fredag den 31. maj 2013

Om at finde vej...............

To ting har gennem årene kunnet bringe ægteskabet på kanten af skilsmisse.
At tapetsere sammen og at finde vej. Det første er opgivet for mange år siden. Det sidste dukker op af og til.

Men udstyret med flere guidebøger, adskillige kort i forskellig målestok og Magda (GPS), skulle man mene, at der på denne tur ikke skulle være risiko for skilsmisse.

Og dog ............ Manden i mit liv og jeg har forskellige måder at finde vej på. Jeg stoler fuldt og fast på Magda og synes, det er  herligt at blive guidet til målet. Manden i mit liv er aldrig helt sikker på det med Magda, så han checker gerne kort for at være helt sikker på, at vi er på rette vej.

I dag er kursen sat mod Kennecott kobberminen vest for Salt Lake City. En åben mine med en diameter på 3 km, hvor man kan køre rundt langs kanten på toppen.

Fruen ved rattet og Manden med Magda og kort. Magda bliver efter en stund opgivet. Hun kan ikke finde minen. "Så find dog en by lige i nærheden." foreslår fruen. 
Der er åbenbart ingen, for Manden i mit liv studerer sine kort og meddeler, at han ved, hvor vi skal køre.
Det går fint, indtil den afkørsel, vi skal tage fra Interstaten, er forsvundet, så vi må tage den næste. 
Det går nu gennem flere forstæder, med enkelte vendinger og mumlende opremsning af vejnumre.
Stemningen i bilen nærmer sig nul. Fruen foreslår igen Magda................ Man lærer det aldrig, altså at holde sin mund. 
Så ud af det blå er der et skilt til Kennecott Coppermine....lettelse at spore. 

Fremme ved indgangen........skilt .............Visitorcenter closed. 
Manden i mit liv spørger. Nej, desværre randen på minen er ustabil. 

Øv, øv. Lad os så sætte Magda til at guide os til Great Salt Lake Desert.

      
                                               Kobberminebjerget set fra vejen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar