Mine aftener i biografen

Husk, at film skal ses i biografen, sådan sluttede Bogart Michelsen sine anmeldelser i TV. Jeg er helt enig.
I Nysted har vi en lille, men fantastisk biograf, den drives af frivillige, og der vises rigtig mange gode film, også de nye film er imponerende hurtigt på programmet.
I dette efterår har jeg indtil nu set Kongens store Tale og Rosa Morena. Jeg glæder mig til operafilmen Juan, og den franske perle Mine eftermiddage med Marguiritte og ikke mindst til at gense Woody Allens Midnigth in Paris.
Men ikke kun det, at der vises gode film, gør biografen til noget særligt. Der er noget ved stemningen, det at du kender en del af de andre tilskuere, at der er frisk kaffe og the før og under forestillingen, og jeg siger ikke, at der er faste pladser, men det er tæt på.

www.nystedbio.dk

En af efterårets glæder ...... gåsetrækket

Sidst i september først i oktober kommer de ..........gæssene.
I store flokke højt på himlen i sindrige formationer, skræppende. Vi hører dem som regel før vi ser dem.
Vi tror de skræpper, fordi de ikke kan blive enige om, hvem der skal flyve i front eller hvilken mark de skal lande på.
Det er et fantastisk syn, både i luften og når gæssene overnatter på marken foran huset.
I dag har vi haft fornøjelsen af deres selskab ved morgenmaden, inden de lettede for at fortsætte deres færd.

Det lille Hus på Askø

Huset på Askø er et refugium, et tilflugtssted.
Der er en egen stemning på øen, hvor der er ca. 20 fastboende og 200 sommerhuse.
Når man er der, falder man til ro, man er afslappet og helt uden stress.
Følelsen begynder allerede at indfinde sig, når man holder i køen på Bandholm Havn for at komme med færgen, det kan hænde, at der kun er en bil i køen...............din.
Så kommer den lille færge og "Kombardomanden"  (manden der siger; "Kom bare du") vinker dig om bord, måske med en bemærkning om, at det er længe siden, du har været med færgen.

Færgen på vej ind

Sejlturen til Askø tager 25 minutter og kan nydes fra soldækket eller i salonen.

Fra færgen er der 5 minuters kørsel til Det lille Hus.

 

Ankommet starter ritualerne, der skal åbnes for vandet, tændes for vandvarmeren, tændes stearinlys, skrives i logbogen og gås en tur i hele huset (48m2) for at sikre, at alt er i orden, så drikkes der kaffe på træterassen.

Haven er stor og udlagt som naturgrund, der skal slås græs og klippes i buskene, så de ikke overtager det hele, men det er også alt.

Der er dejlige gåture til vandet. Mod syd Lolland og mod nord Lilleø, der er 10 minuters gang til hver side og udsigten er fantastisk.

 

Udsigt mod Bandholm

Udsigt mod Lilleø

Det meste af tiden i huset tilbringes med at læse bøger eller med at lave absolut ingenting. Så efter en dag i Det lille Hus på Askø er der igen kommet strøm på batterierne.



Kan pensionister blive stressede?

Da jeg var arbejdsramt hændte det jævnligt, at jeg blev stresset. Mest når der var 3 - 4 aftaler pr. dag, og de lå så tæt, at jeg godt vidste, at det kunne knibe med at nå fra den ene til den anden i rette tid.
Hvis nogen i de perioder forstyrrede mine cirkler / koncentration kunne det hænde, at jeg blev lidt kort for hovedet. Det var også i de perioder jeg kunne køre ind i vores indkørsel og ikke være helt klar over, hvordan bilen havde fundet hjem, og Manden i mit liv vidste godt, at når jeg foreslog "madder" til aftensmad, så skulle han se ud, som om det var lige, hvad han kunne tænke sig.
Den tilstand vidste jeg godt, at jeg ikke ville savne, og jeg så frem til ikke at have nogen aftaler på min kalender.

Så sker det, de seneste 14 dage har der kun været 3 dage uden aftaler, og der har været flere dage med to aftaler og nogen af dem har endda været på tid.
Jeg begynder at kunne mærke følelsen af stress snige sig ind på mig, men jeg er dog ikke begyndt at snerre eller foreslog "madder" endnu. Når jeg skal være ærlig er mange af aftalerne spændende f. eks. snak om, hvordan  Albaniens projekt bliver beskrevet, øjenkontrol i Roskilde med hele dagen sat af hos søsteren til drøftelse af USA - tur i forår 2012, akvarelkursus og ikke mindst hygge med børnebørn.

Men naturligvis kan pensionister blive stressede.................. på en god måde.

Skal pensionister have et staudebed ?

Ja, det er lige noget for pensionister, der har tid nok for det kræver pasning.
Med vores meget store have (2000 m2), skulle der vel nok kunne blive et hjørne til et staudebed, og efter et besøg i Noldes have i Nieböll kunne det ikke gå hurtigt nok.
Med fra Nolde Museet er frø til dyrkning af valmuer, enzian, digitalis og riddersporer.

Noldes have

Men først skal bedet anlægges. Det er dejligt at kunne gå i gang med et frisk stykke jord. Ved at studere bøger og netartikler gik det op for mig, at det vigtigste, når man skal anlægge et nyt staudebed, er, at det areal, der skal bruges, skal være helt fri for rodukrudt dvs. skvalderkål. kvikgræs eller padderokker. De skal fjernes først. Da jeg havde læst det, blev størrelsen af staudebedet lidt indskrænket.

Det store ukrudt er nu fjernet.

Bedet mangler nu kun at blive kulegravet og få lagt kant. Murstenene skal graves ned på højkant, så slåmaskinen kan gå over dem.

Staudebedet, der er blevet smallere end tænkt

Jeg har besluttet at holde det kommende staudebed i lyserødt, blåt og hvidt, og indtil videre er der indkøbt  høstanemoner, akelejer, riddersporer, digitalis, skabiosa og i weekenden skal der købes lyserøde bonderoser og Sct. Hans urt. Det skal nok blive smukt.

Fortsættelse følger.

Skal pensionister gå til noget ?

Ja, alle skal. I Danmark er der tradition for, at så snart det bliver mørkt og koldt, drager et stort antal af befolkningen til et eller andet oplysende, kreativt eller fysisk aktivitet. Der er mange tilbud fra AOF, FOF og andre. De spænder fra fag som historisk mad over pergamentkunst med pergamano (hvad det så end er) til square dans, slægtsforskning og zumba.

Så der er meget at vælge imellem og det var ikke nemt at beslutte, hvad jeg ville gå til.
Motion kunne ikke friste, jeg holder mig til motionscyklen, så valget måtte stå mellem kulturelle arrangementer og kreative fag.
Det kreative vandt, og jeg besluttede at slippe min indre akvarelmaler løs på et kursus for begyndere.
Jeg har tidligere forsøgt mig med vandfarverne, men det er godt nok længe siden.

Men da jeg fik set i gemmerne,havde jeg det meste af det, der skulle medbringes.
Akvarelpapir, pensler, akvarelfarver og Manden i mit liv fik hurtigt fabrikeret en maleplade, så jeg drog glad afsted tirsdag morgen til undervisningen fra 9.00 til 10.30.

Hvem er kreative på den tid af dagen? Vi var 10 kreative. så blev der talt papir, farver, farvelære og om vi skulle have en kaffeklub..........JA.

Mine farver er meget gamle og viste sig at være noget slidt. Godt at nogen vidste, hvor jeg kunne købe nye.

Det kunne ikke ske hurtigt nok, så tirsdag eftermiddag blev der købt nye farver og et par pensler. Akvarelpensler skal være tykke (så de kan indeholde meget vand) og med en god spids. Jeg fandt en rigtig god pensel. Den søde ekspedient sagde, at han godt kunne forstå, jeg ville have den, det var en ægte mårhårspensel, men han ville ikke undlade at gøre opmærksom på, at den kostede 269 kr.
Tak, begyndere kan vist godt nøjes med en lidt billigere pensel.

Med mit nye værktøj er jeg klar til næste uges undervisning.

Reception for en tidligere kollega

En af mine tidligere gode kolleger havde sidste arbejdsdag i dag og jeg var inviteret til kaffereception.
Jeg var lidt spændt på at komme derhen og hilse på mange tidligere samarbejdspartnere.

Ville jeg opdage, at jeg savnede arbejdet?
At jeg savnede kollegerne ?
Måske havde alle glemt mig eller de huskede mig, men gad kun lige  at veksle et par ord (Hvordan går det, kan du få tiden til at gå?) inden de igen vendte tilbage til deres egen snak om problemerne på jobbet.

Det blev en god oplevelse, og der var mange, der hilste på og fortalte mig, hvor godt jeg så ud.
De kolleger jeg havde været tæt på i arbejdslivet, kunne jeg tale med som før, både om pensionistlivet og om, hvad der foregik på arbejdspladsen lige nu.

Følelsen af at være en del af det kollegiale samvær var der et øjeblik, men jeg tænkte også, at det var godt ikke at skulle være det i morgen.

Da jeg sagde farvel til den kommende pensionist følte jeg, at jeg havde et forspring på det punkt, nu var det hans tur til at finde sin facon at være pensionist på.

Jeg opdagede, at jeg ikke savnede arbejdet.
Det var dejligt at møde kollegerne, der er en eller to, som jeg gerne vil mødes med fortsat, men det var lidt som, når  jeg mødes med mit sygeplejehold........... vi havde noget sammen.

Engang kørte man søndagstur

Da jeg var barn, kørte vi søndagstur. Mine forældre havde ikke bil, men far kunne af og til låne firmabilen, en folkevogn boble, og så blev der pakket mad og kaffe, tæpper og et autobord med 4 stole.

Autobord med 4 stole

Så gik turen ud i det blå. Den gang var de blinde veje ikke så godt afmærket som nu, så det hændte ikke så sjældent, at vi endte på en gårdsplads, og min mor kom med den obligatoriske bemækning:
 "Så nu tror de, at der kommer gæster til kaffe."  Jeg ønskede altid, at der ikke var nogen hjemme eller at de ikke så os, det var for pinligt. Vi endet nu ofte dejlige steder. Høvænget Havn var et af de foretrukne.

Børnebørn ved Høvænge Havn

I dag var Manden i mit liv og jeg til eftermiddagskaffe hos datter og svigersøn, og vi kørte ud i det blå på vejen hjem.
Overalt er der tomme huse til salg, lidt deprimerende. Vi så på de første roebunker og konstaterede, at roerne er pæne og rene, det tror jeg med alt det vand, der er kommet. Der er stadig kornmarker, der ikke er høstet og halm, der ikke er presset.
Men det begynder at lugte af efterår. Turen var ikke lang, men jeg fik lidt af følelsen fra min barndoms søndagsture.

Så måske kunne man også i 2011 glædes over at køre søndagstur ud i det blå.

Så er der bestemt

Så er der bestemt.
Må vi godt bestemme, som mit ældste drengebarnebarn sagde, da han som 6 årig var med i stemmeboksen.
Også i dag var han med i stemmeboksen, og jeg havde vist glemt, at han nu er 10 år og glimrende i stand til at læse. så han proklamerede glad og højt: " Du stemte på de radikale, mormor."
Så meget for hemmelig afstemning.
Der er nu en særlig stemning på et valgsted, man møder mange mennesker, man kender og som man ikke ser så ofte, de valgtilforordnede er for nogens vedkommende gamle partifæller fra min tid i SF, så vi fik en snak om gamle dage og han var ikke glad for proklamationen.

Nu er der bare tilbage at vente på resultatet.

Det blæser her på landet

Juli og august måned var så våde, at der stadig står blankt vand på mange marker her omkring.

Manden i mit liv har siden juni gået og skævet til det meget dyre hårde træ (Rubini), der skal blive til "De forbudte trin", hedder sådan på grund af prisen, så vi satte vore lid til september. Men ak, der har ikke været to sammenhængende dage uden regn, og mit forslag om at arbejde under parasollen vandt ikke gehør, så det går vældig langsomt.
Da det endelig holdt op med at regne kom blæsten, og når det blæser på landet, så er der vind i sejlene, men der kan godt arbejdes, når vinden kommer fra syd/vest og trinene skal lægges mod øst, så nu er rammen lagt.

Blæsten gør at æblerne falder ned i stor mængde, og at man nemt kan risikere at blive ramt af et vildfarende Ingrid Marie. Østersøen viser tænder og edderkopperne, der bor  omkring huset svajer i deres net.

Vasketøjet blæser jævnligt af snoren og nettet på børnebørnenes trambolin er lagt ned.
Når man runder hushjørnet fra syd mod vest, kan man rigtig mærke hvor meget frisk luft, der er her på landet, i dag blæser det 9 meter i sekundet, det er i følge DMI stormende kuling (Store grene knækkes, tagsten blæser ned).
Men der er også noget godt ved blæsvejr. Man kan blive inde, koge æblegrød og sylte svesker i madeira, sidde i sofaen med Fay Weldons nye roman Primrose Hill, der beskriver England år 2013, hvor nationen er gået fallit, jeg synes, den ligger tæt på noget, der kan ske i virkeligheden, og der er ingen lille stemme, der siger: "Du må da kunne finde noget mere fornuftigt at tage dig til?"

At være alene med sig selv er et privilegium

Manden i mit liv havde lovet at skifte en vandhane og slå græskanter hos den ældste søn. Så kl. 8.30 drog han afsted med bilen fyldt med værktøj, både det han vidste, han skulle bruge og en masse mere, som han måske kunne få brug for.
Efter at vi i 39,5 år har været fra hinanden i de fleste dagtimer, har vi det sidste halve år tilbragt de fleste dage sammen, godt nok har vi haft hver sine gøremål, men vi er altid lige i nærheden.
Det er dejligt og ind imellem irriterende.

Så da Manden var kørt skyndte jeg mig at skænke en ekstra kop kaffe og køre 30 min. på motionscyklen, mens jeg blev opdateret på nyhederne i TV og zappede lidt på formiddagsserierne.
Næste punkt, en dejlig cykeltur på el-cyklen til Nysted (7 km) for at handle i Netto. Hvor er der altså mange fristelser i den butik, men det lykkedes mig at komme ud med det, der stod på sedlen plus 2 pakker servietter, en pose italiensk mel og Søndag (ugebladet der kommer mandag), det må siges at være godt gået.
Hjemme igen blev der bagt spelt/squash boller og lavet æblekage til tonerne af Everybody´s talking, det er befriende at spille højt og skråle med på omkvædet. Hvor har vi mange CD ´er,  jeg faldt i svime over alle dem med Elvis, hans gospelsange er bare kræs for øregangene.

Lige nu sidder jeg og nyder solskinnet, Elvis og at haven på god afstand ligner en velholdt park.

Om en time kommer Manden i mit liv og et barnebarn, senere kommer den ældste søn med familie til aftensmad.
Det bliver dejligt.

Man skal holde sig til motionscyklen

Motion i frisk luft er ikke værst og anbefales af mange. Så det blev besluttet, at manden i mit liv, det ældste drengebarnebarn og jeg skulle cykle en dejlig tur på 20 km til Holten og hjem.
Vi ventede det meste af dagen på at vejret skulle klare op, kl. 15.00 så det rimeligt ud, selvom solen ikke var fremme. Vi pumpede alle cykler, medbragte kaffe, kager, sodavand, kamera og regntøj, og startede på turen i højt humør. Det er en dejlig tur, der går langs med vandet og med udsigt til Ålholm Slot og Nysted Nor, der var mange måger og skarv der tørrede vinger.

På cykelstien var der mange vandhuller som barnebarnet spurtede igennem. Da han havde passeret det største ringede mobilen, Manden i mit livs cykel var punkteret et sted bagude.
Først måtte jeg spurte for at indhente barnebarnet, så måtte vi spurte tilbage for at se, hvor alvorligt det stod til. Baghjulet var FLADT og kunne ikke pumpes. Barnebarnet foreslog, at han kunne gå op på en gård for at hente hjælp, en traktor eller noget. Men efter kaffe og sodavand blev strategien, at Manden i mit liv og barnebarnet kørte hjem på de to gode cykler og hentede bilen med cykelstativ, jeg kunne så gå med den flade cykel, så langt jeg orkede, det var ikke langt.

Manden med den flade cykel



Efter tre kvarter kom de to mænd med bilen og var meget stolte for de havde cyklet 17 km.
Jeg havde cyklet det halve, gået det kvarte og havde fået ondt i gigtknæet.

Så fremover holder jeg mig til motionscyklen.

Gensyn med Tirana

                                                        Skanderberg Pladsen i Tirana

Manden i mit liv og jeg planlægger at tage til Tirana i oktober. Hvorfor Tirana når Rom eller Paris kan fås til samme pris?
Måske fordi det skal ske ca. hver 7. år.

I 1996 var jeg deltager i et projekt på universitetshospitalet i Tirana, hvor formålet var at højne den basale plejestandard for de kronisk sindslidende, der er indlagt på hospitalet og sikre at personalet efter afslutning af projektet vil være i stand til at videreføre de ændringer, der blev sat i gang.
Projektet blev udført efter en learning by doing metode, hvor personale fra Danmark med erfaring i at arbejdet med kronisk sindslidende tog til Tirana i 2 måneder og arbejdede sammen med personalet på hospitalet.

Det var mildt udtrykt anderledes end i Danmark og lettere chokerende. Det vi anser for basalt i Danmark, personlig hygiejne, ernæring, rent tøj og en ordentlig seng at sove i, synes ikke eksisterende. Det var også vanskeligt at forstå, at alt ikke kan ændres her og nu, og for danskerne var bureaukratiet ret irriterende. Da perioden var slut, havde man fået vist, hvordan de basale behov hos patienterne kan dækkes og skabt en kontakt og et samarbejde med det albanske personale.
I foråret 1997 kom personale fra Tirana på besøg i Danmark, det blev meget kaotisk, da besøget faldt sammen med, at økonomien i Albanien gik i opløsning med borgerkrigslignende tilstand til følge.
Det blev derfor en uge, hvor de albanske gæster mest så fjernsyn og forsøgte at få kontakt til familien hjemme.
Mit sidste besøg i Tirana i forbindelse med projektet var i efteråret 1997, hvor jeg sammen med to kolleger underviste på universitetshospitalet. Herefter lukkede projektet.

Siden 1997 har min interesse for Albanien og albanske forhold været usvækket, og ofte har jeg tænkt, at det kunne være spændende at gense Tirana, og de mennesker, jeg dengang havde et samarbejde med.
Da Politiken i 2004 udbød en kulturrejse til Albanien, måtte jeg af sted. Inden afrejsen forsøgte jeg at få kontakt med tidligere samarbejdspartnere i Tirana, det lykkedes. I løbet af den uge, jeg var i Albanien besøgte jeg igen hospitalet og et Club House for sindslidende, der var etableret efter projektet.

                                                     Indgang til psykiatrisk afdeling


Mit besøg på hospitalet fandt sted sidst på eftermiddagen, og måske var det derfor jeg oplevede et ejendommeligt flash back. Der var meget stille, og det var som om jeg havde forladt det i går. Den renoverede have var lidt forsømt, på børneafdelingen lyste dørene i de muntre farver de fik i 1996, børnene så også ud som dengang, men det kan ikke være de samme børn. En ny ting viste Ariana mig, en nyindrettet skolestue. Da jeg med begejstring gav udtryk for, at det var dejligt med et sted, hvor børnene kunne blive undervist, så hun undrende på mig. Den er til de lægestuderende.
Jo, meget var ved det gamle.

Senere på ugen mødtes jeg med Ariana i Club House Tirana. Et to etagers hus midt i byen. Efter danske forhold er det meget spartansk indrettet. Huset har 178 medlemmer og 30 kommer dagligt.
Det har åbent alle dage undtagen søndag fra 9.00 til 17.00. Her kan medlemmerne få et måltid mad, og vi så eksempler på resultatet af de aktiviteter, der er i huset.

                                                       Gården i Club House Tirana

Tirana var næsten som jeg huskede, blot var der meget mere trafik og det uden at gaderne var forbedret, de fleste var fortsat uden asfalt og med mange huller. Der blev bygget overalt, parkerne var uden de mange interimistiske barer, som var der i 1996 og lignede parker, og de grå lejekaserner havde fået farver. Der var fortsat hestevogne blandt audier og BMW`er, men ingen køer græssede som i 1996 på kanten af kanalen, der løber gennem byen.

                                           Her boede lederen af Club House

Det skal blive spændende at se, hvor meget der er sket med byen i løbet af de sidste 7 år.
Jeg glæder mig til gensynet med Tirana.

Skal pensionister motionere ?

Ja, vi skal, hvis du ikke tror det så se bare i aviserne lige nu:

Slank i form, Rygtræning, Store bolde, Stepaerobic, Indoor cycling. Når jeg er helt sikker på det er motion for pensionister, så er det fordi alle hold har formiddags tider.

Jeg har altid synes at motionens glæder var stærkt overdrevet, men min første rejse som pensionist, har overbevist mig om, at slidgigt knæ ikke har godt af at sidde stille i en bus eller på et skib i en uges tid. Så vel hjemkommet besluttede jeg, at nu skulle der gøres noget ved det, nu skulle knæet bevæges og et lille vægttab kunne vel altid være en sidegevinst.

Så var det i gang med at studere annoncer og læse på fitnesscentres hjemmesider for at finde det, der passede lige til mig. Det tog et par dage at pløje sig igennem alle de spændende tilbud, og jeg har endnu ikke bestemt mig.

Men mens jeg tænker, har jeg anskaffet en kondicykel og en halv time på den dagligt må da give noget  og så er der flere goder ved hjemmemotion, mens der cykles kan jeg følge med i yndlingsserien eller nyhederne på TV, og her kan politiske debatter anbefales, de får hastigheden i pedalerne til at stige, kaffen kan også indtages siddende i sadlen.

Naturligvis skal jeg bestemme mig for et motionstilbud, men det er ikke sikkert det bliver i denne vinter.