mandag den 23. december 2013

Julefreden sænker sig...........

Lillejuleaftensdag, klokken er 5.30 og jeg er lysvågen. Usædvanligt for et B- menneske at være vågen på denne tid. Lister ud af sengen, så jeg ikke vækker Manden i mit liv, der sover på sit grønne øre 
( hvad det så end er). 

Checker iPad for beskeder, ser til Hay Day, tænder TV og ser de gamle nyheder. Verden står endnu. Laver kaffe og snupper en ostemad med julegele. Zapper lidt på fjernsynet, serier med dåselatter. Rammer DR-K, hvor Søren Ryge i en kirke fortæller om sin barndoms  nytårsaftener og ender med at skyde en hundeproppistol af. Sejt.........
Herlig jazzmusik fylder stuen. P8 jazz. 

Siddende i sofaen med en kop kaffe og liflige jazztoner kan jeg mærke julefreden sænke sig.

God jul til jer alle.

onsdag den 11. december 2013

Laver pensionister grønlangkål fra bunden ?

Julen nærmer sig med stormskridt. Traditionerne står i kø, så det er bare at vælge, hvilke der skal følges.
En, der ikke kan springes over, er menuen til den store julefrokost 2. juledag.
Sild, grønlangkål (lollandsk, som mor lavede den) med flæsk og pølse og til sidst ost. 

I tankerne er det planlagt og indkøbene er så småt gået i gang. Mange pakker frossen grønkål.
Åh, den er så grovhakket. Manden i mit liv foreslår, at vi hakker den en ekstra gang, når den er optøet. Altså....
Måske kan vi ordne kålen helt fra bunden.

Fat i Frk. Jensen, den kogebog svigter aldrig, hun kan alt det basale.
Der er to opskrifter på grønlangkål, ingen der ligner mors. Pyt, det er mest det med kålen, hvor meget og hvordan.
2 stokke til 4 personer.

Vi er 24, så det må blive mindst 10 stokke grønkål. Købes ved landevejen.
10 stokke ikke kan være i bagagerummet, så vi nøjes med de 6, der kan stoppes ind og trøster os med, at de sidste kan hentes, når vi har set, hvad 6 stokke giver.
 " Det svinder meget", belærer jeg Manden min om.

Her er 6 stokke grønkål

Efter at have set en video på Youtube, der viser, hvordan man ripper grønkål, er det bare at gå  i gang. Rippe og skylle. Det havde været godt, hvis badekarret, der blev taget ud ved den nylige renovering af badeværelset, ikke var kørt på genbrug, så kunne jeg have skyllet det hele på en gang.


I følge frk. Jensen skal kålen koge i ca. 10 minutter, inden  den skal hakkes. Her kommer jeg i tanker om min mors henkogningskedel. Den brugte hun, men den er vist også landet på genbrug, så suppegryden må i brug.

Det går strygende. Dejligt, at der er hakker på rørmaskinen, men armmuskler giver det ikke, som hvis det skulle gøres med håndsving.


3 timers arbejde og der er rippet, skyllet, kogt og hakket 7 kg. grønkål.


Der skal ikke hentes mere . Selvom Manden i mit liv foreslår, at jeg kan sælge hakket grønkål ude ved vejen. Han vil gerne hente det.

Nu er det lagt i fryseren og venter på 2. juledag.
Hvis nogen står og mangler et enkelt kilo eller to, så ring bare. 
Vi har rigeligt.