At rejse som penisonist

Manden i mit liv og jeg er enige om, at rejse er at leve. Så nu hvor vi begge er pensionister, kan rejser tages, når det passer os.
Så hvorfor ikke tage et krydsttogt på Mosel og Rhinen meget passende med 5 + 60 rejser.
Det blev er herlig tur, hvor alt var lagt i faste og trygge rammer, og hvor jeg for alvor blev konfronteret med pensionistlivets mange sider.
At man som 65 - årig er blandt de yngste.
Flere kvinder end mænd, så er det altså ganske vist, at kvinder lever længst.
Lange køer ved trapperne, og dem er der mange af på en krydstogtsbåd, fordi vores gigtknæ ikke er beregnet til trapper og der kun var få af os, der ville indrømme det og bruge trappeliften.
Gode pauser på udflugterne, så alle kan nå at komme på toilettet.
Alle beskeder bliver gentaget 2 gange, og for at sikre at alle har hørt det, kommer den en gang til.
Masser af spændende historier om levede liv og om hvordan livet som pesionist kan forme sig.
Og sidst men ikke mindst erkendelsen af, at vi som pensionister er lige så forskellige, som vi var, da vi var i tyverne.
Så jeg er fortsat forvirret og letter usikker på, hvordan mit pensionistliv skal forme sig.

Når man har været sammen i 40 år sker det..................

Min mand gennem 40 år og jeg besluttede at se Woody Allens nye film  Midnigth in Paris.

En hyldest i billeder og musik til byernes by og med en sød historie flettet ind.Det var en dejlig film og musikken var fantastisk. Vi så flere gange under filmen på hinanden og smilede, fordi vi genkendte Sidney Bechet karakteristiske klarinet eller fordi der var Operaen, Montmartre, eller andre steder, hvor vi havde været sammen, vi holdt også i hånd nu og da,så da filmen var slut var vi helt enige om, at det var en dejlig livsbekræftende oplevelse.Oplevelsen indbød til at gå på café for at få lidt at spise inden turen igen gik hjem til det lille hus på landet.
Vi fandt et sted, fik et bord, bestilte mad,(det samme) og rødvin,talte lidt om filmen, mens vi ventede på maden.

Maden kom og så skete det............................ vi spiste og nikkede til hinanden og løftede glassene, men vi talte ikke sammen, ikke fordi vi var uvenner, heller ikke fordi der ikke er nok at tale om,den politiske situation, den økonomiske krise, den kommende rejse, børnebørnene,eller alt muligt andet. Jeg tror, det der skete har noget at gøre med de 40 år, måske ved vi, hvad den anden mener, måske er der ikke flere ord eller måske har vi opfundet ordløs kommunikation. Da jeg så mig omkring i cafeen kunne jeg se, at vi ikke var de eneste der havde været sammen i 40 år.
Det var en dejlig aften.

Hvad er det dog der sker

Jeg forlod arbejdsmarkedet d. 1. februar 2011 for at blive pensionist, (en, der lever af sin pension).

Det at blive pensioneret er en grænseoverskridende begivenhed.
Efter mere end 25 år på samme arbejdsplads holdes der en fin reception, hvor alle taler handler om, hvor fantastsk en medarbejder man har været. Bare nogen dog havde sagt det til mig undervejs, så havde det måske været lidt sjovere at gå på arbejde.

Nu spørger alle: "Nåh, har du vænnet dig til ikke at skulle på arbejde?"
Ja, det går fint, men jeg savner fridag og ferier.
Savner jeg noget?
Arbejdet......nej, bøvlet.....nej, besparelserne, der skal sælges som effektivisering og mulighed for udvikling.......nej, det sociale samvær med kollegerne......måske, men alt i alt er det ikke det, der gør at jeg af og til bliver forvirret.

Hvad er det jeg ikke kan vænne mig til eller vænne mig fra?
Det har rumsteret i mit hoved længe og konklusionen er.
Det er ikke nemt at vænne sig til at kunne gøre lige det man har lyst til, lige når man har lyst til det.
Bedst som jeg mandag morgen kl. 9.30 sidder i sofaen i nattøj og læser Harry Potter og Halvblodsprinsen er der en lille stemme, der siger: "Du må da kunne finde noget mere fornuftigt at tage dig til?"
Om den stemme nogensinde forsvinder vil tiden vise, men jeg gør hvad jeg kan for at overhøre den.