Om at finde vej...............

To ting har gennem årene kunnet bringe ægteskabet på kanten af skilsmisse.

At tapetsere sammen og at finde vej. Det første er opgivet for mange år siden. Det sidste dukker op af og til.

Men udstyret med flere guidebøger, adskillige kort i forskellig målestok og Magda (GPS), skulle man mene, at der på denne tur ikke skulle være risiko for skilsmisse.

Og dog ............ Manden i mit liv og jeg har forskellige måder at finde vej på. Jeg stoler fuldt og fast på Magda og synes, det er  herligt at blive guidet til målet. Manden i mit liv er aldrig helt sikker på det med Magda, så han checker gerne kort for at være helt sikker på, at vi er på rette vej.

I dag er kursen sat mod Kennecott kobberminen vest for Salt Lake City. En åben mine med en diameter på 3 km, hvor man kan køre rundt langs kanten på toppen.

Fruen ved rattet og Manden med Magda og kort. Magda bliver efter en stund opgivet. Hun kan ikke finde minen. "Så find dog en by lige i nærheden." foreslår fruen. 

Der er åbenbart ingen, for Manden i mit liv studerer sine kort og meddeler, at han ved, hvor vi skal køre.

Det går fint, indtil den afkørsel, vi skal tage fra Interstaten, er forsvundet, så vi må tage den næste. 

Det går nu gennem flere forstæder, med enkelte vendinger og mumlende opremsning af vejnumre.

Stemningen i bilen nærmer sig nul. Fruen foreslår igen Magda................ Man lærer det aldrig, altså at holde sin mund. 

Så ud af det blå er der et skilt til Kennecott Coppermine....lettelse at spore. 

Fremme ved indgangen........skilt .............Visitorcenter closed. 

Manden i mit liv spørger. Nej, desværre randen på minen er ustabil. 

Øv, øv. Lad os så sætte Magda til at guide os til Great Salt Lake Desert.

      

                                               Kobberminebjerget set fra vejen

The loneliest Road in America

Dagen er kommet, hvor vi skal køre på "The loneliest Road"

Highway 50 gennem Nevada betegnes sådan.

               

Inden vi begiver os afsted checkes: 

At der er mad i køletasken ( engangs af flamingo) og ekstra drikkevarer.

At bilen er fyldt op med benzin.

At vi har emergency numre

Vi overvejer oliecheck, skovl, puder og tæpper, hvis det skulle blive nødvendigt at overnatte i bilen.

Det ser ensomt ud og der er 134 km til første by.

               

Det er et surrealistisk  landskab med dyb blå himmel og forrevne klipper i horisonten.

                

HW 50 følger Pony Express ruten,  der fra 1860 til 1861 var en bereden kurertjeneste tværs over USA. 

Historien fortæller at både Buffalo Bill og "Lucky Luke" var ponyexpressryttere. 

                 

Turen går uden det mindste uheld de 430 km, hvor der kun er to byer Eureka og Austin.

 I Eureka er der et operahus, som er fra byens glansperiode i 1860 - 1890. 

Under det store Goldrush var der 10.000 indbyggere, i dag  er der 610. 

Men operahuset er imponerende.

                   

Det var ikke så ensomt endda, vi mødte skam andre biler og blev også overhalet flere gange.

Det kan vel sammenlignes med de nordjyske motorveje kl. 21.00.

Yellowstone....................overvældende

Så nåede vi til Yellowstone National Park, et af turens højdepunkter.

Godt nok er det ældste drengebarnebarn lidt nervøs. " Husk, mormor, den er en supervulkan. Hvad hvis den går i udbrud, når i er der ?" 

Det tror jeg ikke, vi skal bekymre os om. Vi bliver til stjerneskud på et sekund. Men vi lover alligevel at lade være med at trampe.

Forventningerne er sat til smukke, overvældende naturscenerier og wild life. 

Vi entrer parken gennem Roosevelt Arch fra nord. 

Der er utroligt smukt.

                            

                

Efter mindre end 20 minutter står den første bison lige ved siden af vejen. Du godeste, hvor er den stor. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det må have været, da der var store flokke, og for mit indre øje ser jeg indianere til hest jage flokken. 

Farverne skifter fra grønt, grønt til hvidt som sne i Mammoth Hot Springs, hvor varme kilder med travertin (kildekalk),danner terrassen, og så igen til rødligt, hvor blomster og blade ligger i vandet.

                

 

                 

    

Mange imponerende og smukke vandfald kræver stop. Der er anlagt stier, så det er muligt at se dem fra alle vinkler. Så skridttælleren løber op på 11.000 skridt.

                  

  

Den sydligste del sf Yellowstone er verdens mest aktive gejser område med bl.a. Old Faithful. 

Vi ankommer, som den lige har sprøjtet sine 25. 000 liter kogende vand  40 m op i luften. 

Men da den er meget præcis og sprøjter 22 gange i døgnet, så kan vi efter en kop kaffe og lidt venten se det imponerende syn.

Vi er enige om, at det er ærgerligt, at alt det varme vand går til spilde. Det må kunne opvarme mange huse, men vi tror kun, det bliver brugt i hanerne på toiletterne. De er alle uden koldt vand.

                  

 

Boblende, sydende områder, hvor svovl lugten river i næsen, får en til at tvivle på om Helvede nu også ligger syv mil under Radsted kirke. 

                  

Et kapitel for sig er The Wild Life. 

Vi var rigtig glade for den første bison, men de to dage vi kører i parken, så vi ikke mindre end 113 bisoner, og de er lige imponerende hver gang.

Hvad mon alle de mennesker ser på?

Vi må hellere standse. Godt gjort................ Der er 3 sorte bjørne, den ene en stor unge. 

Der er rigtig mange flotte Wild Life oplevelser. En ørnerede på en fritståendes klippe, med rugende ørn. En flok pronghorn hjorte, der græsser roligt og tænker, at mennesket er dog et mærkeligt dyr.

Yellowstone er en - once in a lifetime - oplevelse. 

Bare vi når det ...................

Da Manden i mit liv og jeg planlagde nordturen på tværs af USA, ville vi belært af erfaring fra sidste gang, huske:

1. At stoppe op og gå på optagelse

2. At tage billedet, når det er der

3. Ikke at blive grebet af farten på de store veje 

Det er indtil nu gået helt godt. 

Vi har været på opdagelse i Chicago og Minneapolis. 

Vi har besøgt Laura Ingalls Wlilders Homestead. Hvem har ikke læst Det lille hus på prærien ?

                  

   

Vi er stoppet op ved flere Scenic Views. 

                   

Vi har foretaget adskillige U-vendinger for at komme tilbage og tage billeder af utrolige skilte. 

                   

   

Vi har omhyggeligt undgået Interstates, det har betydet kørsel på betonveje, der føles som de tyske autostradaer i gamle dage. 

Så i går da vi var vel indlogeret, siger Manden i mit liv:  "Jeg vil lige se, hvor meget vi har kørt i gennemsnit om dagen indtil nu (vi er 17 dage fra hjemrejse). Fruen nikker, dybt begravet i Dan Browns nye bog Inferno. 

Pludselig lyder det fra den anden side af sengen: " Hvis vi fortsætter sådan her, kan det komme til at knibe med at nå det."   Underforstået flyet hjem. Der bliver helt stille et øjeblik. 

Hvad gør Vi !  "Ja, lad os nu se" Manden i mit livs motto.

Efter aftensmad på en kinesisk restaurant med en buffet af amerikansk størrelse, regnes der på det igen. Denne gang med udgangspunkt i resterende dage i forhold til resterende kilometer. " Hvis vi bare kører 110 Miles om dagen, så ser det ud til at lykkes.

Så i dag er det Interstate 90 med 75 miles i timen, det er noget der rykker. 

Kl. 17.30 , da der checkes ind på motel nær Mt. Rushmore har vi kørt 353 miles. Det er 3 dages ration.

Så måske når vi det alligevel.....................

Fortovet ligger på 1. Sal

Fortovet ligger på 1. Sal og er tæppebelagt.

                        

  

                         

  

Man tror det ikke, før man ser det. I Minneapolis har de 18 kilometer Skyways, der gør det muligt at gå på kryds og tværs af byen uden at skulle gå udenfor (vintrene er lange og barske).

Manden i mit liv og jeg har planlagt at gøre Minneapolis, se Nicollet Mall, en gågade med  kunst og springvand, Mississippi Mile, Mill City Museum og Minnehaha Park.

Da vi ankommer småregner det, og vi vælger en Skyway. Her er forklaringen på de øde gader. 

Alle mennesker er her, på de indendørs fortove, og kun vi er iført jakker og paraplyer. 

                          

Der er forretninger, restauranter, kontorer og parkeringshuse, som man passerer forbi og igennem på vej til og fra. Ved frokosttid nød vi især de statelige, gråhårede buisinessmen, der spiste nuggets hos McDonald. 

                          

   

 Det var en herlig oplevelse, og vi for kun vild et par gange eller tre. 

                           

                                                    De røde streger er Skyways

At overnatte på motel

Den lejede Chevrolet spinder derud af. 

De meget grønne landskaber med de karakteristiske Wisconsin gårde med valmede tage og runde siloer glider forbi. Af og til et kig til en af de mange søer. 

                       

 

Der drikkes vand, kaffe, småsnakkes og diskuteres, når vi bliver uenige med Magda (GPS' en).

Der holdes frokost og kaffe pauser.

Sidst på eftermiddagen besluttes dagens destination og Magda bliver bedt om at finde et motel i nærheden. Få sekunder senere dukker 10 til 15 forslag op. 

Der er mange eksotiske navne, så som Stardust Motel, Cat Net Corner, Three Bears Lodge og Great Eggscape.

Det er bare at vælge og slå Magda til. 

Vel fremme ved det valgte motel går Manden i mit liv ind og stiller de 3 vigtige spørgsmål:

1. Er der et værelse med King Size bed ?

2, Er der senior rate ?

3. Er der WiFi ?

Det sidste er ikke det mindst vigtige, for hvordan skulle vi ellers kunne følge med i, hvad der sker i Verden. 

Sidst overnattende vi i Jackson, nord for Milwaukee, på et dejligt sted. Receptionisten undrede sig godt nok over, hvorfor vi havde fundet den lille flække. Vi fortalte hende ikke om Magda og var meget tilfredse med værelset.

                   

Der er moteller overalt i Staterne, ærgerligt vi ikke kan prøve dem alle.

Med tog fra New York til Chicago

Manden i mit liv og jeg havde besluttet, at vi ville prøve at køre med tog i USA. 

Med Amtrak fra New York til Chicago.

Opringning fra rejsebureau, den søde Thomas. "Jeg vil ikke undlade, at gøre dig opmærksom på, at det  koster det samme at flyve til Chicago." Godt så, men vi vil gerne med tog, så bestil billetter.

Efter 5 dage i The Big Apple er det dagen, hvor vi skal tage toget fra Pennsylvania Station.

Taxa fra hotellet. Undervejs i alle trafikkøerne, bliver vi underholdt med, at chaufføren troede, vi skulle til lufthavnen på grund af de store kufferter, og at det var meget nemmere og gav flere penge. 

Surt show, for ham.

Fremme ved stationen i god tid (godt 3 timer til afgang).Første opgave er at finde opbevaring til de store kufferter. 

Amtrak har et bagage check. Herligt, begge kufferter afleveres og .......................

Pludselig går det op for os, at vi først ser dem igen i Chicago. Ud med dem og fat i toilettaske og underbukser. 

Så en runde på den store station, kaffe og en sandwich. Nu 2 timer til afgang. 

Amtrak har en ventesal, Der kan vi sidde. Den venlige dame ved indgangen spørger, hvor vi skal hen.......... Chicago.

Dó you have a room ? Ja, da. Så kan i vente i Club Acela, der er kaffe, sodavand, aviser og TV og WiFi viser det sig. 

Vi checker ind. Anden venlige dame fortæller, at vi vil blive kaldt 20 min. før afgang og fulgt til vores tog.

Sådan......

                   

                                                         Det er en dejlig lounge

Så kaldes der ud til Chicago. Vi følges til perronen, hvor vi overtages af en venlig konduktør. "I am James, at your service." 

Vores room er utroligt, der er alting, stole, bord, senge, toilet, håndvask på 2,5 kvadratmeter.

                    

                                                     Det er badeværelset............

Langs med Hudson floden går det. Det er beroligende at køre med tog. 

Kl. 17.00 erklæres spisevognen for åben. Vi spiser i Albany, tre retter og rødvin. 

Kl. 21.30 beder vi om at få sengene redt og vips, er der to køjer. Nu er der ca 0,30 kvadratmeters ståplads, så der klædes af på skift. Godt man kender hinanden.

Søvnen er lettere urolig, mens vi suser gennem natten. 

7.30 andet udkald til morgenmad. Stor amerikansk breakfast ved bord med to damer fra Toledo, der anbefaler os steder, vi skal besøge i Chicago.

Ankomst med en times forsinkelse. Bagagen kommer. 

Nu er det spændende om der venter en bil til næste etape.

  

Med Subway til Ground Zero

"Kunne det ikke være spændende at se hvor langt man er nået på Ground Zero og Tower of Freedom? " spurgte Manden i mit liv. 

Bestemt, så det er i dag. 

Det er for langt at gå. Taxa er en mulighed, men det kunne nu være spændende at prøve The Subway. Vedtaget, vi tager et tog. 

Morgenen går med at studere Subway linier og sikre at den, der kan bruges går fra nærmeste station, der ligger 2 gader væk.

Nemt nok, billetter købes i automater, siger den venlige mand, da vi ville købe dem hos ham. 

Single tricket= 2,75. Købt og så gennem automaterne med armene, dem som helten på film altid springer over. Min billet dur ikke, så en venlig herre lukker mig ind med sin.

Manden i mit liv har styr på at linie E kørte til World Trade Center.

                       

                         

Første tog kommer, det er godt nok linie M, men hvad pokker............... Efter to stop går det op for os, at vi ikke vil ende det rigtige sted, så af igen over på modsatte perron og retur til udgangspunktet. 

                           

Så kommer E og vi stiger glade ombord. På sædet overfor mig sidder 6 personer, fordelt på 4 etnisiteter. New York er multikulturel.

Vel fremme besigtiger vi Tower of Freedom,  Battery Park, spiser frokost på Broadway og finder en Subway Station for at komme retur.

Manden i mit liv og jeg går op og ned af 10 forskellige trapper, bliver hjulpet af en venlig dame, går på flere trapper og finder endelig den Subway, der går Up Town. 

Der er lidt surrealistisk dernede, og jeg tænker på filmen Fisher King, hvor der boede mærkelige mennesker i Subwayen. 

Man kan sikkert vandre omkring hernede et helt liv. 

Vel ankommet til New York

Så er vi ankommet til The Big Apple. Det er lige så fascinerende, som vi husker det fra sidste gang

(april 2012).

At ankomme til USA er anstrengende og denne gang var det ekstra spændende, da vi Manden i mit liv og jeg kommer fra Paris og søster med ægtefælle kommer fra Zürich. 

"Vi ses ved taxakøen" var afskedshilsnen i Kastrup. 

Alt gik som smurt, vi landede før tid, gik glat igennem Security med fingeraftryk og foto, bagagen kom planmæssigt, så en god time efter landing stod vi ude ved taxakøen. 

SMS fra søster. Vi står sammen med 1000 andre i kø til Security i terminal 4, hvor er i ? Ved taxakøen, men vi tager airtrain til terminal 4. Ny SMS, nu har de åbnet 20 luger mere. 

Vi venter og venter, opringning, søster meddeler, at hendes kuffert er væk,og at hun skal til Swiss Airs kontor. Svoger kommer og vi venter og venter.

Endelig kommer hun - uden kuffert- den er på Island og kommer i morgen. 

3 timer efter ankomst checker vi ind på hotellet. Her er vi ventet og koncertbilletterne ligger til os. 

Kan pensionister fiske?

Hornfisken er kommet.
"Så skal der fiskes," meddelte det ældste drenge barnebarn.

Fisketuren blev planlagt til Kristi Himmelfarts dag, og vi satte kursen mod Guldborg.
Der var mange fiskere, flest mænd både unge og gamle.

Vi slæbte alt grejet ud af bilen inkl. en stol til mormor. Så gik de to mænd i gang med at fange aftensmaden, mens fruen så beundrende til med kaffekoppen i hånden.

"Vil du prøve mormor?". Ja, ja naturligvis, for pensionister kan da fiske.
Flot første kast, ingen fisk. Ved andet kast røg fiskestangen på mystisk vis ud af hånden og ud i vandet. Hov, uden tøven og med sko og strømper på, skred mormor ud i vandet efter den.
Der blev smilet højlydt hos alle de garvede fiskere.
"Det var da dagens griner," var barnebarnets kommentar.

Der fiskes videre, men ingen fisk.

At der er hornfisk, beviser en ung mand, der får bid tre gange. Hvorfor er det mon sådan, at en mand fanger alle fiskene?

Vi fik ikke bid, så vi måtte låne en fisk til det traditionelle fisker billede.

Dejligt vejr, mange kast, gode madpakker og is på havnen, så alt i alt en vellykket fisketur.

Man skal da se et Broadway Show.......................

Så er det dagen før, dagen før, dagen før vi drager til USA, hvor første stop er New York.
Vi er de to søstre med ægtemænd, og vi glæder os. Har planlagt Guggenheim, Strawberry Fields, Grand Central Station, Rockefeller Center og meget mere.

I går mødtes vi for at drøfte det sidste, og blev enige om, at en forestilling på Broadway kunne være spændende.

Søsteren foreslog Motown the Musical. Vedtaget, det er musik fra vores ungdom. Herligt.

Alt kan klares over nettet også billetter til en musical i New York.
Søsteren gik i gang på sin iPhone, Men undervejs blev det alligevel for kompliceret med koder og lange ord på den lille skærm, så computeren blev taget i brug.

Det var nemt, men midt i bestillingen dukker et gratis tilbud på 3 numre af et eller andet magasin op.
 " Skal du ha´ det?"  råber søster. Nej vel skal jeg ej. " Det er du nødt til, ellers kan vi ikke komme videre."  Ok så. Mændene stemte for Play Boy, men det blev Stars.
Billetter blev bestilt til levering på hotellet og betalt med svogerens kredit Card. Det tog mindre en 10 minutter.

Der kom kvittering pr. mail også på magasinet, der ser ud til at koste 80 dollar og som leveres til hotellet om 4 - 10 uger, (vi skal være der i 5 dage).

Men vi glæder til at opleve et ægte Broadway Show.