Hjemme igen

Hjemme igen efter 6 uger i USA fyldt med et utal af gode og spændende oplevelser.

11.000 km er kørt i Impalaen med floridaplader, der  næsten blev vores andet hjem.

42 overnatninger på 25 forskellige hoteller af forskellige standarder.

Mange, mange måltider, der har resulteret i at tøjet er krøbet, og vi ikke mere kan se vores tæer.

Skilte der fik en til at trække på smilebåndet.

Modtagelse med flag, tårer og smil  i lufthavnen.

Solskin og udkrudt i stor mængder i Stubberup

Lige nu venter vi på at jetlag skal fortage sig, så vi rigtig kan nyde den danske sommer.

Sidste weekend i USA

Tiden for hjemrejsen nærmer sig.

De 6 uger er gået utroligt hurtigt og samtidig er det, som om vi har været væk i meget lang tid.
Vi har tilbragt den sidste uge i San Francisco hos Kusinen, der bor to gader fra Stillehavet og laver den mest fantastiske makrobiotiske mad, ofte med grønt fra egen have.

Men op til weekenden begyndte vi alligevel at savne bilen og det frie liv på landevejen, så vi besluttede at tage en tur af Highway 1 nordpå.
Bilen og Magda havde savnet os. Magda så meget, at hun, da vi kørte lidt fejl, beregnede en ny rute, der tog os rundt om en bjergtop og tilbage til udgangspunktet. Nåh Pyt........udsigten var flot.
Målet for turen var Fort Bragg. En by, der er grundlagt som militært fort under borgerkrigen, og nu er en populær turistby.
Vi fandt logi på Ocean View Lodge og fik et værelse ikke mere end 100 m fra Stillehavet. Det var fantastisk.
Vi kørte igennem et af de store Redwood træer og vel tilbage på hotellet, nåede vi at overvære en partiel solformørkelse.
Oplevelser har vi haft i store mængder.

I morgen letter vi med kurs mod Danmark. Vi glæder os.

Skiltene i "Det store land" er i en klasse for sig

Når man efterhånden har kørt 10.000 km på de store veje er en af de ting, man bemærker, de mange skilte.
Der er fartbegrænsnings-, advarsels- og mange andre skilte.
De mest interessante er gule, kvadratiske og står på spidsen.
De indeholder de mest utrolige advarsler.
Der advares mod alt muligt, der kan tænkes at komme ud på kørebanen. Der er billeder af:
Springene rådyr.
Vandrende med rygsæk.
Børn.
Rytter.
Rytter med cowboyhat.
Bjørne.
Alligatorer.
Løsgående køer.
Gris med unger (vildsvin?).

Fantastiske skilte findes over alt.
Ved Niagara, hvor der var langt ned og kæmpe vandfald, sås et med teksten:
No climbing over railing.

Ved indgangen til en restaurant stod: No shoes, no shirt, no service.
Og på et andet:
No firearms permitted. På skiltet sås en revolver med streg over.
Jeg tænkte på, om en evt. bevæbnet røver mon ville tage sig af det.

På næste tur tror jeg skiltene skal være i centrum.

Abbot Kinney Boulevard

I denne gade har en af vores venners søn og svigerdatter to forretninger, så vi tog derhen for at se forretningerne og bringe en frisk hilsen fra Danmark.

Magda (den berømte GPS) fandt adressen omkring kl. 10.05 og nedtur, de åbner først kl. 11.00.

Kaffe var det frelsende ord.
Vi så os om. I den ene ende af blokken, hvor forretningerne lå, var en cafe'. Den var indlysende for de unge og smukke. Gæsterne så ud, som om de lige var kommet fra fitnesscenter på den anden side af gaden, eller fra løbeturen med babyen i en runcar.
Det var ikke lige noget for os.
I den anden ende af blokken lå en lidt mere ydmyg cafe', den tog vi.
Kaffe, croissanter og god underholdning.
Der sad en distingveret gråhåret herre og talte i mobiltelefon, fra vi kom, til vi gik. En ung pige i korte shorts, usnørede støvler og pacacoat fik kaffe og bagles. Der var flere unge mænd med hængerøv i lange shorts.
En familie med 2 børn, hvor far ikke tog de meget mørke solbriller af, måske var han agent.
Ude på gaden promenerede mange med deres hunde og en del havde mere end en.
Mellem de to forretninger, vi skulle besøge ligger et pizzaria. Jeg hørte en mand sige, at her fik man LA ' s bedste pizzaer. Det blev afprøvet til aftensmad og pizzaerne var meget gode.
Abbot Kinney Bl. er en fantastisk gade. Mange små interessante forretninger, cafeer og masser af spændende typer befolker den.
Dejligt at vi kom derhen, selvom vi måtte aflevere vores hilsen på en post it.

Gode oplevelser kommer af sig selv.

Highway 359 er lang lige og med øde strækninger på begge sider. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er ikke et træ. Det er ved at være ved den tid, hvor jagten på borde og bænke går ind.
Se lige på kortet, der er måske noget om 6 miles. Det er umuligt at læse, for kortet er efterhånden godt brugt.
Det karakteristiske brune skilt meddeler, at det er Pipe Spring National Monument. Dejligt, der er helt sikkert borde og bænke.
Vi går til visitorcenter og mødes af en efterkommer af The Kaibab Paiutes, der fortæller os om museet, og at der om 20 minutter er en rangerguidet tur til et hus (Windsor Castle) som ligger ganske tæt ved.
Vi kan ikke se borde og bænke, og nu da vi har betalt .............så lad os få den tur med.
På vej til huset ser vi under nogle træer...... borde og bænke.
Der er kun os til rundvisning.
En midaldrende kvindelig ranger i fuld uniform incl. hat viser os rundt og fortæller historien om huset.
Det viser sig at være en meget spændende fortælling om migrationen i 1800- tallet. (www.pipespring.areaparks.com)
På tilbagevejen præsenteres vi for en ældre mand, der fremstiller knive og pilespidser af sten, det er imponerende håndværk og jeg får en sort pilespids, da vi går.
Frokost og så souvenirer butikken.
Der er meget indianerhåndværk og to smukke skindpunge vælges. 10 dollar stykket er ok. Ved kassen viser det sig, at jeg ikke kan se priser uden briller.
40 dollar stod der, men de er stadig smukke.
Jo, gode oplevelser kommer, når man mindst venter det.

Natur i store mængder

Syv nationalparker er besøgt, den ene mere fantastisk og spektakulær end den anden. (www.nps.gov).

Man finder de utroligste klippeformationer med farver der spænder over gråt og sort, sart lyserød til stærk orange og med grågrønne nuancer blandet i.
Klipperne danner visse steder naturlige broer og buer og områder ligner et amfiteater.
I Mesa Verde er der på klippehylder
rester af beboelser fra ancient natives, der boede der for mere end 800 år siden.

Håber billederne, der er taget i hundredevis, kan yde alt det smukke retfærdighed.

Grand Canyon er naturligvis en af de store oplevelser og for Manden i mit liv, blev den ekstra stor, da han så den store sprække fra en helikopter.
Jeg holdt begge ben på jorden og tog billeder af helikopteren. Vi må jo også sikre, at en af os kommer hel hjem.

Der er sikkert mange flere National Parker vi kunne besøge på vejen til San Francisco, men lige nu har vi natur forstoppelse og glæder os til storbyen Los Angeles og havet.

Route 66

Forud for den store tur på tværs af USA har der været mange forslag om, hvad der skulle ses, og hvor der skulle køres.

Et must var Route 66.
Manden i mit liv har hjemmefra studeret hjemmesider og været til foredrag, hvor USA- rejsende har fortalt om deres oplevelser med 66, og han har kørt på den adskillige gange via Google- maps.
Så vi var godt forberedt.

I dag kom så dagen, hvor vi skulle køre på 66. I aftes blev der derfor set på kort en ekstra gang.
Første stræk gik fra Oklahoma City til Amarillo.
Vi startede kl. 9.15 og fruen kørte med Manden som co-pilot, han havde styr på kort og nedskreven rute.
I alle bøger står, at det kan være vanskeligt at finde Routen, dels fordi den visse steder ikke er mere, og dels fordi folk stjæler skiltene som souvenirer.
Vi var fortrøstningsfulde og lod os ikke slå ud af, at den vej, vi skulle, var spærret af en eller anden grund.
"Vi finder det nemt, for her er vejene lavet på et stykke ternet papir, så vi tager bare en, der går parallel." Manden i mit liv dirigerede og det gik derudaf. Men glade blev vi, da vi så det typiske Route 66 skilt. På det tidspunkt, var vi kun vendt om en gang.
Der er beskrevet mange seværdigheder langs 66, og det lykkedes os at finde flere af dem.
Vi var jævnligt i tvivl om, hvorvidt vi var på Routen eller bare på en eller anden lille vej.
Lange stræk af Route 66 går langs med Interstate 40, mange steder er der kun 5 - 10 meter imellem. Så man kan godt fristes til at spørge, hvorfor vi skal bumpe afsted på den lille vej med 45-55 miles, når der på vejen ved siden af må køre 75 miles uden bump og med samme udsigt.
Turen kunne let have givet anledning til et lille skænderi og kl. 16.30, hvor der stadig blev bumpet afsted, var det tæt på.

Mænds kærlighed til gamle veje, gamle tankstationer og gamle biler er uforståeligt.