Der er mange glæder elvte afsnit.

FERIE
Råber ældste drenge barnebarn glædestrålende i telefonen. - Nu har jeg ferie -

Det har pensionister ikke, måske fordi vi har "ferie" hele året.

Men ferietiden er en travl tid. Der skal megen planlægning til, når 8 børnebørn skal feriere her,
og have deres ønsker om, hvad dagene hos os skal indeholde, opfyldt.

Vi kommer ikke til at kede os.

Først kommer de to små. Det bliver dejligt, for  her er det os der lægge programmet. så mon ikke det
bliver  trampolin, sandkasse og cykelture.

Men så går det løs.

Vi skal bade ved Stubberup Havn, det er et must. For nogen hvad enten vejret er godt eller ej.
"Farmor kan vi ikke køre til Pomle Nakke, der kan vi også bade."

Hvis Agnete fik sin vilje, blev der badet mindst 3 gange om dagen.

En maledag må vi have, når det kunstneriske barnebarn kommer, men husk vi skal også i vandet.

I et år har Anders talt om Holeby BMX - bane, så i denne ferie slipper vi nok ikke.

Han medbringer egen cykel, og får et træt udtryk iansigtet, når jeg taler om at køre banen rundt på min El - cykel.

"Husk vi ikke fik spillet minigolf sidste sommer, så det skal vi da i år," mener Christian.

Foruden de nævnte aktiviteter skal der spilles alle mulige spil, spises mange is og vælges menuer,
her er lasagne, byg selv burger og boller i karry allerede bestilt.

Vi glæder os og håber, at vi kan leve op til forventningerne.
Men som der altid står skrevet med småt: Ret til ændringer for beholdes.

Der er mange glæder ikke mindst i sommerferietiden.

Skal pensionister have forstand på have ?

Jeg har ikke forstand på have.
Men jeg synes det er hyggeligt og er rævestolt, når noget lykkes.

Men, men af og til går tingene ikke min vej.

En af de historier, som vi stadig griner af, er den om jordhumlen.
For mange år siden havde vi et drivhus, herligt. Tomater og augurker trivedes, men fruen ville gerne dyrke peber, så der blev sået i potter, plantet ud, passet og plejet. Planterne blev fine.
En dag kom en ældre haveentusiast på besøg, og vi gik, som det er skik og brug, på havevandring.
Da vi kom til drivhuset, viste jeg stolt mine peber frem. Han kastede et blik på dem og så et på mig.
"Det må jeg sige, det er den flotteste jordhumle, (planteslægter m. smaa (gule) blomster, især som agersnerle,) jeg længe har set.

Hen over tid er jeg blevet mere erfaren og synes da selv, at det går helt godt det med haven.
Indtil forleden.

Sidste sommer fik jeg en meget smuk passionsblomst af min søde svigerdatter. Den blev sat op af en syd væg og blomstrede flot hele sommeren.

Passionsblomster er sarte og tåler ikke frost, så potten blev dækket og fingrene krydset for, at blomsten overlevede.
Da vi kom fra USA kiggede jeg til den, og ...............hurra, den stod med ´grønne skud. Nu er den ca. 1 meter høj og er begyndt at blomstre. Den ligner ikke en  passionsblomst.
Jeg er bange for det er en smuk ukrudtsplante, der har sneget sig ned i spanden.

Hvis nogen har et bud på, hvad det er, så hører jeg gerne.

Har besluttet at den må blive, for at minde mig om at jeg har meget at lære.

Findes der mon begynder havekurser for pensionister?

The Storyteller

Man kan uden varsel blive grebet af en lille ting.
På vores første store rejse til USA mødte jeg den på en parkeringsplads på en bjergvej....................
The Storyteller.
Den stod alene mellem smykker og dreamcatchers og bad om at blive taget med.

På en medfølgende seddel stod:
Mange indianere havde ikke et skriftsprog. Så de har i århundreder brugt en rig tradition af talte ord for at bevare deres historie, legender, myter og idealer. Meget af den arv er husket i form af fortællinger. The Storyteller var en person, der huskede og fortalte en god historie. Det gav en ærefuld position blandt folk. Børn og voksne blev oplært og underholdt af de mange historier.

Det var spændende og interessant. Det er små kunstværker og de er alle signeret .

Anden Storyteller blev fundet på en parkeringsplads ved Sedona, hvor indianere havde sat deres borde op. Den var også alene. I  Hopi området var der Storytellers i forretningerne, de var meget kulørte og meget dyre. Slet ikke så smukke, som de to jeg havde erhvervet.

                                                       Nr. 2                               Nr. 1

På anden rejse var det blevet et must at se efter Storytellers, Der var ingen og på forespørgsel ved indianerboder var svaret, at de var sjældne og dyre.
Jeg fandt dog en i en forretning i Sedona, Den var dyr, men lignede i udformning de to der stod hjemme......................Så pyt.

Tredje rejse er lige overstået, nordturen. Hvor der ikke umiddelbart er boder med smykker og andet, og da slet ikke Storytellers.
Besøget ved Crazy Horse monumentet var spændende. Mens Manden i mit liv kørte med bus til toppen, snusede jeg lidt omkring i alle souvenirboderne.

Der stod hun, den smukkeste Storyteller jeg endnu havde set.  Hun blev taget ud, vist frem og beundret. Prisen uha, uha.
Den søde dame mente, jeg kunne få den i kombineret bryllups-, jule- og fødselsdagsgave.
Manden i mit liv brummede: "Det er mange penge."
Så brugte vi verdens ældste trick. "Du har ret, jeg tager en lille lerkrukke" (husk ikke at være det mindste martyragtig). Damen så skuffet ud. Manden i mit liv "Vil du meget gerne have den?"
Ja, ja . OK så tager vi den.

Nu står hun hos de andre i vinduskarmen og glæder mig hver dag.

Godt det samme for der er ikke gaver før til Julen 2014.

Skal pensionister have en Blu-ray afspiller ?

Min nørdede svigersøn har længe sagt, at vi burde købe en Blu-ray afspiller, især når han måtte bytte film, som jeg havde købt i Blu-ray udgave, der ikke går på den gamle Dvd afspiller. Vi er nu godt tilfreds med den.

På vej over Atlanten forsøgte jeg at se Hobbitten på den lille skærm i stoleryggen foran. Det gik bare ikke.

                     

Lørdag drog stavblenderen sit sidste suk, uha. Den er vital i mit køkken.

Så søndag drog Manden i mit liv og jeg til El - Giganten for at købe en ny. 

Der stod Hobbitten. Herligt og i en ikke Blu-ray udgave, den tager jeg. Måske skulle jeg også tage 

Lord of the Rings trilogien? Den var kun at finde i Blu-ray, øv. Intet at betænke sig på, nu vi er her, en billig og let at betjene Blu-ray afspiller ryger ned i kurven. Hvor herligt, nu er der fantastiske film til mange aftner.

                     

Vel hjemme sættes det nye isenkram til. Intet sker. Manden i mit liv prøver alle udgange på TV, intet. 

"Lad mig,"  alle muligheder på fjernbetjeningen afprøves, intet. 

De har solgt os en uduelig afspiller, sådan noget billigt .................

Når isenkram ikke virker, så ring til Peter (svigersønnen). "Du skal vælge den HDMI udgang stikket er sat i. "  Godt så. 

Det virker. Men nu virker fjernsynet ikke. Ny kontakt til Peter, der forklarer, ar vi skal vælge TV udgang. Lyder det, som om han smiler lidt stort ? 

Det virker. Ja, så må vi leve med, at skulle skifte mellem de to udgange. 

Nu prøver vi det hele igen. Mirakel, det virker.

Når Blu-ray tændes finder TV den, og når den slukkes er der fjernsyn. 

Hvordan? spørg mig ikke.

Fik vi købt en stavblender ? Ja, det var nemt, og den virker uden problemer.

Det er strengt at komme hjem efter 4 uger i USA

Tre dage efter hjemkomst er kroppen endnu plaget af jetlag.
Jeg har altid tænkt, at det med jetlag var noget skaberi........... men, men.
Første nat gik fint efter at have været vågen i 29 timer, var kroppen ligeglad med, om den var på nat eller dag.
Gennem 2. dag små perioder med træthed, vågner kl. 4.00 og er frisk, kroppen tror, at klokken er 19.00. Forsøger at sove, står op kl. 6.00 og spiser morgenmad.

En lang dag venter.
Det er nødvendigt. Det er noget af et chok, hvor meget ukrudt vokser på 4 uger.

Der er gemt rododendron i krattet

 

Efter to dages arbejde har vi kørt 7 trillebøre med ukrudt på komposten og lårmusklerne er så ømme, at hvis noget tabes på gulvet, får det lov at ligge

 

 

Vi mangler stadig hostabedet, rododendronbedet og halvdelen af kartoffelbedet, og så tager vi kun taget det store.

 

I dag regner det. Kroppen siger tak, men ukrudtet siger også tak og vokser vel 20 cm.

 

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor højt græsset ville være, hvis ikke næstenaboen havde slået det.

 

Men de har vist ikke manglet ukrudt.

 

 





At møde mennesker

Når man rejser er noget af det der gør indtryk, mennesker man møder. 

Det lige fra kassedamen i det kæmpe supermarked, tjeneren, andre rejsende til kusinens veninde. 

På denne tur har vi haft et hav af gode og pudsige oplevelser. 

I  et af de store supermarkeder, hvor det næsten er nødvendigt med madpakke og GPS, har vi købt 4 ting. 

Ved kassen står en ung pige og ved siden af ved at sætte ting på plads står en moden dame.

Den unge spørger den ældre om nummeret på første vare, det kommer prompte, næste vare ligeså. Jeg spørger, om hun kan alle numre, og svaret er .....yes......Jeg har været her i 16 år, og det gør også, at jeg ikke får Alzheimers. Jeg trøster hende med, at hvis det sker, så ved hun det ikke. 

Hun fortæller, at hendes mor på 88 har Alzheimers, og at hun ikke håber det bliver meget slemt. 

Da jeg siger noget om de pårørendes rolle og hvor vigtigt det er at huske, at kroppen ikke glemmer. Siger hun pludselig: "Uh, it gives me the goose bumps."  

Vi skilles med smil og gode ønsker.

Gående på vej til en restaurant i Chicago passerer vi en Day Care for hunde. Vi trækker lidt på smilebåndet. 

I restauranten betjenes vi af en yngre mand, der er meget interesseret i, hvor vi kommer fra og tilpas imponeret over planerne for turen. 

 Vi bemærker, at vi har set en Day Care for hunde og får så hans historie om  vennen, der er død og som inden da, har givet han en hund, der betyder alt for ham og...............den er i Day Care. 

Desuden får den ordnet poter og får massage en gang om måneden. Han smiler lidt genert. "Den er mit barn og bliver meget  forkælet." 

På vejen tilbage ser vi ekstra på hunde Day  Care, for nu kender vi næsten en hund, der går der.

Frokost i Paris i South Dakota er i sig selv en oplevelse. Men den søde pige der betjente os, gjorde den ekstra god. "Er i fra Tyskland ?" Nej, Danmark. "Jeres sprog lyder som tysk, det har jeg forsøgt at lære i High School, det lykkedes aldrig. Hvilket sprog taler man i Danmark?" Dansk naturligvis, nåede jeg at tænke. Hvad hedder............. Og så lærte vi hende, goddag, farvel, tak og et par mere. 

Hun synes danske børn er heldige, at de lærer andre sprog tidligt. Vi er enige om, at det bliver vanskeligere jo ældre man er. Jeg tænker på mine forgæves forsøg med det italienske efter de 50.

                    

Lam og rigeligt af det, medium stegt. 

Det efterhånden klassiske spørgsmål, om vi er fra Tyskland eller Holland. Det må være noget med vores accent. 

Nej, fra Danmark. Svaret plejer at udløse et............oh, how wonderful. Men denne gang er tjeneren helt blank i ansigtet. 

Det er et lille land nord for Tyskland. Ingen klokker ringer. Den berømte digter H.C. Andersen, ham med Den grimme ælling er dansk. Ingen klokker. Gitte Stallone, hende der var gift med Sylvester er også dansk. Stadig intet. Sidste forsøg.......... Viggo Mortensen fra Lord of the Rings. 

Nej......  Vi giver op, og undlader at bemærke, at vi er i krig sammen.

Men hvad, hvis han havde sagt, at han var fra Idaho, så ville min geografiske viden måske heller ikke slå til.

Man går fra hver af disse oplevelser med en følelse af, at have rørt et andet menneske et kort sekund.

Når man mindst venter det...................

Turen på tværs af "Det store land" nærmer sig sin afslutning. 

Vi er på vej ned af kysten mod San Francisco af Route 1. 

En overnatning mere på et eller andet motel, så er vi der. Vi udser os en by og et motel og beder Magda finde vej. 

Det første sted kan ikke garantere, at WiFi fungerer (ikke godt). 

Næste udvalgte sted er lukket for flere år siden, ser det ud til. 

Tredie sted ser så sølle ud, at jeg nægter at sove der. 

Videre mod syd, der er vel for pokker moteller overalt langs Stillehavskysten eller hva' ?

Magda siger 300m til næste destination, hvilken destination, vi kan ikke se noget motel.

Så der, skråt bagude på venstre side ligger den....................St. Orres Inn. 

Den ligner mest af alt med sine løgkupler en russisk ortodoks kirke, godt nok bygget af redwood træ.

                       

        

            

Det var som pokker. WiFi eller ej, der må vi ind. Værelser med fælles bad eller hytte. 

Hytte. Da vi åbner døren, mister vi næsten pusten. Vinduer overalt, skylight i stuen og i soveværelset, der ligger tre trin oppe. Pejs, der skal vise sig at ryge hele hytten til.

                     

                      

Et badeværelse, der ligner en cigarkasse, med badekar der er indbygget i en høj trækasse med glaslåge. Manden i mit liv påstår, det ligner en sporvogn.

Aftensmaden i restauranten overgår alle forventninger og vi gør os ekstra bemærket ved at vælge vin efter navnet.

                       

                                  Ingen, der har set filmen Wild Hoggs, ville kunne lade være

Manden i mit liv påstår at der bringes morgenmad til hytten kl. 8.30. Jeg er noget skeptisk, men trøster mig med, at vi kan lave kaffe og spise resterne i køletasken.

Efter en behagelig nat under stjernerne og de viftende grene, bad i sporvognen, banker det på døren præcis 8.30 og en meget nydelig ung mand leverer breakfast. 

                      

        

Kassen viser sig at indeholde det mest delikate morgen måltid. Som blev nydt med udsigt til hovedhuset og Stillehavet.

                      

De gode oplevelser kommer, selv uden WiFi, TV og mobildækning, når man mindst venter det.