Reception for en tidligere kollega

En af mine tidligere gode kolleger havde sidste arbejdsdag i dag og jeg var inviteret til kaffereception.
Jeg var lidt spændt på at komme derhen og hilse på mange tidligere samarbejdspartnere.

Ville jeg opdage, at jeg savnede arbejdet?
At jeg savnede kollegerne ?
Måske havde alle glemt mig eller de huskede mig, men gad kun lige  at veksle et par ord (Hvordan går det, kan du få tiden til at gå?) inden de igen vendte tilbage til deres egen snak om problemerne på jobbet.

Det blev en god oplevelse, og der var mange, der hilste på og fortalte mig, hvor godt jeg så ud.
De kolleger jeg havde været tæt på i arbejdslivet, kunne jeg tale med som før, både om pensionistlivet og om, hvad der foregik på arbejdspladsen lige nu.

Følelsen af at være en del af det kollegiale samvær var der et øjeblik, men jeg tænkte også, at det var godt ikke at skulle være det i morgen.

Da jeg sagde farvel til den kommende pensionist følte jeg, at jeg havde et forspring på det punkt, nu var det hans tur til at finde sin facon at være pensionist på.

Jeg opdagede, at jeg ikke savnede arbejdet.
Det var dejligt at møde kollegerne, der er en eller to, som jeg gerne vil mødes med fortsat, men det var lidt som, når  jeg mødes med mit sygeplejehold........... vi havde noget sammen.