At vende næsen hjemad..........

Efter 4 uger fyldt  med oplevelser: New York, Wasinghton, Kennedy Spacecenter, Golfkysten, Everglades, Florida Keys, Key West og mange flere.

Efter at have overnattet på 17 forskellige hotel/ moteller, kørt 4755 km og gået 162.605 skridt, så er det blevet tid til at vende næsen mod Stubberup.

Når jeg som barn havde været med far og mor på besøg hos familie i Nakskov, og vi kørte hjem sent om aftenen, tænkte jeg altid. Det kunne være dejligt, hvis man kunne lukke øjnene og sige........HJEM .....og så være der.

Lige nu 9 timer før afgang fra Miami har jeg det på samme måde. 

Men vi slipper nok ikke for lange køer i Security check og venten. Godt jeg har et meditativt stand by mode. 

Men inden da, skal vi som det sidste i denne omgang besøg Miami. Håber at møde Horatio fra CSI Miami.

      

       

 Vi har kurs mod South Beach og Ocean Drive for at se de smukke Art Deco bygninger fra 40'erne.

        

     

        

Lufthavnen, hvor den dejlige bil skal afleveres. Det er næsten med tårer i øjnene vi ser den forsvinde. Tænk hvis der er knapper vi ikke har opdaget.........

Så venter 13 timers transport. Uha, hvor er det lang tid.

Men hjemme venter alle de søde børnebørn og en blomstrende blåregn.

         

    

     Vi ses lige om et øjeblik.

Se det er et hotel............

Ingen ferie i Florida uden besøg i Miami. Vælger et hotel 30 km nord for og booker det på forhånd.

To nætter på The Hollywood Beach Resort.

Og se........det er et hotel.

Bygget i 1925 i Middelhavs revival style. Besøgt af Al Capone i slutningen af 20 erne. Har gennem tiden været hospital, bibel College og igen hotel. 

        

               Grand Lady.........hotellets kælenavn

Det er stort, der er 400 værelser i 7 etager. Checker ind afleverer bilen til valet service, så er den væk. Piccoloen (en midaldrende herre) hjælper med bagagen. 5. sal. Åbner døren, der er 4 senge........ Nej der er en hel spejlvæg. Det skal man lige vænne sig til.

         

                    Lille spejl på væggen.............

Intet hotel uden aircondition, her er den godt nok lidt alternativ og larmer som en lastbil.

          Bemærk slangen, der går ud af vinduer

Det er et meget interessant hotel, og jeg leder efter dets historie på nettet. 

Det bliver mere interessant, stedet er "haunted." Det spøger. Især på 7. etage. Der er både lyde og lys (orbs). Mange har hørt og set det. Især i gangene. De er godt nok også lange.

       

Vi tager endnu en nat og håber at spøgelserne bliver på 7. efage.

Finding Peanut Island

Inden afgang til USA's østkyst er der læst og undersøgt, hvad der kan ses. Som altid er der talt om noget på forhånd og andet (det meste) kommer undervejs.

Manden i mit liv ser et opslag i Politiken om JFK's bunker på Peanut Island. Den er bygget i 1961 og kunne rumme 30 personer, familie og nærmeste medarbejdere i en måned i tilfælde af atomkrig. Interessant, det er Palm Beach maritime museum, der står for driften. Det må vi se. 

Der planlægges nøje i forhold til alt det andet vi skal se. "Det tager nok en hel dag", mener Manden i mit liv. Det betyder 2 overnatninger i Palm Beach, og så er hele tirsdagen sat af til Peanut Island. 

Vel installeret på hotel Courtyard by Merriot, begiver Manden........ sig ud på nettet for at se, hvor vi finder Det maritime museum. "Det er ikke godt" lyder det. "Det ser ud som om, der kun er ture torsdag til søndag" 

Manden i mit liv er meget sjældent sur og irriteret, og når han er, er det altid lidt indestængt.

Men der er ingen tvivl om, at han lige her synes det er noget møg. "Vi kan jo ikke komme tilbage i weekenden, vi skal videre onsdag." 

Jeg forsøger med et:" Måske har de lavet det om. Vi tager derhen i morgen og ser på det...." 

Godt, men irriterende er det.

Tirsdag morgen kører vi til Det maritime museum, en lidt ejendommelig bygning, der også huser en tandklinik og et forsikringsselskab og på 3. Sal museet. Finder den rigtige dør, der er låst.

        

Øv, øv det er altså ikke denne gang, vi skal finde Peanut Island.

Vi finder andre spændende ting og er ret tilfredse.

Men øen fylder og Manden finder mailadresse og telefonnumre. "Måske kan vi spørge?" 

Vi skriver først en mail. Mon de får et godt grin over min ubehjælpsomme formulering? 

I morgen ringer vi. 

Som sagt så gjort. Telefonsvarer, der oplyser at nummeret er ude af funktion, men tryk 1 for et securityfirma og 2 for noget, jeg ikke ved, hvad er. Men der er flere numre, så næste.......... Ringer længe ...........telefonsvarer, der oplyser, hvornår der er ture til øen og et nummer, der kan ringes til for yderligere information. Bliver så paf, at jeg må høre det igen. 

Ringer, venlig mand, der oplyser, hvor vi skal køre hen for at komme med The Ferry, og ring endelig igen, hvis der er tvivl. Samtidig kommer svar på min mail med de samme oplysninger. 

Jo, hjælpsomme er de......de amerikanere.

Der afgør sagen. 

Torsdag kører vi de 100 km fra Hollywood Beach tilbage til Riviera Beach. 

Og der er han Capt. Joe, der sejler til Peanut Island.

         

  

Turen tager 10 minutter og på øen er frivillige fra Det maritime museum klar til en guidet tur til The Bunker.

Det er spændende og interessant, bestemt alle besværlighederne værd.

        

            15 sådanne køjer stod  i rummets ene side. Jeg så lige Jacqueline Kennedy for mig.

                      

                              JFK ' arbejdsbord og seglet på gulvet som i Det hvide Hus

Retur på havnen besøger vi Det maritime Museum og møder Cathrine, der har besvaret mailen. Hun nævner intet om formuleringen. 

Manden i mit liv får en T - shift til minde om sit besøg og besværet med Finding Peanut Island.

Hvorfor gør man sådan..............

Det er vist kendt, at amerikanere skærer al maden ud, lægger kniven, og skovler ind med gaflen.

På en steak restaurant, så jeg en spændende variant. 

Herren overfor skærer et mundret stykke af bøffen med kniven i højre - og gaflen i venstre hånd, så lægger han kniven og flytter gaflen over i højre hånd og vips er bøf - stykket spist. Jeg må kigge flere gange for at være sikker på at det fortsætter...... Det gør det.

Hvorfor gør man sådan. Måske er det nemmere eller hurtigere eller........

Jeg spørger forsigtigt en ung tjener, hans far er fra Sydafrika og hans mor er fransk, så han har i sin barndom spist med "kniv og gaffel", men nu hvor han bor i USA, spiser han med gaffel.  "Ellers bliver jeg moppet", siger han med et smil. Men nogen forklaring har han ikke.

At få noget at drikke på spisesteder er en spændende oplevelse.

Det er det første man bliver spurgt om, og da det ikke er nemt at vide, hvad der bydes på spørger man: "Hvad har i". Så kommer der en lang remse fra is te til Budweiser. Vand er en selvfølge. 

Alt kommer i store tykke plastickrus og med sugerør. Vandet smages der forsigtigt på, da det de fleste steder smager umiskendeligt af klor.

Et sted har de alle Pepsi produkter incl. Dr. Pepper. "Hvad er en Dr. Pepper?" spørger jeg. 

En kvik servitricer svarer:" En doktor og en pepper." Det bliver jeg ikke klogere af. "Hvor er i folks fra, når i ikke kender Dr. Pepper? Har i ikke Dr. Pepper i Danmark?" Nej, det tror jeg ikke. Så der måtte udleveres smagsprøve. Smager som cola med kunstig kirsebærsaft.

        

Som sagt serveres alt med sugerør, og det er lidt specielt at se pæne ældre damer og herrer suge is teen og vandet op af glasset.

Vores budget er Ikke til de dyre spisesteder, og Agern i New York trak tænder ud. Men et par gange mere er det blevet til steder med hvide duge. Her spises også med "gaffel", men sugerøret er forsvundet. Her er det som på film.................en herre med  whisky til maden.

Hvis nogen kan forklaringen på det med kniv og gaffel, så lad mig det vide.

At få vasket tøj ................

Når man skal på Road trip i 4 uger er det ikke muligt at have så meget tøj med, at der ikke skal vaskes undervejs. 

Det var så i går, vi gerne ville vaske. Intet problem, det har vi prøvet før. Mange moteller har gæstevaskeri, så det er bare at vælge et. 

Wilmington er byen. I følge "Magda" er der mange moteller at vælge imellem. 

Manden i mit liv skal bare gå ind, spørge om værelse og vaskeri. Efter tre forsøg med ja til værelse, men ikke vaskeri orker vi ikke mere og checker ind på Quality Inn uden vaskeri.  

Så må vi finde et motel med vaskeri i morgen. Vi beslutter at blive i Wilmington en ekstra dag, så der er mange muligheder endnu.

Det med det vasketøj rumsterer i vore hoveder hele aftenen, og vi bruger megen god tid på at checke moteller og deres faciliteter.

Da morgendagen gryr, ca kl. 8.00 og morgenmaden er spist, pakker vi bilen og drager ud for at finde motel med vaskeri. 

Best Western har vaskeri, men ingen ledige værelser. Hampton Inn har begge dele, men prisen er 244 dollar + skat. Det er bare for meget, så kan vi finde et billigere uden vaskeri og købe nyt tøj i Wall Mart for de sparede penge.

Nu er vi snart lettere opgivende og sure, kan det da være så vanskeligt at få vasket den smule tøj?

Comfort Inn har både værelse og vaskeri, men det er under reparation, meddeler Manden i mit liv. 

Men den søde dame i receptionen ved hvor der ligger et møntvaskeri. "Skal vi?"         JA..............

Vi checker ind, finder vasketøjet, finder møntvaskeriet, og i løbet af halvanden time står vi med skinnende rent tøj. 

Det blev en dejlig eftermiddag i  Wilmington 

Hjælpsomhed og venlig interesse er gratis

Nu, som ved alle de andre besøg i USA, har det slået os, hvor hjælpsomme, venlig og interesserede amerikanerne er. 

Ved kassen i supermarkedet er de første ord: " How are you doing". Ja, ja de har lært det på skoler og selvfølgelig er der mange, der ikke engang ser på os, når de siger det. 

Men, men flere gange har vi oplevet, at de har spurgt interesseret til, hvor vi kommer fra (vores accent, måske), og selvom, vi er lidt beskæmmede over vores behandling af flygtninge, så har vi hvergang svaret Denmark. Det udløser som regel et cool og spørgsmål om, hvad der bringer os til USA, om vi har familie her. Når vi beretter om vores planer og køreruten, så ønskes der god tur, kør sikkert og af og til et: " i World like to go myself".

I NY skal man, hvis man ikke vil kontaktes af venlige mennesker, der vil hjælpe, holde sit bykort i lommen. 

Du har lige få det frem og kastet et blik, så er der en venlig mand/ dame der spørger:" Do you need any help, sir?" Det er meget venligt, men sommetider, ved man ikke helt, hvad det er man leder efter, så der kan nemt opstå akavede situationer. 

Da vi skal med Metro ind til Washington er vi lidt tøvende ved billetautomaten. Straks kommer en ansat og  forhører sig om, hvor langt vi skal, hvor mange dage vi vil bruge kortet........han taster alt ind på maskinen, jeg når lige at tænke, om han også betaler for os......dog nej. Han følger os hen til nedgangen og sikrer sig, at vi kommer med toget med ordene: " Have a nice day and a nice stay," og han ser bestemt ud, som om han mener det.

Hotellet i Washington har en shuttle bus til Metroen. " It will leave, whenever you want". 

         

  

Det gør den, manden bag disken lader hotel være hotel og kører afsted. Undervejs drøfter vi ægteskabet, hvorfor det ikke holder i vore dage, at forventningerne er for høje og at lykken, i følge chaufføren, der er indisk, finder man først i himlen. Et ord er vigtigt i ægteskabet og han er meget ærgerlig, fordi han ikke lige kan komme på det. Vi aftaler, at han vil fortælle mig det i morgen.

Vi kan bare ringe, når vi kommer tilbage, så vil vi blive hentet indenfor 10 min.

Tilbage fra Centrum ringer vi efter Shuttlen, efter kort tid kommer den. Dejligt....... da vi er startet konstaterer Manden i mit liv, at de har mere end en shuttlebus, den vi er med er nyere. Et øjeblik efter siger han: "Vi har vel for pokker ikke taget en til et andet hotel?"  Lige i det øjeblik ser vi shuttlen fra Country Inn på vej mod metroen. Ups........heldigvis ligger der 3 hoteller side om side, så vi lander lige bag vores. Vi undskylder vores fejl. Chaufføren smiler, trækker sin mobil frem. " I will cal him, and i promis, he wount be angry."

Næste morgen komer den indiske ansatte løbende......"I remember the word..........respecting" 

Da Manden i mit liv checker ud giver han ham to goodie bags og et "Nice knowing you, drive safe"

Mænd og deres biler

Fra New York til Key West, det er turen, vi skal køre.

Så efter 3 gode dage i NY forlader vi søndag kl. 11.00 hotellet og begiver os trækkrende med to store kufferter fra 51'ende til 58'ende street, hvor biludlejningsbureauet skal befinde sig. Det er nede i et parkeringshus og de kender os. Yes sir, deres bil er klar, det er en jeep ( bestillingen hjemmefra lød på en Rav 4 eller lignende), så den er god nok. 

Men nu kommer det, som alle ansatte i biludlejninger gør, når de ser en mand.........." Sir maybee de vil opgradere,for en mindre sum kan de få en bigger and better car"  

Manden i mit liv ser på mig. "Du må afgøre det" svarer jeg. Vel vidende, hvad resultatet bliver. 

Manden i mit liv går ud for at besigtige jeepen og den foreslåede SUV.

Der er ikke plads til to kufferter i bagagerummet på jeepen, lyder meldingen. Så ............damen bag disken ser tilfreds ud. Vi opgraderer og får en Ford Egde. 

Den er meget komfortabel, og vi er ikke helt unge mere og der kan være 2 kufferter i bagagerummet. Der er kun et problem.........det vil sikkert tage os et par dage at finde ud af alt det elektroniske udstyr, så som intelligente dørhåndtag, seperat varme indstilling i føre - og passagerside. Elektrisk indstilling af sæderne, måske er der en katapult knap. Den er ved at komme i brug i dag, da det er min tur til at køre og Manden i mit liv for 4. gang siger: "Der er rødt."

         

         

Men det er en super bil og som altid, når det gælder biler har Manden i mit liv ret.

Prisen for opgraderingen?...............den er hemmelig.