torsdag den 11. september 2014

En oplevelse....................

Tirsdag d. 2. september er Manden i mit liv og jeg på Askø for at arbejde.
TV avisen i det lille bitte fjernsyn viser unge, der sætter pinde i en strand på Vestkysten i forbindelse med et eller andet.
"Det vil jeg se"
Ved nærmere undersøgelse viser det sig at være Vadehavs Festival, der åbner d. 4. sep. Vi må derhen.

Manden i mit liv kan nemt lokkes, især når turen går til hans hjemegn Vestjylland.
Der er ikke langt fra ord til handling, Turen bliver planlagt fra d. 9 til d. 10 september med overnatning på et af kystens badehoteller.

Første stop Esbjerg, Hvor frokosten....fisk....bliver spist på Hjerting Badehotel med udsigt over havet. Så et besøg hos Mennesket ved havet og hos fætter Per,
Der er noget specielt ved at besøge familie, man sjældent ser. Hyggeligt og nostalgisk.

Mennesket ved havet...........

Overnatning er bestilt hjemmefra........ Strandhotellet i Vejers...... Værelse med udsigt og halvpension. Hotellet trænger til renovering, værelset var vel moderne for 30 år siden, men udsigten, maden og værten er en oplevelse.


Fjernsynet med 3 programmer

Udsigten 

"Der er buffet," lyder det fra den søde unge pige. Jo, der er lidt af hvert sild, fiskefilet, laks, ål, hummerkløer, ananasring med hønsesalat (havde næsten glemt denne forret), tarteletter, flæskesteg duer og,..............alt hjemmelavet,  men det mest fantastiske er osten. "Der kommer en bil med oste og så går han (værten) ind og vælger" svarer den unge pige på min forespørgsel om, hvor de får ostene fra.
Værten har haft hotellet i 50 år og må være godt oppe i 70érne, Han går omkring i et blåt noget nusset arbejds forklæde og giver gode råd til, hvad man kan opleve i omegnen. Fortæller at ostene er Arlas Unika oste, som tidligere kun blev solgt til de fine restauranter.
Han har ikke meget tilovers for Vadehavs Festivalen. "Det er en masse skrammel, der er sat på stranden, nej så hellere Skallingen og Filsø"

Vi vælger nu "skramlet" og bliver behørigt imponeret over de mange forskellige installationer.

De tusinder af pinde

 der danner bølger

Fisk på land

I land drevne handsker på pinde

Trods den manglende anbefaling er det en god oplevelse at gå på stranden og se al den opfindsomhed, der er samlet her.

Men Skallingen og Filsø er ganske rigtigt fantastisk natur, så tak for tippet til værten.

Fruen på Skallingen med udsigt mod Esbjerg

Rolige, smukke dage med gode oplevelser, vi lader op til den kommende vinter.



onsdag den 4. juni 2014

Bird in Hand....... oplevelser i Amish land

Sidste planlagte stop på turen er Bird  in Hand i Lancaster, hvor den næststørste Amish settlement i USA på 30. 000 personer findes.
Vi har bestilt hjemmefra. 2 nætter på Armish Inn og Suites og en oplevelsespakke med foredrag, rundtur mm. 

På vej dertil, skal vi lige læse lidt på voucher og ups....... datoen på oplevelsespakken er forkert. Telefonopringning til bureauets nødtelefon i Danmark, de lover at forsøge at få det ændret. 

Da vi ankommer løser det hele sig, og vi kan checke ind på den fantastiske Inn. Portieren meddeler at vi er blevet opgraderet til en suite........den er endda med udsigt.
   
                        

Det tog lidt tid, at fordøje, hvad vi så. Men de næste par døgn skulle vi se mange flere Amish people.

Aftensmad på Amish Inn, hvor vi vælger family - dinner. Det betyder, at man sidder op til 10 personer ved et bord og at maden sendes rundt. Vi sidder med en familie på 6, de 4 drenge er 7, 5, 3 og knapt et år. Det hjælper lidt på børnebørns underskudddet. Det er hyggeligt og man kan ikke undgå at komme i snak. Der er riglelig mad. Salat, kylling, oksekød, medisterpølse, grønsager, is og kage.

De forudbestilte oplevelser starter med filmen om Jacob, der er rumspringer. Det betyder at han bevæger sig omkring i verden undenfor for at beslutte, om han vil døbes og blive i Amish. 
Den gav en rigtig god baggrund og forståelse af kulturen. 

Næste stop er Homestead, hvor vi ser en Amish skolestue og et hjem. 

Amish har deres egne skoler. Et rum, hvor alle børn undervises sammen fra 1 til 8 klasse. Læreren er en ugift kvinde uden speciel uddannelse. Der undervises i almindelig fag og i High German, som er det sprog, troen formidles på. Der undervises ikke i science, da det kan så tvivl i børnenes sind.

                         
                                                            Fruen på skolebænken.

Husets indretning ligner noget fra 20' erne, men er som man lever i dag. Der er ikke elektricitet, men køleskab, der går på gas, vaskemaskine, der drives af trykluft. Der er rindende vand, WC og brusebad. I et lille hus udenfor, er der installeret telefon. Det er helt almindeligt at flere familier deler den. 
Der er ikke billeder på væggen undtagen,  hvis det er noget, har det en praktisk funktion f. eks. Kalender, ur, broderi med stamtræ eller religiøse sætninger.
Det er interessant og oplysende.

Farmlandturen med shuttlebus viser sig at være rigtig spændende. Mest fordi guiden er så vidende. Her skal bemærkes, at ingen guider er Amish. Vi kører i halvanden time og bliver uafbrudt gjort opmærksom på karakteristika ved Amish farms, der ligger side om side med english (guidens udtryk for ikke Amish) farms. Telefonhuset, der ligner et lokum, tøjsnorene, der hænger højt, husene, hvor der er bygget til, så flere generationer kan bo der. "Kirkevognen" der er fyldt med bænke og service. Gudstjenesten, der varer 3 timer, holdes i hjemmene på skift, der skal gøres plads til og serveres frokost for omkring 150 personer, så vognen kører fra sted til sted.

                         
                                                            Tøjsnoren ved Homestead

Guiden gjorde meget ud af, at Armish var naboer og at man levede og arbejde side om side. 

Sidste oplevelse var en buggyride. 

                            
                                                           Her venter hesten og hanen.

Det er imponerende, at man kan køre med heste på vejene, hvor personbiler og kæmpe lastbiler suser forbi. Hestene er fuldstændig rolige. Vi så dog en hest blive skræmt og løbe ind på en mark.......den blev skræmt af to heste.
Undervejs kørte vi ind på en gård, hvor to barbenede piger solgte cookies, limonade, vand og sølvmalede hestesko. En gæst spurgte om han måtte fotografere dem. Svaret var et sødt " No thank you"

Det har været en god og tankevækkende oplevelse. Der er tale om mennesker, der lever enkelt og efter deres overbevisning, men ikke fanatisk eller uden kontakt med verden udenom.

mandag den 2. juni 2014

På besøg i Detroit.........en by, der er gået konkurs......

 Detroit er bedst kendt for sin bilindustri og er hovedsæde for "the Big There.  Ford, General Motors og Chrysler. Byen havde i 1960 2 mill. Indbyggere, men har nu kun godt 600.000. Det og tilbagegangen for bilindustrien har afstedkommet betydelige økonomiske problemer. I 2013 måtte byen indgive konkursbegæring med en samlet gæld på 115 milliarder kr. Den største i USA's historie.
Som redningsplanke har byrådet foreslået at jævne 1/3 af den allerede forfaldne by med jorden.

Detroit er et af de forudbestemte stop på vores tur. Her skal vi besøge Francine min kusines veninde, som vi mødte sidste år i San Francisco. Vi er spændte på, hvordan en by, der er gået konkurs ser ud.
På turen hertil har vi talt med flere, der, når de hører Detroit, udbryder: " Der skal i passe på, der er mange steder, hvor det er ......dangerous.
Vi trøster os med at Francine ved, hvor det ikke er farligt. 

Vi besøger Greenfield Village, som Henry Ford har opbygget. Her er mange historiske huse, som enten er flyttet hertil eller opført som kopier.  Men det mest interessante er de gamle biler, der kører med gæster. Manden i mit liv er begejstret. " De har tre pedaler og og gearskiftet foregår i dem, gashåndtaget sidder ved rattet. Bare jeg måtte prøve at køre sådan en........" 

                           

Mange af husene har egen kustode, der med entusiasme beretter historien, der knytter sig til stedet. Edisons Lab ejer den første fonograf, som blev demonstreret med stor fryd. Det første hus med elektrisk lys, er der også.
Jeg falder pladask for hattesalonen og både hattene og ekspeditricen er smukke.

        

                                                 
                                                   

Vi har ikke set noget til konkurs følger endnu. 

Næste dag starter vi på Farmers Market, her er alt i frugt, grønt og blomster også et ægtepar, der sælger grass. Det presses og drikkes som juice. 

                        
                                                            Mon det er sundt?

Vi sætter kursen mod Down Town, her må man da kunne se følger af konkursen. Der er god plads mellem husene og mange af pladserne er ikke asfalteret, her har man revet forfaldne huse ned. 
Så lidt ser vi da. 
Vi ender på den smukke River Walk langs med Detroit River med udsigt til Windsor i Canada. På mystisk vis ligger det mod syd............ se selv efter på et kort. 

                        

På vej tilbage til Francine og TicTac et kig på The Detroit Tigers  (baseball holdet) hjemmebane. 

                       

TicTac er en historie for sig. 
Amerikanske kvinder får åbenbart ordnet deres negle tidligt og silde. Salonen har åbent fra 9.00 til 20.00. Da jeg aldrig har prøvet at få ordnet negle ligger det lige for. 
Salonen er fyldt. Godt vi har bestilt plads, så der er 3 ledige stole med fodbad. Jeg vælger hele pakken og får ordnet fødder, hænder, fjernet hår i ansigtet og rettet øjenbryn. Det er herligt, der går kunder ud og ind af døren uafbrudt, der bliver valgt farver på neglelak, der bliver talt og råbt på vietnamesisk mellem de ansatte. Det sprog lyder så smukt.

Resultatet.........tja farvevalget (mit eget) vidner om, at jeg ikke har megen erfaring. Men velværet var stort.
                 
                        
                          

Der var dejlige dage i Detroit.

søndag den 25. maj 2014

Tivoli fest i Elk Horn..........

"For mange måneder siden så vi en dokumentar i TV.........Danmark på prærien.
Den handlede om Elk Horn i Iowa. Da vi planlagde turen til USA, var vi enige om, at den by ville vi besøge. Manden i mit liv mente, vi skulle være der til den årlige Tivoli Fest, og det var vi så.

Længe før du når byen, der har 600 indbyggere, er der danske flag og skilte der henviser til byen.
På flagstænger foran husene er både amerikanske og danske flag.

                          

Alt er som i filmen. Møllen fra Nr. Snede, som blev bragt over i småstykker, byder velkommen.

                           

Inde i mølleforretningen kan man købe mange danske fødevarer. Bemærk remouladen.
Vi sætter straks kursen mod brandstationen, hvor den store attraktion er æbleskiver og medisterpølse.

                           
Til vores store overraskelse smager det udmærket, og der er lige så meget man kan spise, når man har betalt 7 dollar. Der langes ca. 1400 portioner over disken på de to dage.

                            

Der er ingen tvivl om, at Tivoli Fest er en stor begivenhed.
En time før Paraden, hvor årets Tivoli konge og dronning kører gennem byen fulgt af borgmesteren i amerikanerflyder, diverse foreninger i pyntede vogne, traktorer, politiske partier, gymnaster mm. tager folk opstilling på begge side af vejen. De fleste har medbragt festivalstole, os der ingen har må sidde på de høje kantstene.

                            
                                                                 Kongen og dronningen

En ting er alt det der foregår, men det mest interessante og sjove er alle de forskellige mennesker, der gerne vil snakke med de "rigtige" danskere.
Damen ved siden af mig på kantstenen, der gerne ville høre mit efternavn, og blev slemt skuffet, da det ikke var et sen-navn. 
En mor og søn, der gerne ville lære dansk, og ville vide om det var svært.......tja. 
Museumsdirektøren, der uden tøven, da manden i mit liv talte sit bedste engelsk, sagde:" Hvor i Danmark kommer du fra?"
Den gamle dame, der rykkede hen ved siden af os, så hun kunne øve sit danske.
Alle fortalte med stolthed om deres danske rødder. Forældre og bedsteforældre der kom til Elk Horn og de ville gerne vide, om vi kendte det sted i Danmark, hvor de kom fra. Godt Danmark er lille. 
      
Inden vi tog hjemmefra, havde jeg lovet min svigerdatter at hilse borgmesteren fra hende. Det blev gjort. Han spurgte: " Hvorfor har du ikke taget hende med?" Nøh, hun skal være hjemme hos sine 5 børn." " Dem kunne hun da bare have med."

         
                                        Flotte er vi. Borgmester Stan og jeg.
  
Det var en god oplevelse, at være i Danmark på prærien.

Filmen kan ses på You Tube og kan anbefales.
                       


onsdag den 21. maj 2014

Hvordan man finder alting..............

Magda er, som den trofaste læser vil vide, en GPS. Til trods for, at hun jævnligt må beregne ny rute, hæver hun aldrig stemmen eller mister tålmodigheden. Hun er uundværlig.

Hver dag ved frokosttid finder hun en park med borde og bænke og hver dag hen under aften tilbyder  hun et udsøgt udvalg af moteller.


      
                                                    Hvad med frokost i Versailles?

Men det mest imponerende er dog, at hun ved, hvor der er interessepunkter. Museer, parker, vartegn, historiske monumenter og andet.

Vi har på denne tur benyttet os af hendes viden. Om aftenen har vi set på, hvad der er i området, og næste dags formiddag finder hun det, vi har valgt, uden besvær.

Det giver gode oplevelser,

Fort Hunter i Harrisburg. Med The Mansion og egen covered bridge. 

                        


        
         Black Water Falls i West Virginia en storslået oplevelse. Vandet falder 19 m og er ravfarvet.


         
             Serpent Mound i Adams County, Ohio er en af de overraskende oplevelser

Højen er 1330 m lang og formet som en slange. Udført af indianere for 2000 år siden. Man er ikke sikker på, hvad funktion den har haft.....men helligt symbol eller astronomisk relateret er nogle af gættene. 

Ja, der er gode oplevelser over alt, det er kun at gribe dem.

mandag den 19. maj 2014

Hvad man dog oplever..................

I Ankommet til Guds eget land, hvor står oplevelserne i kø.
De skæve er de bedste og sjoveste.

Skal finde det bestilte motel. Klokken er 22.00 i New York, men 4.00 i kroppen. Det er mørkt og regnen øser ned. Godt vi har fået den dejlige bil, og at Magda kender vejen. 

       

Magda leder og leder efter satelitter. Manden i mit liv mener, han kan finde vej. Så vi starter. 
450 m før motellet lyder det: "Drej til højre. Ankommer til destination på højre side." 
Glade for at se en seng efter 21 timer på farten.

        

Udhvilet og med morgenmad i maven går turen mod vest. 
Magda fungerer upåklageligt og New Yorks skyline toner frem. 
Pludselig misser Manden i mit liv et....... hold til venstre, og vi befinder os midt på Manhattan i tæt, tæt trafik. Efter ca. 1 time passerer vi tunnellen under Hudson River og forlader New York med kurs mod Harrisburg (Tree miles Island). 

Ved frokosttid finder vi en park i Hamburg PA. Navnene her er bibelske (Betlehem), tysk eller fransk klingende. 
I parken er bryllups fotosession. Vi får et par billeder og mange smil. 

                      

Fotografen betror os, at hans kone og søn har været i Danmark.

                       
Dejlig oplevelse.

Ankommet til Motel 6 i Harrisburg kommer Manden i mit liv i tvivl om, hvilket brændstof der skal på bilen. Det lugter som diesel......men der står ikke noget på dækslet. Instruktionsbog findes ikke. Motoren er pakket ind, så man ikke kan se tændrør eller dyser. 
Opringning til udlejningsbureau........... De har ingen biler, der kører på diesel. Manden er ikke sikker på, at damen ved, hvad hun taler om. Ekstra opringning, samme besked.
Fruen finder et Alamokontor i Harrisburg Lufthavn. Manden i mit liv kører afsted......efter sigende ser to mænd på bilen og udtaler, at der skal benzin på tanken. 
Først da svigersønnen fra Danmark siger, at hvis tælleren viser mere end  4000 omdrejninger, så er den benzindreven. 8000 er max........What a relief.

Jo, der er mange gode oplevelser og flere i vente.



fredag den 14. marts 2014

Kan pensionister få forårskuller ?

Det begyndte, da DMI lovede solskin, svag vind og temperatur op mod 10 grader.

Så kan man mærke en let sitren, der slår over i en ubændig trang til at være aktiv i haven.
Alle have blade siger ellers, at man bare skal tage den med ro, haven sover stadig og frosten og sneen kan endnu komme. Tænk på 2013, hvor der var sne fra midt i marts til begyndelsen af april.

Ja, ja men buske og frugttræer kan man da ordne.

Derfor drog vi d. 4. marts til  Det lille hus på Askø for at skære i alt det, der vokser rundt om grunden.
Søster og svoger var kaldt til forstærkning. Der blev gået til den og efter to dage var græsplænen fyldt med afklippede grene.Det sås ikke meget på beplantningen.
Nu skal det afklippede bare væk. På Askø må man ikke have åben ild, så søsterens forslag om et kæmpe bål måtte desværre opgives. Det ville have været nemt.
Det må blive genbrugspladsen på øen. Den har åbent onsdage og lørdage i to timer. Manden i mit liv skønner, at der er mindst 10 til 15 læs på traileren, så der er til mange ture i mange dage.


Det var alligevel lidt vel meget arbejde selv for Manden i mit liv, der efter en uge erklærede, at vi måske burde leje en flismaskine og flise hele møget. Efter grundig undersøgelse viste det sig, at det ville koste ca 1500 kr for en dag.
 "Så kan vi måske lige så godt investere i en kompostkværn, de koster ca.2000 kr" erklærede Manden.
Vi fik travlt med at se på Nettet på priser og kvalitet, og var lige ved at komme forsent til et teenagerbarnebarns fødselsdagfest.
Næste dag blev den bestilt............. Boschen i bedste udgave til lidt mere end 2000. Den æder alt op til 4 cm og naboerne kom forbi for behørigt at beundre nyerhvervelsen.


Nu kan vi sprede hjemmelavet økologisk flis i hele haven og komme af med grenene på Askø i et hug.


Jo, forårskulleren har tag i os alle. Desværre også i landmanden, der hele dagen har nedfældet gylle på marken lige udenfor vores hus.


Men som min mor sagde: "Det lugter af vitaminer"

lørdag den 1. februar 2014

Skal pensionister prøve nye opskrifter ?

Efter jeg er gået på pension og er hjemme de fleste dage, har madlavningen mere og mere båret præg af de retter, jeg har fået i min barndom.
Det kan være stuvet hvidkål og frikadeller, brunkål med flæsk, flæskesteg med sprød svær, karbonader med grønærter, æblegrød, æbletrifli, æblekage.
Det med æbler har taget et omfang, så de børnebørn, der spiser her mandage altid spørger, om vi skal have dessert og prompte tilføjer, det er nok æble.....et eller andet.

Til min nys overståede fødselsdag fik jeg en dejlig bog af min søde søster og svoger.
Ruths Hotel og Michel Michaud.
Smukke billeder fra Skagen og fantastiske opskrifter med østers, trøfler, carljohan svampe, masser af fiske- og skaldyrs retter og lækre, lækre desserter.
Det ser meget vanskeligt og arbejdskrævende ud og tålmodighed  er ikke en af mine spids kompetencer, så..........vi venter til det bliver sæson .
Sæson for hvad......østers, østershatte, knurhane, kulmule eller kanin?

Der må vel for pokker være en opskrift i den flotte bog, som kan prøves i en pensionists køkken lige nu.
Aftensmaden er lagt fast, rødbedesuppe (ikke en ret i min mors køkken), så det må blive dessert.

                                   
Valget faldt på Lyse Cookies

Lys chokolade, hasselnødder, brun farin og smør i store mængder. Det lyder dejligt. 
Der må ikke røres for meget i dejen, så skiller den. Formes til en pølse, der pakkes i bagepapir, hviler 2 timer i køleskab, skæres med papir og bages i ca. 20 min.

                    

Her er de så, mine. Ligner ikke helt dem i kogeboge. Men, men de smager som konfekt.

Næste forsøg skal være Kartoffelburger med froie gras og karljohansvampe.
Måske når søster og svoger kigger forbi.

onsdag den 15. januar 2014

Man kan blive grebet.............

Det er aldrig til at vide, hvad man pludselig kan blive grebet af.

I efterårsferien tog jeg et billede af en blodbøg i Fuglsang Have. Det var et smukt billede og jeg lagde det på Facebook for at dele med vennerne.
Min IT - fætter skrev. " Det skulle du sende til Den Lollandske Natur"
Den lollandske Natur viste sig at være  et fællesskab på Facebook, der byder på fotografier af lollandske naturperler. 
Så blodbøgen blev sendt og delt af DLN.


Det var en god fornemmelse at være med til at pege på naturperler og mange kunne lide billedet.

Men der skete også noget andet. Pludselig kunne jeg på mine køreture efter børnebørn (2 gange om ugen) tage mig selv i at tænke. " Det her er da lige et motiv til Den Lollandske Natur, eller det sted har jeg da aldrig lagt mærke til før.
Det har medført, at jeg tager fotoagarfipparartet med på gå-, cykel- og bilture.Så der lige kan stoppes, når motivet er der. Det skete til stor moro for 2 af børnebørnene, der sad i bilen og så Farmor løbe rundt vejen for at få et godt billede af et stormfældet træ.


En af de hyppigste cykeltur går mellem Stubberup og Nysted af stien forbi Ålholm.
Der er rigtig mange motiver, kig ind over Nysted, Rørsøen med de afpillede træer og det gamle vandtårn i Ålholms Park, hvor et  barnebarn og jeg har talt om, at det kunne være sjovt at bo.
Med et var det et smukt motiv.


Indtil videre er det blevet til 16 billeder på Den Lollandske Natur. Det sidste er rigtig lollandsk.
Et stengærde med et piletræ.



Der er nu noget specielt ved at blive grebet af et eller andet................


søndag den 5. januar 2014

Skal pensionister have nytårsforsætter ?

I den sidste uge op til nytårsaften har der været mange tanker om, hvad der skal satses på i det nye år.
Det er ikke så helt lidt, der har været oppe at vende.

Mere motion....
Tabe i vægt.....
Spise sundt.....
Bruge færre penge......
Gøre det påbegyndte strikketøj færdigt........

Når jeg ser det på tryk, bliver jeg meget træt og må skynde mig hen på sofaen.
Den har også været oppe.....mindre tid på sofaen.........

Måske skal der tænkes anderledes. Ikke så kedeligt, så kan det være satsningen lykkes.

Små cykel - og gåture
Mindre pålæg på rugbrødet til frokost
Flere avocado og appelsiner
Kun bruge penge på det sjove
Trævle strikketøjet op

Jeg kan allerede mærke et lille smil i mundvigen.

Men det, der virkelig skal satses på i det nye år, har Peter Plys sagt.



Så lad os gøre hver eneste dag i 2014 til vores favorit dag..

Godt Nytår og god fornøjelse med nytårsforsætterne.