mandag den 30. januar 2012

Skyller pensionister tallerkenerne inden de kommer i opvaskemaskinen

Ja, hvis det står til manden i mit liv, så skylles alt af inden det sættes i opvaskemaskinen.  
Dette udslag af hans husmoder- gen giver af og til anledning til uenighed i det lille hjem.
Hvis man skal skylle alt inden det sættes i opvaskemaskinen kan man da lige så godt vaske det op med det samme. Så jeg skyller aldrig, men har altid lidt dårlig samvittighed, når jeg sætter det uskyllede porcelæn i maskinen.

For et stykke tid siden begyndte opvaskemaskinen at pive og fløjte, højt og længe. Manden i mit liv skyndte sig at tømme filtret (hvor end det sidder) og talte igen om, at der vist var nogen, der ikke skyllede af. Maskinne holdt op med at fløjte og pive, og et øjeblik overvejede jeg, om jeg måske skulle skylle af.
Så kom lydene igen og i fredags blev der ringet til montør, heldigvis var der stadig garanti på maskinen og montøren kunne komme mandag. Siden fredag har maskinen ikke fløjtet, så Manden i mit liv ringede til motøren for at høre, om han ville se maskinen alligevel. Jeg var så heldig at overvære samtalen. Der sluttede med to forundrede Okay, Okay.
"Han spurgte, om vi skyllede porcelænet af."  Pokkers tænkte jeg,
"Pive og fløjtelydene kan være fordi maskinen er for tør, den bliver smurt af det fedt, der er tilbage på tallerkenerne, så man skal ikke skylle af."  Manden i mit liv kunne næsten ikke få det sagt og tilføjede med lidt stærkere røst: "Men man skal fjerne madresterne."
Så lige nu smørres opvakemaskinne i en vask med 1 dl. madolie.


Jeg er endnu ikke holdt op med at grine.

onsdag den 25. januar 2012

Der er en kommende kunstner i familien

Vi har længe vidst, at det næstyngste pigebarnebarn var glad for og god til at tegne.
Hun har ofte en tegning med hjem fra skole og tegner klipper og klistrer, når de andre børnebørn spiller på computeren. Hun spørger af og til: "Må jeg også spille?" Men hvis hun bliver tilbudt papir og farver, vælger hun gerne det.
I går havde vi aftalt, at hun og jeg skulle male hele eftermiddagen, og da vi ankom fra skole var der bare linet op. Alt var gjort klar, voksdug på bordet, plastic på gulvet, lærreder, acryl farver, pensler, to staffelier og to paletter. Så var det bare at gå i gang.
Hun startede med at tegne sit motiv (Hello Kitty) og var på intet tidspunkt i tvivl om, hvilke farver hun ville have på sin palet.


 Der blev arbejdet koncentreret og kun med bemærkninger som: "Ups, der spildte jeg på dugen." eller "hvad kan jeg tørre fingre i ?" Det skred planmæssigt frem for os begge.


Vi beundrede behørigt hinandens arbejde og pludselig udbrød hun: "Jeg vil gerne lave noget kunst ligesom dig."

Kunst

Kunst er åbenbart noget, man ikke kan se hvad forestiller. Heldigvis havde vi flere lærreder, så der kunne males et med "kunst". Lærredet var i en ubehandlet ramme og det fremhævede jeg som noget flot.  "Nej, jeg synes kun det er flot, hvis rammen også bliver maler. Må jeg det ?"
Hun er meget sikker i sine valg både af motiv, farver og hvad hun synes er pænt og ikke pænt.

Resultatet blev uoverfruffent, og det skal måske tilføjes at kunstneren er 7 år.

Det er kunsten til venstre

mandag den 23. januar 2012

Kan pensionister få vinterdepression ?

Nu er det den længste vintermåned og det føles som om den aldrig ender. Det er mørkt, når vi står op og mørkt igen sidst på eftermiddagen. Dagene går med ingenting og de fleste dage, når jeg ikke i tøjet før frokost.
Det slog mig, at jeg måske kunne have en vintedepression og set ud fra definitionen, så:

Jo tættere på nordpolen du bor, des større er risikoen for at få vinterdepressioner.
I vinterperioden bliver de pågældende mennesker først og fremmest energiløse, men også noget triste. De får en øget appetit med trang til søde sager, og søvnen øges.
Vinterdepression rammer som oftest kvinder (80%).
Længere sydpå forekommer vinterdepression med mindre hyppighed, og omkring Middelhavet kendes denne tilstand faktisk ikke.

Der er ingen tvivl, jeg har en slags vinterdepression eller også har dovenskaben sat sig fast.

Jeg vil gå i gang med at bearbejde Manden i mit liv. Vi må flytte til Toscana, der kan man helt sikkert også finde et ekstraordinært håndværker tilbud, der trænger til en handyman.

Her skinner solen altid

søndag den 15. januar 2012

Der er mange glæder. Femte afsnit

"Er i hjemme søndag formiddag?" spørger svigersønnen i telefonen. "Så kommer vi med rundstykker, når vi har været ude at se solopgang ved Hyldekrog."

Det er noget af det, der er fantastisk i de klare vinterdage, som vi har lige nu. Solopgange og solnedgange, der er uovertrufne.
Det giver flotte billeder, både fra Hyldekrog og fra haven.


Her er det Hyldekrog

Her haven i Stubberup

Der fulgte også en god historie med. Den kom fra den yngste af de to drenge.
"Mormor ved du godt, at det er forbudt for heste, at lægge hestepærer på stranden?" "Er det?"

 "Se selv, det står på skiltet"

Der er mange glæder, og solopgange og gode historier er bestemt nogen af dem.

lørdag den 14. januar 2012

Pensionister fører da havedagbog


Onsdag d. 10. januar stak den første erantis hovedet op af jorden. Tidligt, men ikke uventet med den varme, det har været. Tusindfryd er fortsat i græsplænen og de spanske marguritter i sommerkrukken blomsterer lystigt. Oliventræet står stadig udendørs.

Alt bliver noteret i havedagbogen, der er kommet til, samtidig med at mit skjulte havegen er blevet aktiveret.
Havegenet blev aktiveret, da vi flyttede fra en have på  500 kvm, der var anlagt og som "kun" skulle passes, til en på 2000 kvm, der ikke har været rørt i mindst 5 år.

Det har været overvældende og ind imellem set håbløst ud. Men havedagbogen  har hjulpet med at skaffe overblik, her noteres det der sker og ideer til kommende projekter.

Havepavillonen har været et af de store projekter. Opsat første gang 6. juni 2010, blæst omkuld 7. juni. Ny sat op d. 25 juni og blæst omkuld i september.

Så i 2011 er der opsat en permanent, der ikke kan blæse væk (måske).

Alt det kan læses i havedagbogen sammen med, hvonår der er sat kartofler og lagt løg, hvad der plantes permanent for slet ikke at nævne græsslåning, der fylder meget på 2000 kvm.

I 2012 bliver det spændende at følge blandt andet det nyanlagte staudebed, som tidligere har været nævnt her, og den nyplantede abrikos.

Nu må det godt snart blive forår.

torsdag den 5. januar 2012

Er man en heks, når man kan få et hekseskud ?

Julen vel overstået, hygge med hele familien og ikke mindst alle børnebørn. Det kan godt tage lidt på en pensionists kræfter. Så jeg lagde mig lidt på sofaen for at komme hurtigt til kræfter, da nytåret var lige om hjørnet og det var hos os festen skulle holdes.

Da jeg rejste mig eller rettere ville rejse mig kom det...........................HEKSESKUDDET.

Hekseskud:Hekseskud opstår for det meste efter en belastende bevægelse, som kroppen normalt ikke er vant til, dette kunne fx være møbelflytning eller en stor omgang havearbejde. Hekseskud kommer pludseligt eller udvikles gradvist. Smerterne er ofte voldsomme og det føles som om, at din ryg er blevet låst og ikke kan bevæges. Det siges at hekseskud er en kombination af forskellige ting, som muskelforstrækning, krampe og overanstrengte ledbånd.

Det var fuldstændigt som beskrevet ovenfor. Jeg kunne ikke gå oprejst og det var en pine at komme omkring, at ligge var det bedste.

Så det har jeg gjort flittigt nu i en uge og efter 3 behandlinger hos kiropraktor er der bedring at spore, men jeg skal endnu ikke sidde for meget og gående ligner jeg fortsat en foroverbøjet gås.

Der er dog visse fordele. Husarbejdet varetages af Manden i mit liv og han springer gerne efter ting og sager, men også det kan blive for meget. Så lige nu ønsker jeg at kunne tømme opvaskemaskinen, støvsuge og alt det andet kedelige husarbejde.

Hekseskud er i familien, min mormor fik det jævnligt og gik derfor med et katteskind på ryggen for at forebygge.

Det var måske en overvejelse værd, når man nu er ud af heksefamilie.

mandag den 2. januar 2012

Spiser pensionister østers ?

Nytårsaften er speciel.
I mere end 45 år på nær et par undtagelser er den blevet fejret i selskab med min søster og hendes familie. Det er dejligt, og den der holder festen gør sig altid umage.
I år var det Manden i mit liv og jeg, der havde værtsskabet.

Mange er de år, hvor  jeg har fablet om, at jeg ville smage østers, ligegyldigt hvad. Der har været flere lejligheder, men hver gang har et eller andet gjort, at det ikke blev lige der.
Så i dette nytår, hvor det første år som pensionist går på hæld, skulle det være. Der blev bestilt 12 østers fra SkagenFood, leveret lige til gadedøren om natten kl. 04.00. (Spørg mig ikke hvorfor de kører ud med varer på den tid af natten.)  Endnu iført nattøj blev kassen åbnet, og der lå de, østers, og så noget lukkede ud.


Det var der råd for opskriften på åbningen lå naturligvis også i kassen.

Åbning af Østers
Med et viskestykke som omslag lægges østersen på et solidt underlag med den flade side opad. Spidsen af østerskniven vrikkes ind imellem de to skaldele lige i nærheden af hængslet på østersen (hvor de to skaller sidder fast).
PAS PÅ ikke at trykke for meget, så kniven smutter over i hånden der holder ved østersen.
Drej kniven og lad bladet følge øverste skaldel til lukkemusklen (sidder inde midt på østersen) skæres over. Undgå at spilde for meget af saften. Luk derefter skallen helt op og knæk den flade del af. Frigør forsigtigt selve østersen fra skallen, uden at beskadige den. Sørg for at der ikke er skalrester i kødet og fjern alle skalstumper fra skallen.

Nytårsaftensdag gik Manden i mit liv så i gang med arbejdet

og da han er en handyman varede det kun et øjeblik inden skallen måtte give sig.

Det blev en dejlig nytårsaften med østers og champagne, dog turde vi ikke tage dem rå med citron, men valgte den gratinerede udgave.



Naturligvis spiser pensionister østers og næste gang tager vi et dusin til hver.