Der er mange glæder. Tiende afsnit

At finde den helt rigtige fødselsdagsgave til Manden i sit liv er en af dem.

Det skete i år. To billetter til Elvis 35th Anniversery Concert, det var bare sagen.
Min søde kusine gjorde mig godt nok opmærksom på, at det var mig, der var vild med Elvis.
Nåh, pyt  jeg regner med at  bliver inviteret med.

Så kom dagen. Vi drog til København i meget god tid, så vi kunne nå at lege lidt med næstyngste barnebarn.

Afsted også i god tid til Refshaleøen, hvor begivenheden fandt sted i en af de store B&W haller. Parkerede kl. 18.10 og gik med hastige skridt mod lyden af The King som sang Viva las Vegas.
En venlig dame fortalte, at vi godt kunne tage det roligt, køen var lang. LANG............ fra vi nåede den og til vi var inde i hallen gik 40 minutter. Når man betragtede de, der stod i køen var 95 pct. gråhårede og i deres bedste alder (60 - erne).
Indenfor fik vi spisebilletter, der blev ombyttet med en flamingobakke med Elvismenu. Southern chicken, mashed potatoes og corn bread. Godt man er flyvant og kan spise med armene helt ind til kroppen og underarms længde til stolen foran.
Under "spisningen" var der diskotek med 50 ´er musik. Wake up little Suzzi, Rock around the Clock, Why must I be a teenager in love og mange, mange flere. Min nabo, der var kommet fra Bornholm, og jeg undrede os over, at vore gamle hjerner kunne huske alle teksterne. "Det var bare musik", sagde han.
Kl. 20.00 kom Jørgen de Mylius og speedsnakkede sig gennem Elvis karriere. Vi mindedes pludselig Efter skoletid i radioen, hvor han spillede al den gode musik.

Så kom det 2700 Elvis fans havde ventet på..................... en Elviskoncert med Henrik Busborg and The Devils.

Det var ikke The King, men det var hans musik og de gjorde det rigtig, rigtig godt. Især anden afdeling, var fin. Her var de store kostumer og et gospelkor jo, jo, og der var ikke et øje tørt, da vi alle sang med på Can´t help falling in love.

Det var en totaloplevelse og en god aften i selskab med musik fra ens ungdom

Elvis er ikke back, men han er bestemt ikke glemt.

Manden i mit liv?.................. Han nød det også

Er kultur godt for pensionisters sjæle ?

Så nærmer den mørke tid sig og det bliver mere og mere vanskeligt at forlade sofaen. Det føles af og til som om den har burrebånd på sædet. Når man endelig får rejst sig er det oftest for at sætte mere kaffe over eller hente avisen.

Ind imellem kan det ske, at man får øje på noget, der gør det værd at overveje, at forlade sofaen.
Som nu forleden dag, da en ven skrev på Facebook om en udstilling på Fuglsang Kunstmuseum en Richard Winther Revival.

Det blev bestemt at slå to fluer med et smæk............. kultur og motion, det bliver ikke meget bedre.
Søndag var dagen, den kom med regn og rusk, så motionen blev udskudt til en anden god gang.

Udstillingen var fin og frokosten, en tapastallerken og et glas rødvin dejlig. Vi talte om, hvad det var med Winthers hus i Vindeby. "Skulle vi køre derhen?" spurgte manden i mit liv. God ide´.

Vi drog fra den ene ende af Lolland til den anden og fandt huset, et tidligere alderdomshjem og kommunekontor. Købt af Richard Winther i 1993, han boede der til sin død i 2007.
I 1995 udsmykkede han over 72 kvm med 56 loft- og vægmalerier.
Huset er nu overtaget af en forening, der vil bevare det unikke hus for eftertiden.

Der var vi så. Haven var groet til, huset var meget forfaldent, men inde i forhallen herskede eventyret.
Det var magisk. der var billeder på vægge og loft, uhyggelige, uforståelige, smukke og udfordrende.

Men ikke kun i forhallen også i køkkenet og sågar på toilette var der vægmalerier.

Det var en god og givende oplevelse, også fordi damerne fra foreningen fortalte så levende om malerierne og maleren.

Vi kørte derfra fyldt med indtryk og beriget på vore sjæle.

Så kultur kan bestemt anbefales

Der er mange glæder. Niende afsnit

Som tidligere nævnt er mange af livets glæder i pensionist alderen knytte til oplevelser med børnebørn.

Det næstyngste har lige været på besøg et par dage. Det giver gode oplevelser.

At sidde i sofaen og se tegnefilmen med "Den farlige gorilla".  Der er så farlig, at man skal holde i hånden hele tiden, og er der noget bedsteforældre er gode til, så er det netop det.

Udearbejde er heller ikke at foragte og at grave huller fascinerer drenge i alle aldre.

Clouet var dog da vi kørte i bil og drengen fra bagsædet sagde .....RØV.......  flere gange, og så pludselig på sit umiskendelige københavnske meddelte. " Det må man ikke sige i København, der hedder det numse."

Så ved vi det.