mandag den 26. september 2011

Kan pensionister blive stressede?

Da jeg var arbejdsramt hændte det jævnligt, at jeg blev stresset. Mest når der var 3 - 4 aftaler pr. dag, og de lå så tæt, at jeg godt vidste, at det kunne knibe med at nå fra den ene til den anden i rette tid.
Hvis nogen i de perioder forstyrrede mine cirkler / koncentration kunne det hænde, at jeg blev lidt kort for hovedet. Det var også i de perioder jeg kunne køre ind i vores indkørsel og ikke være helt klar over, hvordan bilen havde fundet hjem, og Manden i mit liv vidste godt, at når jeg foreslog "madder" til aftensmad, så skulle han se ud, som om det var lige, hvad han kunne tænke sig.
Den tilstand vidste jeg godt, at jeg ikke ville savne, og jeg så frem til ikke at have nogen aftaler på min kalender.

Så sker det, de seneste 14 dage har der kun været 3 dage uden aftaler, og der har været flere dage med to aftaler og nogen af dem har endda været på tid.
Jeg begynder at kunne mærke følelsen af stress snige sig ind på mig, men jeg er dog ikke begyndt at snerre eller foreslog "madder" endnu. Når jeg skal være ærlig er mange af aftalerne spændende f. eks. snak om, hvordan  Albaniens projekt bliver beskrevet, øjenkontrol i Roskilde med hele dagen sat af hos søsteren til drøftelse af USA - tur i forår 2012, akvarelkursus og ikke mindst hygge med børnebørn.



Men naturligvis kan pensionister blive stressede.................. på en god måde.

1 kommentar:

  1. Kæreste Lis, du ved godt at der ikke findes mere travle folk i denne verden end pensionister. De er aldrig hjemme, har altid kalenderen fulde af aftaler, men som oftest er det aftaler som de glæder sig til. Men i har den fordel, at hvis der er dage i ikke gider noget, kan i altid fuldt lovligt trække stikket ud og sige at i bare ikke gider noget den dag :-)

    Knus fra Lone

    SvarSlet