At sidde yderst på bænken

Forleden havde vi besøg af et vennepar. Vores relation går næsten 40 år tilbage i tiden, så vi har delt meget i livet. Børnefødsler, runde fødselsdage, konfirmationer, børnebørns ankomst og forældres død.
Min veninde havde lige mistet sin farbror og i den sammenhæng kom vi til at tale om det, "at sidde yderst på bænken".
Når ens forældre er borte og deres generation falder fra, så rykker man automatísk længere ud på bænken.
Det er naturligt og uundgåeligt.

Det fik mig til at tænke på, hvor godt det er, at have gode relationer til familiemedlemmer.
Jeg har rigtig god kontakt med min faster, hun er den eneste, der er tilbage, som har kendt mig, inden jeg selv var bevidst. Hun er den, der holder tråden til mine bedsteforældre og den  jeg kan tale med om mine forældres liv.
Sammen med hende bliver jeg ind imellem barn igen og glemmer, at jeg er over 60, mor og bedstemor.

Det er en gave.