torsdag den 13. juni 2019

At være frivillig er en fest.........

Om onsdagen er Manden i mit liv og jeg frivillige i Kirkens Korshærs butik i Nykøbing F.
vi er en del af et fantastisk hold, og vi er enige om, at ingen af de andre dage er så hyggelige som onsdag.

Butikken åbner kl. 10.00 og det er med at få talt kasse i en fart, for der er ofte kunder, der venter på at komme ind. Priserne er så alle kan deltage, og de fleste onsdage  har vi en omsætning på mellem 4 - og 6000 kr.

Alt hvad der sælges i butikken er ting, der er foræret til os af mennesker, der tømmer lofter eller rydder ud, også dødsboer leverer mange ting.
Vi får  møbler, cykler, service, billeder, legetøj, bøger, cd'er, lamper, elektronik, tøj og meget andet.

Alle de ting får mig til at tænke på, at vi er et brug og smid væk samfund. Mange af tingene ser nye og ubrugte ud.

De frivillige har deres egne områder.
Tøj damerne for eksempel har nok at se til. Efter møbler er tøj det, der giver højest indtægt.
Lige nu er der sommertøj i alle størrelser og man kan altid gøre et kup.
Børnetøjet er billigt og da børn vokser og vokser er det indlysende at købe brugt. 



Kunderne er et kapitel for sig. Her kommer yngre og ældre, rige og fattige og mange nationaliteter.

En dame kom for at se, om vi havde solgt det, hun et par dage før, havde givet butikken. Især to knive og to billeder havde hun fortrudt. Vi fandt knivene (måske) og de blev byttet med to hun havde medbragt. Billederne var heller ikke solgt, så dem købte hun for den nette sum af 58 kr. Det kaldes dobbelt donation.

En yngre mand kommer tit for at se på kobber ting. Han finder næsten altid noget. En dag kom han og fortalte, at han havde gjort er scoop. En kobberkedel, der var meget gammel og hamret ud i et stykke.
Dejligt med tilbagemelding og foto.


Et kapitel for sig er de kunder, der vil prutte om prisen. Hos KK har vi faste meget  priser og man kan undre sig over, at nogen gider prutte for 89 kr. Men måske er det en slags sport.

Altmuligmanden må ikke glemmes. Han kommer hver dag og sørger for at lukke op, sætte flag ud, lave kaffe, gøre rent, tømme affaldsspande, hjælpe kunder med at læsse møbler på trailer, skælde med kunder og frivillige, der ikke lige forstår, hvordan tingene hænger sammen og ikke mindst sikre, at fruens julekop er på bordet kl. 10.00



Onsdag er en god dag med mange og mangeartede oplevelser og en følelse af, at man gør en forskel.

At være frivillig er en fest




Ingen kommentarer:

Send en kommentar