onsdag den 21. september 2011

Skal pensionister gå til noget ?

Ja, alle skal. I Danmark er der tradition for, at så snart det bliver mørkt og koldt, drager et stort antal af befolkningen til et eller andet oplysende, kreativt eller fysisk aktivitet. Der er mange tilbud fra AOF, FOF og andre. De spænder fra fag som historisk mad over pergamentkunst med pergamano (hvad det så end er) til square dans, slægtsforskning og zumba.

Så der er meget at vælge imellem og det var ikke nemt at beslutte, hvad jeg ville gå til.
Motion kunne ikke friste, jeg holder mig til motionscyklen, så valget måtte stå mellem kulturelle arrangementer og kreative fag.
Det kreative vandt, og jeg besluttede at slippe min indre akvarelmaler løs på et kursus for begyndere.
Jeg har tidligere forsøgt mig med vandfarverne, men det er godt nok længe siden.


Men da jeg fik set i gemmerne,havde jeg det meste af det, der skulle medbringes.
Akvarelpapir, pensler, akvarelfarver og Manden i mit liv fik hurtigt fabrikeret en maleplade, så jeg drog glad afsted tirsdag morgen til undervisningen fra 9.00 til 10.30.

Hvem er kreative på den tid af dagen? Vi var 10 kreative. så blev der talt papir, farver, farvelære og om vi skulle have en kaffeklub..........JA.

Mine farver er meget gamle og viste sig at være noget slidt. Godt at nogen vidste, hvor jeg kunne købe nye.


Det kunne ikke ske hurtigt nok, så tirsdag eftermiddag blev der købt nye farver og et par pensler. Akvarelpensler skal være tykke (så de kan indeholde meget vand) og med en god spids. Jeg fandt en rigtig god pensel. Den søde ekspedient sagde, at han godt kunne forstå, jeg ville have den, det var en ægte mårhårspensel, men han ville ikke undlade at gøre opmærksom på, at den kostede 269 kr.
Tak, begyndere kan vist godt nøjes med en lidt billigere pensel.


Med mit nye værktøj er jeg klar til næste uges undervisning.







2 kommentarer:

  1. hold op hvor ser det fint ud.. glæder mig til at høre mere om dine kreative og måske "dyre" kreationer...

    SvarSlet
  2. Hvor er det dejligt at du igen får tid til at arbejde lidt med det kreative igen..

    SvarSlet