Gensyn med Tirana

                                                        Skanderberg Pladsen i Tirana

Manden i mit liv og jeg planlægger at tage til Tirana i oktober. Hvorfor Tirana når Rom eller Paris kan fås til samme pris?
Måske fordi det skal ske ca. hver 7. år.

I 1996 var jeg deltager i et projekt på universitetshospitalet i Tirana, hvor formålet var at højne den basale plejestandard for de kronisk sindslidende, der er indlagt på hospitalet og sikre at personalet efter afslutning af projektet vil være i stand til at videreføre de ændringer, der blev sat i gang.
Projektet blev udført efter en learning by doing metode, hvor personale fra Danmark med erfaring i at arbejdet med kronisk sindslidende tog til Tirana i 2 måneder og arbejdede sammen med personalet på hospitalet.

Det var mildt udtrykt anderledes end i Danmark og lettere chokerende. Det vi anser for basalt i Danmark, personlig hygiejne, ernæring, rent tøj og en ordentlig seng at sove i, synes ikke eksisterende. Det var også vanskeligt at forstå, at alt ikke kan ændres her og nu, og for danskerne var bureaukratiet ret irriterende. Da perioden var slut, havde man fået vist, hvordan de basale behov hos patienterne kan dækkes og skabt en kontakt og et samarbejde med det albanske personale.
I foråret 1997 kom personale fra Tirana på besøg i Danmark, det blev meget kaotisk, da besøget faldt sammen med, at økonomien i Albanien gik i opløsning med borgerkrigslignende tilstand til følge.
Det blev derfor en uge, hvor de albanske gæster mest så fjernsyn og forsøgte at få kontakt til familien hjemme.
Mit sidste besøg i Tirana i forbindelse med projektet var i efteråret 1997, hvor jeg sammen med to kolleger underviste på universitetshospitalet. Herefter lukkede projektet.

Siden 1997 har min interesse for Albanien og albanske forhold været usvækket, og ofte har jeg tænkt, at det kunne være spændende at gense Tirana, og de mennesker, jeg dengang havde et samarbejde med.
Da Politiken i 2004 udbød en kulturrejse til Albanien, måtte jeg af sted. Inden afrejsen forsøgte jeg at få kontakt med tidligere samarbejdspartnere i Tirana, det lykkedes. I løbet af den uge, jeg var i Albanien besøgte jeg igen hospitalet og et Club House for sindslidende, der var etableret efter projektet.

                                                     Indgang til psykiatrisk afdeling


Mit besøg på hospitalet fandt sted sidst på eftermiddagen, og måske var det derfor jeg oplevede et ejendommeligt flash back. Der var meget stille, og det var som om jeg havde forladt det i går. Den renoverede have var lidt forsømt, på børneafdelingen lyste dørene i de muntre farver de fik i 1996, børnene så også ud som dengang, men det kan ikke være de samme børn. En ny ting viste Ariana mig, en nyindrettet skolestue. Da jeg med begejstring gav udtryk for, at det var dejligt med et sted, hvor børnene kunne blive undervist, så hun undrende på mig. Den er til de lægestuderende.
Jo, meget var ved det gamle.

Senere på ugen mødtes jeg med Ariana i Club House Tirana. Et to etagers hus midt i byen. Efter danske forhold er det meget spartansk indrettet. Huset har 178 medlemmer og 30 kommer dagligt.
Det har åbent alle dage undtagen søndag fra 9.00 til 17.00. Her kan medlemmerne få et måltid mad, og vi så eksempler på resultatet af de aktiviteter, der er i huset.

                                                       Gården i Club House Tirana

Tirana var næsten som jeg huskede, blot var der meget mere trafik og det uden at gaderne var forbedret, de fleste var fortsat uden asfalt og med mange huller. Der blev bygget overalt, parkerne var uden de mange interimistiske barer, som var der i 1996 og lignede parker, og de grå lejekaserner havde fået farver. Der var fortsat hestevogne blandt audier og BMW`er, men ingen køer græssede som i 1996 på kanten af kanalen, der løber gennem byen.

                                           Her boede lederen af Club House

Det skal blive spændende at se, hvor meget der er sket med byen i løbet af de sidste 7 år.
Jeg glæder mig til gensynet med Tirana.