Det sker når pensionister skriver om deres liv

Det er en forunderlig oplevelse at skrive om sit liv. Det vælter frem med historier og jo mere jeg skriver, jo mere kommer jeg i tanker om.
I dag har jeg skrevet et langt afsnit om min farmor, og så kom jeg i tanker om det med fjernsynet.

Farmor var den første i familien der fik fjernsyn, det var i 1956.

Inden da havde vi ved særlige lejligheder set TV stående foran el - installatørens vindue. Men inden de store ungarnsindsamlinger i 1956 fik farmor fjernsyn.

Det betød rigtig mange gæster både familie og venner af familie. Farmor var gæstfri og der var altid kaffe og kage til alle. Ved særlige lejligheder lavede farmor ”spejlæg”, det var en skive ananas med flødeskum og en halv fersken ovenpå.

Vi sad i lag i buldrende mørke og ventede på at viseren skulle nå 12 - tallet, så nyhederne kunne

begynde. Jeg undrede mig altid over, hvordan de fik ventemuikken til at slutte lige på minuttet.

Det var i TV – speakernes tid, så det første der tonede frem var en nydelig person, der berettede, hvad der var sket i Verden. Det var pressens radioavis på billede.

Inden hvert program kom en af speakerpigerne, Anette Faaborg, Anne Jerichow og fortalte om den næste udsendelse.

Sommetider med alle de reklamer for kommende udsendelser, der er i dag, kan man næsten længes efter speakerpigerne.

Mange er de teaterstykker vi har set på farmors fjernsyn. Parasitterne, Indenfor Murerne, hvor John Price med sin karakteristiske stemme sagde: ”Lad dog barnet”, Et dukkehjem, Vildanden, Skærmydsler og et lille stykke af Gustav Wied, der hed Et Opgør, ikke at jeg kan huske stykket, men jeg husker William Bewer, som gamle Bølling, der ikke ville have sherrys. Jeg har oplevet den tids store skuespillere Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Bodil Ipsen, Bodil Kjer, Mogens Wiedt og mange andre.

Kan man tale om at min kulturelle dannelse startede her? 

Hvordan mon det ser ud med kulturen og fjernsynet i dag?