lørdag den 30. juli 2016

Det er en god ide' at læse HELE opskriften.............

En gang om måneden spiser vi med et par gode venner.

Det er rigtig hyggeligt ikke mindst at beslutte menuen. 

Hvad med en menu fra kogebogen Det kulinariske Frankrig. Det tog et par dage at bestemme  og jeg lovede mig selv, at følge opskrifterne til punkt og prikke.

Menuen blev:
Courgettes Chaudes aux Noix et Roquefort( dampede courgetter med valnødder og roquefort)
Pate' de Campagne a l' Armagnac (landpate' med armagnac)
Ovnbagt ratatouille 
Fransk landbrød
Fondant (chokoladekage)

Lang indkøbsseddel, heldigvis har vi en slagter i Nysted, så  lever, skinkekød og spæk til pateen blev bestilt hakket til fredag formiddag ( middagen er fredag aften). 

Fondant ser indviklet ud, laves torsdag aften. Viser sig at være nem og den kan kun blive lækker med 250g mørk chokolade og 250g usaltet smør, æggeblomme, sukker og orangelikør. 

       

Fredag hentes farsen og så er det tid til landpate' . Jeg tænker, den skal serveres lunken. 
Kogebogen frem og...........det er da løgn. 
Pateen skal i vandbad i ovnen  i 2 1/2 time og så skal den køle under pres i mindst 12 timer, men helst 24 timer. 
Det kommer der af ikke at læse HELE opskriften, med det samme. Man bliver helt træt og kan ikke helt overskue, hvad der skal erstatte pateen.

     

Det blev svinemørbrad provencal. 

Middagen blev lækker og lige nu har vi fransk  landpate' til en mindre hær.


1 kommentar: