsædet sagde .....RØV.......  flere gange, og så pludselig på sit umiskendelige københavnske meddelte. " Det må man ikke sige i København, der hedder det numse."

Så ved vi det.

Så sidder man her med sit nye knæ.

At få et nyt knæ er en grænseoversskridende oplevelse.
Man skal ikke tænke på, hvordan det er gjort eller at der sidder et stykke metal i ens ben.
Så jeg koncentrerer mig om genoptræning ( bøj og stræk) og om, at jeg om få uger kan gå lange ture.

Når du bliver udskrevet fra hospitalet er det med besked om, at du skal gøre så meget af det du plejer som muligt.
Men det har manden i mit liv heldigvis ikke hørt. Så jeg får en fantastisk betjening.
Isposer hentes og byttes, stole trækkes ud, tasker bæres, bøger, kaffe og vand bringes til sofaen.
Og sætningen "Pas nu på" lyder ofte.

På onsdag starter den formaliserede genoptræningen og så tror jeg det er slut med ikke at gøre alting selv, også selv om det tager en hulens tid.

Så det er med at nyde betjeningen og opmærksomheden mens man kan.

Manden i mit liv lader op til betjening på Hajkuttersejlads fra Nysted til Rostock

Hvad går pensionistens tid med ?

Forleden aften da jeg var på vej i seng, tænkte jeg.
Så gik endnu en dag, og hvor havde min mor ret, når hun sagde "Jo ældre man bliver jo hurtigere går tiden."

Hvad går en typisk dag med i pensionisttilværelsen?

Tja....................

Man sover, til man vågner. Her i huset til omkring kl. 8.00.
Morgenmad incl. terningespil tager en lille time.

Derefter skal nyheder, facebook og wordfeud checkes, det tager ofte en god times tid.
Bad og påklædning kan klares på 25 min.
Så er det tid til formiddagskaffe.
Huslige gøremål, havearbejde eller indkøb kan lægges inden frokost. Der med terningespil ofte kan vare en time.
Derefter middagshvil og lidt læsning i den igangværende bog, det kan godt strække sig til eftermiddagskaffen.
Efter den skal der forberedes aftensmad, dagens avis skal læses og andre småting ordnes.
Omkring kl. 19 spises, så oprydning og klargøring til aftenkaffen.
Der er næsten altid noget i fjernsynet. Især nu hvor vi har rigtig mange kanaler at vælge imellem.
Ved 23- tiden er det slut på den dag.

Kan nogen fortælle mig, hvordan arbejde nogensinde har kunnet lægges ind i den tidsplan ?

Lyder det kedeligt?
 
Måske, men indimellem afbrydes rutinen heldigvis af børn og børnebørn, naboer til fem - drinks, venner til middag, ferierejser og andre uforudsete begivenheder.

Reservedele til pensionister

Så er jeg nået reservedels alderen.
Det er utroligt, hvad man kan få i "den butik". Større bryster og læber, stramme balder, løftede øjenlåg, kunstige negle og endelig nye hofter og knæ.

Det kunne være fristende med de stramme balder, men med 10 års slidgigt i et knæ kan det nok vente.

Går man på Google findes denne beskrivelse.

Hvad er Slidgigt?
Slidgigt (osteoartrose eller artrose) er en ledsygdom, hvor ledbrusken bliver slidt. Samtidig ses fortykkelse af ledkapslen og af den tilstødende knogle.
Ledsmerter er det mest almindelige symptom. Smerterne kommer især, når du belaster det syge led, fx når du skal rejse dig op, bære tunge ting eller gå langt.

Hvad er årsagen til slidgigt?
Den egentlige årsag kender man ikke. Slidgigt i fingrenes yderste led er til en vis grad arveligt, og overbelastning, ledskader, overvægt og anden sygdom  kan  også være en medvirkende årsag.

Med et 10 års slidgigt i et knæ kender jeg symptomerne og efter USA - turen, hvor jeg måtte give køb på de oplevelser, der krævede mange skridt, fik jeg endelig taget mig sammen til at bede lægen om en henvisning. Der var ikke tvivl røntgen viste at brusken i højre knæ var ikke eksisterende, så jeg fik tilbudt et nyt knæ fra "Butikken"

Så nu sker det, om 10 dage skal jeg have et knæ, som det nedenfor.

Jeg glæder mig og er på samme tid lettere bekymret. Efter forundersøgelsen for en uge siden, hvor det blev pointeret at 80 pct. af  det gode  resultat  afhænger af, om du træner flittigt og vedholdent og kan holde til smerterne, for ondt gør det, så der er grund til bekymring. Vedholdenhed er ikke en af min spids-kompetencer.

Men mon ikke det går med hjælp fra manden i mit liv og en veninde, der har arbejdet på ortopædkirurgisk afdeling. (Hun er skrap).

Om tre måneder regner jeg med at melde mig ind i Dansk Vandrelaug og ikke mindst at tage til Rom og gå og gå og gå.

Skal pensionister have et staudebed ?....fortsættelse

I oktober 2011 plantede jeg staudebedet efter et besøg i Emil Noldes Have.

 Bedet i Emil Noldes have

Det var med lidt god vilje muligt at se staudespidser, da vi drog til USA d. 11. april.

Da vi vendte hjem d. 23. maj, var der ingen stauder at se, de var druknet i ukrudt.
Ligesom meget andet i haven.

Det var det første bed, jeg gik i gang med at luge. Brændenælder og mælkebøtter var nemme at kende, men jeg garanterer ikke for, om der i processen er røget et par stauder. Jeg synes bestemt, der var plantet flere i efteråret end der var tilbage efter lugning.

Der er blevet suppleret lidt, og nu begynder staudebedet med lidt god vilje at ligne en skygge af bedet i Noldes Have.

Se selv.

Arbejder pensionister frivilligt ?

Det ser sådan ud. Der findes ikke mange pansionister med respekt for sig selv, der ikke lægger nogle timer hver uge som frivillig i en eller anden organistion.

Efter at have overstået senior fjumreåret og vinterdepressionen, begyndte jeg at se mig om i lokalområdet, ikke for at finde frivilligt arbejde, men for at finde lidt åndelig udfordring.

Hvad kunne være mere udfordrende end et foredrag om Georg Brandes og Emil Aarestrup?
Det fandt sted en mørk februar eftermiddag i Aarestrups Hus i Nysted. Brandes og Aarestrup kendte jeg, men sammenhængen mellem dem var ukendt. Det var den også efter foredraget.
Alle der deltog kendte hinanden og det lod også til at alle vidste, hvem jeg var, så jeg lod også, som om jeg vidste hvem alle var.

Et par dage efter foredraget blev jeg kontaktet og opfordret til at stille op som suppleant til bestyrelsen i Aarestrup Foreningen.
Til min forbløffelse sagde jeg ....................Ja !

Så her i turistsæsonen er jeg af og til kustode i Aarestrups Hus.
Det er spændende og til min overraskelse kommer der jævnligt turister, der gerne vil høre om Aarestrups liv som læge og poet i Nysted.

Det kan bestemt anbefales at lægge vejen forbi.

Kan en pensionist-blogger få skriveblokering?

Pensionistblogger samler stof

Der er noget der tyder på det.
Siden hjemkomsten fra Guds eget land har jeg ikke skrevet et ord på bloggen.
Det har været som om alle oplevelserne i USA har overskygget de oplevelser, der er i hverdagen.
Der har været tilløb til skriv, men det er ikke blevet til andet end overskrifter.

Sommetider har jeg tænkt, om der var tale om en efterrejse - depression.
Det gjorde, at vi straks bestilte en ferie ved Gardasøen, naturligvis med transport i egen bil.
Skulle de 1400 km være noget at tale om efter USA.

Måske kan blokeringen skyldes, at jeg lige nu synes, at alt hvad der sker, er der skrevet om før og at det derfor er uinteressant for læseren.

Alle de gode tilbagemeldninger på de mange skriv fra Staterne kan også give lidt nervøsitet for, om det er muligt at leve op til succesen.

Måske er det hele kernen.
At jeg har glemt, at bloggen er et værktøj til bearbejdelse af mine oplevelser og tanker, der så deles med andre, om det for dem er interessant eller ej.

Men lysten til at blogge om stort og småt er der fortsat, så jeg skal nok komme i gang igen.

Hjemme igen

Hjemme igen efter 6 uger i USA fyldt med et utal af gode og spændende oplevelser.

11.000 km er kørt i Impalaen med floridaplader, der  næsten blev vores andet hjem.

42 overnatninger på 25 forskellige hoteller af forskellige standarder.

Mange, mange måltider, der har resulteret i at tøjet er krøbet, og vi ikke mere kan se vores tæer.

Skilte der fik en til at trække på smilebåndet.

Modtagelse med flag, tårer og smil  i lufthavnen.

Solskin og udkrudt i stor mængder i Stubberup

Lige nu venter vi på at jetlag skal fortage sig, så vi rigtig kan nyde den danske sommer.

Sidste weekend i USA

Tiden for hjemrejsen nærmer sig.

De 6 uger er gået utroligt hurtigt og samtidig er det, som om vi har været væk i meget lang tid.
Vi har tilbragt den sidste uge i San Francisco hos Kusinen, der bor to gader fra Stillehavet og laver den mest fantastiske makrobiotiske mad, ofte med grønt fra egen have.

Men op til weekenden begyndte vi alligevel at savne bilen og det frie liv på landevejen, så vi besluttede at tage en tur af Highway 1 nordpå.
Bilen og Magda havde savnet os. Magda så meget, at hun, da vi kørte lidt fejl, beregnede en ny rute, der tog os rundt om en bjergtop og tilbage til udgangspunktet. Nåh Pyt........udsigten var flot.
Målet for turen var Fort Bragg. En by, der er grundlagt som militært fort under borgerkrigen, og nu er en populær turistby.
Vi fandt logi på Ocean View Lodge og fik et værelse ikke mere end 100 m fra Stillehavet. Det var fantastisk.
Vi kørte igennem et af de store Redwood træer og vel tilbage på hotellet, nåede vi at overvære en partiel solformørkelse.
Oplevelser har vi haft i store mængder.

I morgen letter vi med kurs mod Danmark. Vi glæder os.

Skiltene i "Det store land" er i en klasse for sig

Når man efterhånden har kørt 10.000 km på de store veje er en af de ting, man bemærker, de mange skilte.
Der er fartbegrænsnings-, advarsels- og mange andre skilte.
De mest interessante er gule, kvadratiske og står på spidsen.
De indeholder de mest utrolige advarsler.
Der advares mod alt muligt, der kan tænkes at komme ud på kørebanen. Der er billeder af:
Springene rådyr.
Vandrende med rygsæk.
Børn.
Rytter.
Rytter med cowboyhat.
Bjørne.
Alligatorer.
Løsgående køer.
Gris med unger (vildsvin?).

Fantastiske skilte findes over alt.
Ved Niagara, hvor der var langt ned og kæmpe vandfald, sås et med teksten:
No climbing over railing.

Ved indgangen til en restaurant stod: No shoes, no shirt, no service.
Og på et andet:
No firearms permitted. På skiltet sås en revolver med streg over.
Jeg tænkte på, om en evt. bevæbnet røver mon ville tage sig af det.

På næste tur tror jeg skiltene skal være i centrum.

Abbot Kinney Boulevard

I denne gade har en af vores venners søn og svigerdatter to forretninger, så vi tog derhen for at se forretningerne og bringe en frisk hilsen fra Danmark.

Magda (den berømte GPS) fandt adressen omkring kl. 10.05 og nedtur, de åbner først kl. 11.00.

Kaffe var det frelsende ord.
Vi så os om. I den ene ende af blokken, hvor forretningerne lå, var en cafe'. Den var indlysende for de unge og smukke. Gæsterne så ud, som om de lige var kommet fra fitnesscenter på den anden side af gaden, eller fra løbeturen med babyen i en runcar.
Det var ikke lige noget for os.
I den anden ende af blokken lå en lidt mere ydmyg cafe', den tog vi.
Kaffe, croissanter og god underholdning.
Der sad en distingveret gråhåret herre og talte i mobiltelefon, fra vi kom, til vi gik. En ung pige i korte shorts, usnørede støvler og pacacoat fik kaffe og bagles. Der var flere unge mænd med hængerøv i lange shorts.
En familie med 2 børn, hvor far ikke tog de meget mørke solbriller af, måske var han agent.
Ude på gaden promenerede mange med deres hunde og en del havde mere end en.
Mellem de to forretninger, vi skulle besøge ligger et pizzaria. Jeg hørte en mand sige, at her fik man LA ' s bedste pizzaer. Det blev afprøvet til aftensmad og pizzaerne var meget gode.
Abbot Kinney Bl. er en fantastisk gade. Mange små interessante forretninger, cafeer og masser af spændende typer befolker den.
Dejligt at vi kom derhen, selvom vi måtte aflevere vores hilsen på en post it.

Gode oplevelser kommer af sig selv.

Highway 359 er lang lige og med øde strækninger på begge sider. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er ikke et træ. Det er ved at være ved den tid, hvor jagten på borde og bænke går ind.
Se lige på kortet, der er måske noget om 6 miles. Det er umuligt at læse, for kortet er efterhånden godt brugt.
Det karakteristiske brune skilt meddeler, at det er Pipe Spring National Monument. Dejligt, der er helt sikkert borde og bænke.
Vi går til visitorcenter og mødes af en efterkommer af The Kaibab Paiutes, der fortæller os om museet, og at der om 20 minutter er en rangerguidet tur til et hus (Windsor Castle) som ligger ganske tæt ved.
Vi kan ikke se borde og bænke, og nu da vi har betalt .............så lad os få den tur med.
På vej til huset ser vi under nogle træer...... borde og bænke.
Der er kun os til rundvisning.
En midaldrende kvindelig ranger i fuld uniform incl. hat viser os rundt og fortæller historien om huset.
Det viser sig at være en meget spændende fortælling om migrationen i 1800- tallet. (www.pipespring.areaparks.com)
På tilbagevejen præsenteres vi for en ældre mand, der fremstiller knive og pilespidser af sten, det er imponerende håndværk og jeg får en sort pilespids, da vi går.
Frokost og så souvenirer butikken.
Der er meget indianerhåndværk og to smukke skindpunge vælges. 10 dollar stykket er ok. Ved kassen viser det sig, at jeg ikke kan se priser uden briller.
40 dollar stod der, men de er stadig smukke.
Jo, gode oplevelser kommer, når man mindst venter det.

Natur i store mængder

Syv nationalparker er besøgt, den ene mere fantastisk og spektakulær end den anden. (www.nps.gov).

Man finder de utroligste klippeformationer med farver der spænder over gråt og sort, sart lyserød til stærk orange og med grågrønne nuancer blandet i.
Klipperne danner visse steder naturlige broer og buer og områder ligner et amfiteater.
I Mesa Verde er der på klippehylder
rester af beboelser fra ancient natives, der boede der for mere end 800 år siden.

Håber billederne, der er taget i hundredevis, kan yde alt det smukke retfærdighed.

Grand Canyon er naturligvis en af de store oplevelser og for Manden i mit liv, blev den ekstra stor, da han så den store sprække fra en helikopter.
Jeg holdt begge ben på jorden og tog billeder af helikopteren. Vi må jo også sikre, at en af os kommer hel hjem.

Der er sikkert mange flere National Parker vi kunne besøge på vejen til San Francisco, men lige nu har vi natur forstoppelse og glæder os til storbyen Los Angeles og havet.

Route 66

Forud for den store tur på tværs af USA har der været mange forslag om, hvad der skulle ses, og hvor der skulle køres.

Et must var Route 66.
Manden i mit liv har hjemmefra studeret hjemmesider og været til foredrag, hvor USA- rejsende har fortalt om deres oplevelser med 66, og han har kørt på den adskillige gange via Google- maps.
Så vi var godt forberedt.

I dag kom så dagen, hvor vi skulle køre på 66. I aftes blev der derfor set på kort en ekstra gang.
Første stræk gik fra Oklahoma City til Amarillo.
Vi startede kl. 9.15 og fruen kørte med Manden som co-pilot, han havde styr på kort og nedskreven rute.
I alle bøger står, at det kan være vanskeligt at finde Routen, dels fordi den visse steder ikke er mere, og dels fordi folk stjæler skiltene som souvenirer.
Vi var fortrøstningsfulde og lod os ikke slå ud af, at den vej, vi skulle, var spærret af en eller anden grund.
"Vi finder det nemt, for her er vejene lavet på et stykke ternet papir, så vi tager bare en, der går parallel." Manden i mit liv dirigerede og det gik derudaf. Men glade blev vi, da vi så det typiske Route 66 skilt. På det tidspunkt, var vi kun vendt om en gang.
Der er beskrevet mange seværdigheder langs 66, og det lykkedes os at finde flere af dem.
Vi var jævnligt i tvivl om, hvorvidt vi var på Routen eller bare på en eller anden lille vej.
Lange stræk af Route 66 går langs med Interstate 40, mange steder er der kun 5 - 10 meter imellem. Så man kan godt fristes til at spørge, hvorfor vi skal bumpe afsted på den lille vej med 45-55 miles, når der på vejen ved siden af må køre 75 miles uden bump og med samme udsigt.
Turen kunne let have givet anledning til et lille skænderi og kl. 16.30, hvor der stadig blev bumpet afsted, var det tæt på.

Mænds kærlighed til gamle veje, gamle tankstationer og gamle biler er uforståeligt.

Jagten på borde og bænke !

Som sagt i "On The Road " er alt her i Staterne baseret på bilister.

Det har betydet, at vi bruger megen tid på at lede efter borde og bænke, hvor vi kan sidde i smukke omgivelser og spise frokost. Den medbringes i en flamingokasse og køles med isterninger fra motellets ismaskine.
Jagten har givet mange sjove oplevelser.
På kortet, vi kører efter, er borde og bænke afmærket med et lille rødt tegn, der ligner en rune. Det er endnu ikke lykkes os at finde et af de afmærkede steder.
På turen langs Golfen fandt vi borde og bænke ved en fiskers garnhus. Manden i mit liv spurgte for en sikkerheds skyld om det var OK med picnic.
No, No private property. Vi blev henvist til byens park. Fine borde og bænke og en ung mand, der viste os sin fangst af catfish.
Næste træk er at lade Magda (GPS) finde en park. Det går strygene, hun har indtil flere forslag. Hvad med Santa Rosa Lake State Park?
Den tager vi. Kør 4,8 km melder hun, så det gør vi. Landskabet er tørt med lav bevoksning og ingen tegn på liv.
Efter 5 km råber Magda - Vend om, har passeret wavepoint -. På vej tilbage falder vi over Joe Gutierrez Park.
(Han er enten forfatter eller atletikstjerne. Frit valg).
Så endnu en gang blev frokosten indtaget ved borde og bænke.

Jagten fortsætter.

Mad er ikke kun det, man putter i munden.

Vi har spist meget spændende og velsmagende mad her i The Deep South.
Men mad er ikke kun en smags- oplevelse, det er også en syns - oplevelse, og en kinestetisk oplevelse. (sanse og føle).
På det felt har vi fået den ene ubegribelige oplevelse efter den anden.

Whisky og cognac i plastickrus
Kaffe, der forøvrigt ikke smager meget af kaffe, i flamingokrus. De holder varmen, men er ulækre at drikke af.

Morgenmaden på hotellerne er et kapitel for sig, her er alt i plastic, dessert tallerkner, dybe tallerkner, kopper, knive, gafler og skeer. Det meste af maden er pakket i plastic, så det tager tid at få det gjort spise klar.

Manden i mit liv og jeg besluttede, at det kunne vi gøre lige så godt. Så der blev købt ind, det var nemt, for alt var i plastic, og der var 1000 forskellige mærker af alt.
Så bortset fra den sorte dug på hotellet var morgenmaden næsten ens.

Vi overvejer at gå tilbage til morgen- madsstederne med æg, bacon og pandekager. Der er kun et minus, tøjet er begyndt at stramme.

Musik... Musik... Musik

3 byer, 3 forskellige musik genrer.

Nashville.
På Broadway, er der liv og countymusic i alle genrer. Vi spiste spareribs til musik fra to unge fyre, der spillede country modern style. Efter kæmpe isvafler var det øl og cola i Legdens Hall. Her var det 6 gråhårede mænd, der leverede god gedign country. Violinen og steelguitaren var fantastiske. Det var det også, da sangeren måtte tage overtænderne ud for at skylle dem.

Memphis var næste stop. Her blev rocken født, og her indspillede Elvis sin første single i det berømte Sun Studie. Som vi naturligvis besøgte. Også Rock and Soul Museet fik vores besøg.

New Orleans.
Jazzens fødested. Her er jazz i alle afskygninger og på alle gadehjørner. En stor sort mama, der spiller en svingende klarinet. To mænd der spiller susaphone (bastuba). En bar, hvor alle drinks serveres i plastickrus, og hvor Rooster spiller blues, så det er en fryd.
Aftensejltur på Mississippi med gedign traditionel jazz.

Det er bare en fantastisk oplevelse.

Graceland.......... Elvis er der stadig

At besøge Graceland var et must på turen tværs over USA.
Hjemmefra havde vi bestilt overnatning på Heartbrake Hotel, der ligger lige overfor Graceland. Dejlige suiter med 2 telefoner og 2 fjernsyn, men ingen WiFi tilslutning (øv), man er vel blevet vant til at være i kontakt med alt og alle, selv om familie og venner i Danmark sover sødt, når vi checker ind.
Nåh pyt, der var 3 kanaler på TV, der viste Elvis, musik og film. Overalt hvor man gik sang Elvis, det var himmelsk.
Aftensmaden blev indtaget i The Jungle Room, imens vi så Aloha from Hawaii koncerten.
Jeg spiste naturligvis sandwich med peanutbutter og banan, dertil et glas mælk. Elvis elskede det. Vent bare, det vil også blive børnebørnenes yndlings -spise.
Så i dag var det Graceland. Shuttlebus over vejen til huset.
Huset var noget mindre, end jeg havde troet. Interiøret stod, som da Elvis forlod det, og var på samme tid overvældende og overdrevet, men samtidig var det rørende og så meget Elvis.
Det har for en inkarneret Elvis fan været en fantastisk oplevelse.