søndag den 13. maj 2012

Abbot Kinney Boulevard

I denne gade har en af vores venners søn og svigerdatter to forretninger, så vi tog derhen for at se forretningerne og bringe en frisk hilsen fra Danmark.

Magda (den berømte GPS) fandt adressen omkring kl. 10.05 og nedtur, de åbner først kl. 11.00.

Kaffe var det frelsende ord.
Vi så os om. I den ene ende af blokken, hvor forretningerne lå, var en cafe'. Den var indlysende for de unge og smukke. Gæsterne så ud, som om de lige var kommet fra fitnesscenter på den anden side af gaden, eller fra løbeturen med babyen i en runcar.
Det var ikke lige noget for os.
I den anden ende af blokken lå en lidt mere ydmyg cafe', den tog vi.
Kaffe, croissanter og god underholdning.
Der sad en distingveret gråhåret herre og talte i mobiltelefon, fra vi kom, til vi gik. En ung pige i korte shorts, usnørede støvler og pacacoat fik kaffe og bagles. Der var flere unge mænd med hængerøv i lange shorts.
En familie med 2 børn, hvor far ikke tog de meget mørke solbriller af, måske var han agent.
Ude på gaden promenerede mange med deres hunde og en del havde mere end en.
Mellem de to forretninger, vi skulle besøge ligger et pizzaria. Jeg hørte en mand sige, at her fik man LA ' s bedste pizzaer. Det blev afprøvet til aftensmad og pizzaerne var meget gode.
Abbot Kinney Bl. er en fantastisk gade. Mange små interessante forretninger, cafeer og masser af spændende typer befolker den.
Dejligt at vi kom derhen, selvom vi måtte aflevere vores hilsen på en post it.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar