Bare vi når det ...................

Da Manden i mit liv og jeg planlagde nordturen på tværs af USA, ville vi belært af erfaring fra sidste gang, huske:

1. At stoppe op og gå på optagelse

2. At tage billedet, når det er der

3. Ikke at blive grebet af farten på de store veje 

Det er indtil nu gået helt godt. 

Vi har været på opdagelse i Chicago og Minneapolis. 

Vi har besøgt Laura Ingalls Wlilders Homestead. Hvem har ikke læst Det lille hus på prærien ?

                  

   

Vi er stoppet op ved flere Scenic Views. 

                   

Vi har foretaget adskillige U-vendinger for at komme tilbage og tage billeder af utrolige skilte. 

                   

   

Vi har omhyggeligt undgået Interstates, det har betydet kørsel på betonveje, der føles som de tyske autostradaer i gamle dage. 

Så i går da vi var vel indlogeret, siger Manden i mit liv:  "Jeg vil lige se, hvor meget vi har kørt i gennemsnit om dagen indtil nu (vi er 17 dage fra hjemrejse). Fruen nikker, dybt begravet i Dan Browns nye bog Inferno. 

Pludselig lyder det fra den anden side af sengen: " Hvis vi fortsætter sådan her, kan det komme til at knibe med at nå det."   Underforstået flyet hjem. Der bliver helt stille et øjeblik. 

Hvad gør Vi !  "Ja, lad os nu se" Manden i mit livs motto.

Efter aftensmad på en kinesisk restaurant med en buffet af amerikansk størrelse, regnes der på det igen. Denne gang med udgangspunkt i resterende dage i forhold til resterende kilometer. " Hvis vi bare kører 110 Miles om dagen, så ser det ud til at lykkes.

Så i dag er det Interstate 90 med 75 miles i timen, det er noget der rykker. 

Kl. 17.30 , da der checkes ind på motel nær Mt. Rushmore har vi kørt 353 miles. Det er 3 dages ration.

Så måske når vi det alligevel.....................