At møde mennesker

Når man rejser er noget af det der gør indtryk, mennesker man møder. 

Det lige fra kassedamen i det kæmpe supermarked, tjeneren, andre rejsende til kusinens veninde. 

På denne tur har vi haft et hav af gode og pudsige oplevelser. 

I  et af de store supermarkeder, hvor det næsten er nødvendigt med madpakke og GPS, har vi købt 4 ting. 

Ved kassen står en ung pige og ved siden af ved at sætte ting på plads står en moden dame.

Den unge spørger den ældre om nummeret på første vare, det kommer prompte, næste vare ligeså. Jeg spørger, om hun kan alle numre, og svaret er .....yes......Jeg har været her i 16 år, og det gør også, at jeg ikke får Alzheimers. Jeg trøster hende med, at hvis det sker, så ved hun det ikke. 

Hun fortæller, at hendes mor på 88 har Alzheimers, og at hun ikke håber det bliver meget slemt. 

Da jeg siger noget om de pårørendes rolle og hvor vigtigt det er at huske, at kroppen ikke glemmer. Siger hun pludselig: "Uh, it gives me the goose bumps."  

Vi skilles med smil og gode ønsker.

Gående på vej til en restaurant i Chicago passerer vi en Day Care for hunde. Vi trækker lidt på smilebåndet. 

I restauranten betjenes vi af en yngre mand, der er meget interesseret i, hvor vi kommer fra og tilpas imponeret over planerne for turen. 

 Vi bemærker, at vi har set en Day Care for hunde og får så hans historie om  vennen, der er død og som inden da, har givet han en hund, der betyder alt for ham og...............den er i Day Care. 

Desuden får den ordnet poter og får massage en gang om måneden. Han smiler lidt genert. "Den er mit barn og bliver meget  forkælet." 

På vejen tilbage ser vi ekstra på hunde Day  Care, for nu kender vi næsten en hund, der går der.

Frokost i Paris i South Dakota er i sig selv en oplevelse. Men den søde pige der betjente os, gjorde den ekstra god. "Er i fra Tyskland ?" Nej, Danmark. "Jeres sprog lyder som tysk, det har jeg forsøgt at lære i High School, det lykkedes aldrig. Hvilket sprog taler man i Danmark?" Dansk naturligvis, nåede jeg at tænke. Hvad hedder............. Og så lærte vi hende, goddag, farvel, tak og et par mere. 

Hun synes danske børn er heldige, at de lærer andre sprog tidligt. Vi er enige om, at det bliver vanskeligere jo ældre man er. Jeg tænker på mine forgæves forsøg med det italienske efter de 50.

                    

Lam og rigeligt af det, medium stegt. 

Det efterhånden klassiske spørgsmål, om vi er fra Tyskland eller Holland. Det må være noget med vores accent. 

Nej, fra Danmark. Svaret plejer at udløse et............oh, how wonderful. Men denne gang er tjeneren helt blank i ansigtet. 

Det er et lille land nord for Tyskland. Ingen klokker ringer. Den berømte digter H.C. Andersen, ham med Den grimme ælling er dansk. Ingen klokker. Gitte Stallone, hende der var gift med Sylvester er også dansk. Stadig intet. Sidste forsøg.......... Viggo Mortensen fra Lord of the Rings. 

Nej......  Vi giver op, og undlader at bemærke, at vi er i krig sammen.

Men hvad, hvis han havde sagt, at han var fra Idaho, så ville min geografiske viden måske heller ikke slå til.

Man går fra hver af disse oplevelser med en følelse af, at have rørt et andet menneske et kort sekund.