torsdag den 5. januar 2012

Er man en heks, når man kan få et hekseskud ?

Julen vel overstået, hygge med hele familien og ikke mindst alle børnebørn. Det kan godt tage lidt på en pensionists kræfter. Så jeg lagde mig lidt på sofaen for at komme hurtigt til kræfter, da nytåret var lige om hjørnet og det var hos os festen skulle holdes.

Da jeg rejste mig eller rettere ville rejse mig kom det...........................HEKSESKUDDET.

Hekseskud:Hekseskud opstår for det meste efter en belastende bevægelse, som kroppen normalt ikke er vant til, dette kunne fx være møbelflytning eller en stor omgang havearbejde. Hekseskud kommer pludseligt eller udvikles gradvist. Smerterne er ofte voldsomme og det føles som om, at din ryg er blevet låst og ikke kan bevæges. Det siges at hekseskud er en kombination af forskellige ting, som muskelforstrækning, krampe og overanstrengte ledbånd.

Det var fuldstændigt som beskrevet ovenfor. Jeg kunne ikke gå oprejst og det var en pine at komme omkring, at ligge var det bedste.

Så det har jeg gjort flittigt nu i en uge og efter 3 behandlinger hos kiropraktor er der bedring at spore, men jeg skal endnu ikke sidde for meget og gående ligner jeg fortsat en foroverbøjet gås.

Der er dog visse fordele. Husarbejdet varetages af Manden i mit liv og han springer gerne efter ting og sager, men også det kan blive for meget. Så lige nu ønsker jeg at kunne tømme opvaskemaskinen, støvsuge og alt det andet kedelige husarbejde.

Hekseskud er i familien, min mormor fik det jævnligt og gik derfor med et katteskind på ryggen for at forebygge.

Det var måske en overvejelse værd, når man nu er ud af heksefamilie.

1 kommentar:

  1. Kære plagede.
    Jeg er født i 40 . . (altså 1940) og har siden barndommen lidt af hekseskud og lider stadig. Har beklaget mig til alle mine læger i alle årene. Ingen har andet en smertestillende piller der forslår som en skrædder i helvede.
    Én af lægerne sagde til mig da jeg var 16 år: "Nå, har De nu igen været ude at danse disse akrobatiske danse")
    Som dreng gik jeg med katteskind på ryggen, det lunede, men hjalp egentlig ikke.
    Jeg giver dig ret, det hjælper at holde sig i gang, men helbreder ikke. Selv tror jeg vi bliver angrebet af en endnu u-opdaget virus, hvad skulle det ellers være?
    Jeg har været nødt til at købe et par krykstokke for overhovedet at komme på toilettet, jeg må være en plage for min hustru, men efter 53 år tager hun det endnu pænt.
    Lad mig høre hvis du finder en løsning
    Hilsen
    Flemming Svendsen
    Udi Korsør

    SvarSlet