torsdag den 15. november 2012

Skal pensionister vedligeholdes ?

Det nye knæ var 8 uger, da fysioterapeuten mente jeg kunne klare resten af optrækningen hjemme.
"Du får en tid om 14 dage og hvis alt er ok så......"
Alt var ok, bortset fra en seneforstærkning i foden (overtræning?).
Så den søde fysioterapeut, 165 cm høj og med en kampvægt på måske højst 54 kg, trøstede mig med, at det ville forsvinde, men det kunne tage tid og så måtte jeg tænke på den vægt benene måtte bære. Hvad mente hun mon? Jeg var lige ved at blive lidt stødt, men hun reddede det på målstregen ved sødt at spørge: " Er du pensionist? " og se undrende ud, da jeg svarede bekræftende.
Så kom det glædesstrålende: " Ved du hvad, så kan du ganske gratis gå til vedligeholdelsestræning på et af kommunens plejecentre. Var det ikke noget?"
Man kan da blive så overrasket, at man kommer til at sige ja uden at tænke sig om, men jeg nåede da at spørge om Manden i mit liv også kunne komme med.
"Hvis han er pensionist så er det bare ok. Jeg ringer og aftaler et møde, så i kan få gennemgået mulighederne."
Som sagt så gjort og en uge senere fik vi forevist alle torturapparaterne. "I kan komme, når i vil og blive så længe i har lyst."

Nu er der gået en uge efter mødet og vi har brugt apparaterne to gange.
Efter første gang kunne jeg hverken krybe eller gå næste dag, anden gang er det gået bedre, og med tanke på, at vægten som benene må bære måske bliver mindre eller at benene bliver stærkere, holder jeg ud.

Pensionister skal vedligeholdes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar