onsdag den 4. juni 2014

Bird in Hand....... oplevelser i Amish land

Sidste planlagte stop på turen er Bird  in Hand i Lancaster, hvor den næststørste Amish settlement i USA på 30. 000 personer findes.
Vi har bestilt hjemmefra. 2 nætter på Armish Inn og Suites og en oplevelsespakke med foredrag, rundtur mm. 

På vej dertil, skal vi lige læse lidt på voucher og ups....... datoen på oplevelsespakken er forkert. Telefonopringning til bureauets nødtelefon i Danmark, de lover at forsøge at få det ændret. 

Da vi ankommer løser det hele sig, og vi kan checke ind på den fantastiske Inn. Portieren meddeler at vi er blevet opgraderet til en suite........den er endda med udsigt.
   
                        

Det tog lidt tid, at fordøje, hvad vi så. Men de næste par døgn skulle vi se mange flere Amish people.

Aftensmad på Amish Inn, hvor vi vælger family - dinner. Det betyder, at man sidder op til 10 personer ved et bord og at maden sendes rundt. Vi sidder med en familie på 6, de 4 drenge er 7, 5, 3 og knapt et år. Det hjælper lidt på børnebørns underskudddet. Det er hyggeligt og man kan ikke undgå at komme i snak. Der er riglelig mad. Salat, kylling, oksekød, medisterpølse, grønsager, is og kage.

De forudbestilte oplevelser starter med filmen om Jacob, der er rumspringer. Det betyder at han bevæger sig omkring i verden undenfor for at beslutte, om han vil døbes og blive i Amish. 
Den gav en rigtig god baggrund og forståelse af kulturen. 

Næste stop er Homestead, hvor vi ser en Amish skolestue og et hjem. 

Amish har deres egne skoler. Et rum, hvor alle børn undervises sammen fra 1 til 8 klasse. Læreren er en ugift kvinde uden speciel uddannelse. Der undervises i almindelig fag og i High German, som er det sprog, troen formidles på. Der undervises ikke i science, da det kan så tvivl i børnenes sind.

                         
                                                            Fruen på skolebænken.

Husets indretning ligner noget fra 20' erne, men er som man lever i dag. Der er ikke elektricitet, men køleskab, der går på gas, vaskemaskine, der drives af trykluft. Der er rindende vand, WC og brusebad. I et lille hus udenfor, er der installeret telefon. Det er helt almindeligt at flere familier deler den. 
Der er ikke billeder på væggen undtagen,  hvis det er noget, har det en praktisk funktion f. eks. Kalender, ur, broderi med stamtræ eller religiøse sætninger.
Det er interessant og oplysende.

Farmlandturen med shuttlebus viser sig at være rigtig spændende. Mest fordi guiden er så vidende. Her skal bemærkes, at ingen guider er Amish. Vi kører i halvanden time og bliver uafbrudt gjort opmærksom på karakteristika ved Amish farms, der ligger side om side med english (guidens udtryk for ikke Amish) farms. Telefonhuset, der ligner et lokum, tøjsnorene, der hænger højt, husene, hvor der er bygget til, så flere generationer kan bo der. "Kirkevognen" der er fyldt med bænke og service. Gudstjenesten, der varer 3 timer, holdes i hjemmene på skift, der skal gøres plads til og serveres frokost for omkring 150 personer, så vognen kører fra sted til sted.

                         
                                                            Tøjsnoren ved Homestead

Guiden gjorde meget ud af, at Armish var naboer og at man levede og arbejde side om side. 

Sidste oplevelse var en buggyride. 

                            
                                                           Her venter hesten og hanen.

Det er imponerende, at man kan køre med heste på vejene, hvor personbiler og kæmpe lastbiler suser forbi. Hestene er fuldstændig rolige. Vi så dog en hest blive skræmt og løbe ind på en mark.......den blev skræmt af to heste.
Undervejs kørte vi ind på en gård, hvor to barbenede piger solgte cookies, limonade, vand og sølvmalede hestesko. En gæst spurgte om han måtte fotografere dem. Svaret var et sødt " No thank you"

Det har været en god og tankevækkende oplevelse. Der er tale om mennesker, der lever enkelt og efter deres overbevisning, men ikke fanatisk eller uden kontakt med verden udenom.

mandag den 2. juni 2014

På besøg i Detroit.........en by, der er gået konkurs......

 Detroit er bedst kendt for sin bilindustri og er hovedsæde for "the Big There.  Ford, General Motors og Chrysler. Byen havde i 1960 2 mill. Indbyggere, men har nu kun godt 600.000. Det og tilbagegangen for bilindustrien har afstedkommet betydelige økonomiske problemer. I 2013 måtte byen indgive konkursbegæring med en samlet gæld på 115 milliarder kr. Den største i USA's historie.
Som redningsplanke har byrådet foreslået at jævne 1/3 af den allerede forfaldne by med jorden.

Detroit er et af de forudbestemte stop på vores tur. Her skal vi besøge Francine min kusines veninde, som vi mødte sidste år i San Francisco. Vi er spændte på, hvordan en by, der er gået konkurs ser ud.
På turen hertil har vi talt med flere, der, når de hører Detroit, udbryder: " Der skal i passe på, der er mange steder, hvor det er ......dangerous.
Vi trøster os med at Francine ved, hvor det ikke er farligt. 

Vi besøger Greenfield Village, som Henry Ford har opbygget. Her er mange historiske huse, som enten er flyttet hertil eller opført som kopier.  Men det mest interessante er de gamle biler, der kører med gæster. Manden i mit liv er begejstret. " De har tre pedaler og og gearskiftet foregår i dem, gashåndtaget sidder ved rattet. Bare jeg måtte prøve at køre sådan en........" 

                           

Mange af husene har egen kustode, der med entusiasme beretter historien, der knytter sig til stedet. Edisons Lab ejer den første fonograf, som blev demonstreret med stor fryd. Det første hus med elektrisk lys, er der også.
Jeg falder pladask for hattesalonen og både hattene og ekspeditricen er smukke.

        

                                                 
                                                   

Vi har ikke set noget til konkurs følger endnu. 

Næste dag starter vi på Farmers Market, her er alt i frugt, grønt og blomster også et ægtepar, der sælger grass. Det presses og drikkes som juice. 

                        
                                                            Mon det er sundt?

Vi sætter kursen mod Down Town, her må man da kunne se følger af konkursen. Der er god plads mellem husene og mange af pladserne er ikke asfalteret, her har man revet forfaldne huse ned. 
Så lidt ser vi da. 
Vi ender på den smukke River Walk langs med Detroit River med udsigt til Windsor i Canada. På mystisk vis ligger det mod syd............ se selv efter på et kort. 

                        

På vej tilbage til Francine og TicTac et kig på The Detroit Tigers  (baseball holdet) hjemmebane. 

                       

TicTac er en historie for sig. 
Amerikanske kvinder får åbenbart ordnet deres negle tidligt og silde. Salonen har åbent fra 9.00 til 20.00. Da jeg aldrig har prøvet at få ordnet negle ligger det lige for. 
Salonen er fyldt. Godt vi har bestilt plads, så der er 3 ledige stole med fodbad. Jeg vælger hele pakken og får ordnet fødder, hænder, fjernet hår i ansigtet og rettet øjenbryn. Det er herligt, der går kunder ud og ind af døren uafbrudt, der bliver valgt farver på neglelak, der bliver talt og råbt på vietnamesisk mellem de ansatte. Det sprog lyder så smukt.

Resultatet.........tja farvevalget (mit eget) vidner om, at jeg ikke har megen erfaring. Men velværet var stort.
                 
                        
                          

Der var dejlige dage i Detroit.