onsdag den 14. september 2011

Det blæser her på landet

Juli og august måned var så våde, at der stadig står blankt vand på mange marker her omkring.

Manden i mit liv har siden juni gået og skævet til det meget dyre hårde træ (Rubini), der skal blive til "De forbudte trin", hedder sådan på grund af prisen, så vi satte vore lid til september. Men ak, der har ikke været to sammenhængende dage uden regn, og mit forslag om at arbejde under parasollen vandt ikke gehør, så det går vældig langsomt.
Da det endelig holdt op med at regne kom blæsten, og når det blæser på landet, så er der vind i sejlene, men der kan godt arbejdes, når vinden kommer fra syd/vest og trinene skal lægges mod øst, så nu er rammen lagt.


Blæsten gør at æblerne falder ned i stor mængde, og at man nemt kan risikere at blive ramt af et vildfarende Ingrid Marie. Østersøen viser tænder og edderkopperne, der bor  omkring huset svajer i deres net.


Vasketøjet blæser jævnligt af snoren og nettet på børnebørnenes trambolin er lagt ned.
Når man runder hushjørnet fra syd mod vest, kan man rigtig mærke hvor meget frisk luft, der er her på landet, i dag blæser det 9 meter i sekundet, det er i følge DMI stormende kuling (Store grene knækkes, tagsten blæser ned).
Men der er også noget godt ved blæsvejr. Man kan blive inde, koge æblegrød og sylte svesker i madeira, sidde i sofaen med Fay Weldons nye roman Primrose Hill, der beskriver England år 2013, hvor nationen er gået fallit, jeg synes, den ligger tæt på noget, der kan ske i virkeligheden, og der er ingen lille stemme, der siger: "Du må da kunne finde noget mere fornuftigt at tage dig til?"


 

1 kommentar:

  1. lyder til du har fået noget godt ud af vejrets forskellige luner.. Her er det en dag med lidt huslige pligter og ellers bare noget jeg har lyst til indtil resten af flokken kommer hjem i eftermiddag.

    SvarSlet