Engang kørte man søndagstur

Da jeg var barn, kørte vi søndagstur. Mine forældre havde ikke bil, men far kunne af og til låne firmabilen, en folkevogn boble, og så blev der pakket mad og kaffe, tæpper og et autobord med 4 stole.

Autobord med 4 stole

Så gik turen ud i det blå. Den gang var de blinde veje ikke så godt afmærket som nu, så det hændte ikke så sjældent, at vi endte på en gårdsplads, og min mor kom med den obligatoriske bemækning:
 "Så nu tror de, at der kommer gæster til kaffe."  Jeg ønskede altid, at der ikke var nogen hjemme eller at de ikke så os, det var for pinligt. Vi endet nu ofte dejlige steder. Høvænget Havn var et af de foretrukne.

Børnebørn ved Høvænge Havn

I dag var Manden i mit liv og jeg til eftermiddagskaffe hos datter og svigersøn, og vi kørte ud i det blå på vejen hjem.
Overalt er der tomme huse til salg, lidt deprimerende. Vi så på de første roebunker og konstaterede, at roerne er pæne og rene, det tror jeg med alt det vand, der er kommet. Der er stadig kornmarker, der ikke er høstet og halm, der ikke er presset.
Men det begynder at lugte af efterår. Turen var ikke lang, men jeg fik lidt af følelsen fra min barndoms søndagsture.

Så måske kunne man også i 2011 glædes over at køre søndagstur ud i det blå.