Route 66

Forud for den store tur på tværs af USA har der været mange forslag om, hvad der skulle ses, og hvor der skulle køres.

Et must var Route 66.
Manden i mit liv har hjemmefra studeret hjemmesider og været til foredrag, hvor USA- rejsende har fortalt om deres oplevelser med 66, og han har kørt på den adskillige gange via Google- maps.
Så vi var godt forberedt.

I dag kom så dagen, hvor vi skulle køre på 66. I aftes blev der derfor set på kort en ekstra gang.
Første stræk gik fra Oklahoma City til Amarillo.
Vi startede kl. 9.15 og fruen kørte med Manden som co-pilot, han havde styr på kort og nedskreven rute.
I alle bøger står, at det kan være vanskeligt at finde Routen, dels fordi den visse steder ikke er mere, og dels fordi folk stjæler skiltene som souvenirer.
Vi var fortrøstningsfulde og lod os ikke slå ud af, at den vej, vi skulle, var spærret af en eller anden grund.
"Vi finder det nemt, for her er vejene lavet på et stykke ternet papir, så vi tager bare en, der går parallel." Manden i mit liv dirigerede og det gik derudaf. Men glade blev vi, da vi så det typiske Route 66 skilt. På det tidspunkt, var vi kun vendt om en gang.
Der er beskrevet mange seværdigheder langs 66, og det lykkedes os at finde flere af dem.
Vi var jævnligt i tvivl om, hvorvidt vi var på Routen eller bare på en eller anden lille vej.
Lange stræk af Route 66 går langs med Interstate 40, mange steder er der kun 5 - 10 meter imellem. Så man kan godt fristes til at spørge, hvorfor vi skal bumpe afsted på den lille vej med 45-55 miles, når der på vejen ved siden af må køre 75 miles uden bump og med samme udsigt.
Turen kunne let have givet anledning til et lille skænderi og kl. 16.30, hvor der stadig blev bumpet afsted, var det tæt på.

Mænds kærlighed til gamle veje, gamle tankstationer og gamle biler er uforståeligt.